Selvudvikling
8. marts 2011

Kampdag, men er der noget at kæmpe for?

D. 8. marts er det Kvindernes internationale kampdag, men tv-vært Kåre Quist spørger, om vi danske kvinder i ramme alvor mener, vi er undertrykte?
Af: af Kåre Quist
https://imgix.femina.dk/media/websites/femina-dot-dk/website/sex-og-psykologi/klummer/1110-kampdag-men-er-der-noget-at-kaempe-for/1110-kaare-copy.jpg

I danske kvinder lever længere. I har længere uddannelser. I får færre alvorlige sygdomme og er gennemsnitligt mere lykkelige, end vi danske mænd er. Sådan lød konklusionen i en stor undersøgelse, jeg faldt over forleden. Det er da ganske interessant læsning her få dage før kvindernes internationale kampdag. For kære danske kvinde, hvad er det nu liiige, du kæmper så hårdt for at opnå på kampdagen?

Ude i den store verden foregår der hver dag frygtelige overgreb mod kvinder, som bliver pisket, stenet, omskåret og voldtaget af mænd, som lige så godt kunne have levet i middelalderen. Men du, kære danske kvinde - mener du i ramme alvor, at du er undertrykt, bare fordi du tjener mindre eller sidder i færre bestyrelser end den gennemsnitlige danske mand? Sandheden er jo, at I kvinder for længst har overhalet os mænd. I har for længst vundet kønskampen, og udelukkende derfor kan Carl-Mar Møller tage penge for at lade mænd rende rundt i en skov og opføre tragikomiske parodier på, hvad en rigtig mand er, komplet med bar tisser, svedhytte og primalskrig.

Og mens forskerne taler bekymret om den moderne mands identitetskrise, sakker vi mænd bare længere og længere bagud. Imens vi kæmper med vores livsstilssygdomme, bøvler med at få gjort vores uddannelser færdige og går tidligt fra de vigtige møder, fordi der er børn, der skal hentes, og boller, der skal bages. Og nej - I skal ikke have ondt af os! Dels ville det fratage os den sidste rest af maskulin stolthed. Dels er der ikke noget mere ynkeligt end mænd, der piber, fordi stærke kvinder har kørt dem over.

Men, kære Nynne, Bridget Jones, Samantha, primetimekvinder, og hvad I ellers kalder jer: Hvis I vil have mere i løn - så bliv bedre til at forhandle. Hvis I vil være topchefer, så gør jer uundværlige for bestyrelsen, og vis nogle resultater, længere er den ikke! Og bær så over med, at jeg fejrer kvindekampdagen med at skænke mig et glas whisky og se et afsnit af "Mad Men" - hold kæft, hvor var mændene cool og kvinderne smukke dengang!

Relevante links

https://imgix.femina.dk/legacy/media/f22c71648e58431caaceb356c9c5376b.jpg

Christina Hembo

https://imgix.femina.dk/legacy/media/caa1ee9a0bd246efbc25127022fef6fb.jpg

Læs mere om:

Læs også