Kald mig bare Ursula

I mit næste liv vil jeg hedde Ursula. Født af russisk-danske forældre, opvokset på Island og som ung bosat i New York. Allerede som 17-årig debuterer jeg og bliver hurtigt en anerkendt jazzsangerinde, hvorefter jeg som 30-årig helliger mig skriveriet og lægger verden ned med min noir-romaner om uforløst kærlighed.

Ovenstående er naturligvis det pure opspind. Men tænk nu hvis? Tænk, hvis et nyt navn kunne trække éns liv i en helt ny retning? Åbne op for nye sider, nye talenter, nye drømme. I mit sind er der ingen tvivl om, at vores navn er med til at definere vores personlighed. Allerede som teenager testede jeg, hver gang jeg fik en kæreste, hans efternavn - klingede det godt? Og hvordan ville det tage sig ud med mit fornavn foran?

Jeg endte med efternavnet Kjems (hed før det lidt mere anonyme Petersen), og i samme sekund præsten overrakte mig navnet, følte jeg, noget gik i hak. Jeg var blevet mere mig - stærkere, skarpere aftegnet og med kant. Lyder det skørt? I så fald er jeg heldigvis ikke alene. De sidste to år har mere end 250.000 danskere skiftet navn (og her taler vi ikke om det navn, du får i tilgift).

Mød to af dem i det nye nummer af FEMINA og hør, hvad det har betydet for dem, deres liv og deres lykke.

Kærlige hilsener fra
Camilla Kjems