https://imgix.femina.dk/media/billeder/2013/oktober/blablaprim.jpg
Selvudvikling

Juraekspert: Stop dine penge-beklagelser!

3. oktober 2013
af Lonnie Kjer
Foto: All Over
Stop med at tale om penge med dine veninder. De er dine veninder, og ikke din bankrådgiver eller din terapeut. Og dine venner gider ikke lytte til flere af dine pengeproblemer. De har fået nok, siger juraekspert Marianne Venø.

Jeg er sikker på, at de fleste af os kender et eller flere mennesker, der har pengeproblemer af den ene eller den anden slags. Det er den samme forfærdelige historie igen og igen og igen. Vi er trætte af den, og den hænger os LANGT ud af halsen.

Det er muligt, du selv føler, at du eventuelt varierer lidt på din historie indimellem og fortæller den fra en ny vinkel. Bottom line er, at det stadig er den samme historie om, hvor forfærdeligt det er at være dig. Du har måske fortalt den samme historie i 10, 20 og 30 år og kan ikke forstå, at ingen efterhånden har lyst til at være sammen med dig, vil lytte til dig eller hjælpe dig.

"Det er synd for mig"
Jeg vil derfor opfordre dig til at tænke over, om det kunne være din historie om dine penge, der nærmest skræmmer folk væk fra dig? Det er muligt, at du også er en sød, dejlig og fantastisk person, jeg tror bare ikke, at de hører andet end: "Det er synd for mig" i forskellige variationer.

Stop pengesnakken
Stop med at tal om penge med dine veninder. De er dine veninder, og ikke din bankrådgiver, terapeut eller anden form for pengesagkyndig. Måske har de selv pengeproblemer eller frygter at få det, og så minder du dem lige om det hver eneste gang, at I er sammen, og det bliver anstrengende i længden. Dermed ikke sagt, at I aldrig kan tale pengesager. Det skal du bare aftale med dem på forhånd, så de har en mulighed for at sige ja tak eller nej tak.

OM MARIANNE VENØ

Marianne skriver om at turde komme ud over rampen, at give slip på tryghedsnarkomanen, at turde lege, at livet godt en gang imellem må være lidt farligt - med udgangspunkt i hendes personlige erfaringer og hendes uddannelse indenfor jura, sexologi og medicin.

Marianne har arbejdet med mennesker de sidste 20 år som juridisk gældsrådgiver, mediator og sexolog. Marianne er grundlægger af Dit Minde - sæt personligt præg på livets afslutning. Marianne er medlem af Dansk Sexologforening og læser jura på Københavns Universitet.

Du kan se mere om Marianne på hendes hjemmeside Juraekspert.dk

Skab nye tankegange om penge i dag!
Jeg vil derfor anbefale dig at gøre noget selv. For rigtigt mange løsninger på dine problemer kan du finde inde i dig selv, hvis du lærer at lytte. For det er skidesvært. Det er de fleste danskere ikke vant til og slet ikke kvinder.

Kvinder snakker nærmest i munden på hinanden for at komme først med at sige noget. Derfor får du måske heller ikke sagt alt det, du gerne vil, når du er sammen med dine veninder.

Når hjernen driller
Hiv derfor en time ud af kalenderen om ugen og tilbring den i fuldstændig stilhed. Ingen børn, partner, hund, Ipad, Ipone, pc, musik, bøger eller lignende. Det er dog okay, at du sætter dig ud i naturen og bruger alle dine sanser derude. Faktisk er naturen oftest det bedste sted.

Lad tanker passere, der stresser dig. Det er hjernen, der driller og gerne vil snyde dig. Tag nogle dybe vejrtrækninger - ind og ud. Slap af. Det kræver lidt øvelse, og du skal måske ud i naturen flere gange. Det skal dog nok komme stille og roligt til dig, hvad du skal gøre.

Livet er andet end penge
Der er en ting, du aldrig må glemme, uanset hvor mange pengeproblemer du har, og det er at lege, danse og have det sjovt på din måde. Du har et indre barn, der kræver din opmærksomhed. Giv det lov til at have det sjovt bare en gang imellem og meget gerne en gang om ugen.

Der er mange måder at lege på. Det kunne være at danse, at gå på udstilling, konkurrencer, sport, en tur i skoven. Alt det, som får dig til at grine, som du synes er sjovt, og som du vokser af som menneske - og ja, det er helt okay at nyde livet, selvom du ingen penge har.

De gratis glæder
Prøv at google lidt på nettet. Der er mange ting, som er gratis. Har du børn, så tag dem med. Det er dog også vigtigt, at du leger selv. Det må også gerne være seksuelt. Det skal bare være noget, som løfter dig op. Noget, som du virkelig glæder dig til som en lille pige.

Det vil også få dig til at se på andre mennesker på en ny måde og eventuelt tiltrække andre veninder. De veninder, du har nu, kan sagtens være gode nok, men leg med dem i stedet for at tale om penge med dem.

Vil du høre en lille pengehemmelighed?
Forestil dig, at vi alle sammen er små dele af hinanden. Når du synes, at dine veninder er pisseirriterende, fordi de ikke vil tale med dig om dine pengeproblemer, så vil jeg vove den påstand, at du også indimellem bare er en lille smule irriterende. Jo du er.

Det betyder så også, at du ikke kun har dine veninder og andres negative sider. Du har også de positive. Du har muligvis bare brugt for meget tid på de negative sider i alt for lang tid. Elsk de negative sider, de har lært dig en masse. For det har de ganske sikkert, hvis du tænker dig om. Det er nu bare på tide at finde nye og mere interessante sider af dig frem og elske dem.

Penge … og værdier
Prøv at se rundt på din venindekreds. Er der en eller to, som du måske misunder lidt fordi, at de har penge nok? Eller er der en eller to kendte personer, du kender, der har penge nok? Prøv at læg mærke til det næste stykke tid, hvad det er for egenskaber, værdier, tankegange ved disse mennesker, som du specielt godt kan lide. Det er sider af dem, som du også har. Det er på tide, at de sider af dig også træder frem i lyset og gør dig glad. Det fortjener du, og følger du ovenstående råd, er du godt på vej.

Læs også