Julia Lahme: Potteplanter og dårlig samvittighed
Der er så meget, vi kan slå os selv i hovedet med, og samtidig er der endnu mere, der på forhånd er vedtaget af verden som enten godt eller dårligt. Et eksempel: Skærme. Du ved det godt. Jeg ved det også godt. Vi må simpelthen ikke. Vi skal lægge de der smartphones med deres mørke søer fyldt med drømme væk. De der glatte skærme, der lokker os med drømme om andres liv, nye sko og meget, meget pænere ben. De mørke elver-søer, der som troldspejle hiver os ned i et dyb, hvor vi bare liiige skal se en enkelt video med katte/nemme chokoladekager/en dame i Polen med tre bryster, før vi vender tilbage til den virkelighed, der nu engang er vores.
Det er fingrene væk, og træd tilbage fra troldspejlet, inden vi falder i. Der er bare lige det ved det, at en rigtig stor del af vores liv foregår ved den skærm. Arbejdslivet, familielivet, kærlighedslivet – der er ikke mange liv, der er uberørte af skærmene. Og selv de skærme, som vi aer som det første, når vi vågner, inden vi kysser vores børn, skælder ud på os. Forholdet mellem skærm og menneske er virkeligt ikke positivt: Skærmene er fyldt med nyheder og historier om, hvordan vi er verdens dårligste forældre, hvis vores børn sidder med en skærm hjemme i sofaen efter en post-reform skoledag med 25 andre elever i en inklusionsklasse. Vi, der arbejder mindst otte timer om dagen, hvor vi skal præstere i konkurrencesamfundet, skal nu også have det bare en lille smule dårligt over at slappe af med en serie om nogen, der muligvis har det værre end os, og hvis vi kommer til at spille et onlinespil på telefonen, er vi dummere end snot. Så nej, vi kan ikke gøre det rigtigt.
LÆS OGSÅ: Emilia van Hauen: Hvad andre tænker om os
Men hvad gør man så? Hvor slipper man af med den dårlige samvittighed?
Det lader til, at vi er ved at begrave den i pottemuld. Vi er nemlig blevet så vilde med alt, hvad der lugter af haver, potteplanter og altankasser, at planteskolerne rundt om i Danmark har travlere, end man kan forestille sig. Èn ting er, at mudrede fingre ikke danser så let hen over en skærm, men noget helt andet er, at vi er begyndt at indrette os med planter, som boede vi i jungler. Vi abonnerer på blomster, vi tømmer blomsterhandleren, og vi kaster os over alt, der rimer på sukkulent. Vi kan ganske simpelt ikke få nok.
Min gode veninde sagde forleden, at vi er ved at udvikle os kollektivt fra at være kattedamer til at være plantedamer. Og det er bare godt og vidunderligt, især fordi vi kollektivt har vedtaget, at det er sundere at være i kontakt med sin plante, end det er at være i kontakt med sin skærm. Hobbyer og fritidsinteresser skal nemlig være sunde, og så længe vi går i haven, er vi bedre mennesker, end hvis vi går i sofaen.
Nogle gange kunne det være, at vi skulle overveje at finde en måde at være i verden på uden alt for mange forudindtagede holdninger, udlevere skærme til alle, der vil have dem, og tage en aften med dem, vi elsker, inden døre, mens vi håber på, at ingen opdager os, så vi skal have dårlig samvittighed over at lave noget, der føles kriminelt som tidsspilde. Så kan vi så få god samvittighed ved at plante karse i vindueskarmen dagen efter.
Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk