Julia Lahme: Hverdag og voksen-skældud

Jeg har lige fået skældud. Sådan rigtig voksen-skældud. Af en dame, der har læst noget, jeg har skrevet om, at vi i min generation mangler hjælp. Fra bedsteforældre og fra generationerne før os. Vi mangler hverdagshjælp. Ikke som husslaver eller tvungen børnepasning, men hjælp til at regne ud, hvordan hverdagen skal tackles, uden at den ender som kampzone og med skilsmisse. Hun mente, at jeg tog fejl. Grundigt fejl. Sådan helt for alvor. At hverdagen er vores helt eget ansvar, og at vi hver især ligger, som vi har redt. At generationerne har et ansvar hver især og ikke fælles.

Men jeg har tænkt mig at holde fast. Jeg synes, vi skal hjælpe hinanden, om vi så er i familie eller ej. Vi skal dele erfaringer, viden og tid med hinanden. Nu hvor jeg står med et barn i børnehave og et barn i anden klasse, er det for alvor ved at gå op for mig, hvad hverdagen kræver – hvor mange arme man skal bruge for at få det til at hænge sammen, og jeg er lige ved at mene, at tre arme pr. barn burde være fast normering. I hvert fald hvis man skal have det overskud, man gerne selv vil have – for mellem madpakker, skole-hjem-samarbejde (et andet ord for: Tag pastasalat med til buffeten), at nogen skal lære at læse, og at nogen skal have en ven med hjem, så er der virkelig ikke plads til meget vasketøj.

Hverdagen har godt fat i os og i hvert fald i mig, og jeg elsker den trods dens udfordringer (faktisk elsker jeg den så meget, at jeg allerede er begyndt at grue for den dag, ungerne ikke har brug for mig mere, og hverdagen, som jeg kender den, stopper). Men hverdagen er ikke bare en maskine, vi træder ind i, mens vi venter på, at efterårsferien eller weekenden nærmer sig. Hverdagen er den, vi er nødt til at tage allerhårdest fat om – vi burde bruge langt mere tid på at planlægge lyspunkter i den, end vi bruger på at google feriemål. Det er også den, vi bør dele. Ikke kun fester, frokoster og fødselsdage. Vi bør dele gummistøvler og viden om skoldkopper. Også med generationerne før og efter os.

LÆS OGSÅ: Julia Lahme: Husk nu at passe på dig selv

Det giver ingen mening, at det, vi alle har allermest tilfælles, er noget, vi hver især holder for os selv. Nej, man behøver ikke at flytte i kvindekollektiv, men vi har brug for at lære af hinandens erfaringer, andres fejl og andres pletskud. Hverdagen er nemlig her, vi kvinder faktisk har et fællesskab, på tværs af alle mulige barrierer som politik, etnicitet og økonomi. Men vi har ingen kontakt med hinanden. Det er, som om der er sat tydelige skel ned igennem generationerne i Danmark, som om vi hver især forventes at passe os selv, og som om det årti, vi er født i, udløser en billet med begrænset adgang.

Men alt det fik jeg ikke sagt, da jeg fik skældud i toget. For det kan hurtigt komme til at lyde, som om man ikke magter sit eget liv eller sine egne udfordringer. Det er desuden kun sjovt at deles, hvis alle er enige om, at det er det, man gør – ellers minder det mere om kommunisme og tvangsarbejde, men som jeg sagde til damen, der skældte mig ud, så er faktum, at kvinder med børn er de mest stressede i Danmark. Hendes svar var blot: ”Hvorfor skal I have det bedre, end vi havde det?”.

Her burde jeg have sagt: Fordi man passer på hinanden. Men det gjorde jeg ikke. I stedet besluttede jeg mig for, at når jeg engang får overskud til andre end dem, der bor under mit tag, så finder jeg nogen, der vil have del i det overskud. Fordi det er sådan, vi holder fast i fællesskabet og deler erfaringer ud, frem for voksen-skældud.

Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk

Læs andres indlæg og få mere info på femina.dk