Selvudvikling
13. januar 2016

Julia Lahme: Hvad mon vores børnebørn vil sige om os?

Mens vi skal knalde mere, få flere børn, står der uledsagede flygtningebørn alene på Hovedbanegården. De bor i asylcentre, er små, har brug for hjælp og en hånd. Men de tæller tilsyneladende ikke
Af: Julia Lahme
julia lahme
Forleden dag kom jeg sent hjem fra Jylland. Jeg bor i København og havde holdt et foredrag og sad halvdøsig i et tog på vej hjemad. Hjem til mine unger, som havde spist aftensmad og var blevet puttet. Hjem til min mand, som havde haft en ganske almindelig god dag på arbejdet, ligesom tusinder, hundredtusinder af andre mennesker i fine lille Danmark. Alt sammen ting, jeg er så lykkelig for og så heldig at kunne tage for givet: Varme, mæthed og et arbejde, vi kan lide, og tag over hovedet. Jeg stod af på Hovedbanegården og gik fra perronen op i forhallen. Her sad en stor gruppe mennesker. Måske 20, måske flere. Helt småbitte babyer og meget gamle damer og alle aldre midt imellem. Og frøs. Og var sultne – og trætte. Ja, det er de flygtninge, vi ser i medierne, dem, der kommer til Danmark i flugten fra bomber, sygdom, overgreb og akut nød. Dem, der har uddannelse, liv og små børn, dem, der kommer, fordi de ikke har andet sted at være. Og de sad lige dér. Helt stille og uendelig trætte og manglede alt. Alt: Mad i maven, varme og et sted at begynde et nyt liv. Det rummer så mange paradokser og sætter så mange følelser i gang hos os alle, at det, der begynder som andre menneskers tab, nok kommer til at sætte sig et sted i vores bevidsthed som en stor brun plet, vi ikke kan vaske af. For fesenhed er altid meget værre end handling. LÆS OGSÅ: Renée: Hvad er en god forældre? De seneste måneder har vi i Danmark diskuteret – eller måske nærmere: råbt og skreget fra hver sin side af rummet – hvad vi skal stille op med de mange flygtninge, der har brug for vores hjælp. Mens den ene fløj råber op om, at vi skal hjælpe i nærområdet, og at vi skal tage deres vielsesringe fra dem, så de kan betale deres ophold her i Danmark, sidder den anden fløj og siger, at vi måske kan tage et par tusind, og at de par tusind måske kan få lov til at være her i vores smørklat, hvis de ellers kan bidrage med noget. Et af de mange paradokser her er, at man skal lede meget længe efter en enkelt dansk familie, der ikke praler storslået af, at grandonkel Olfert eller oldefar Benny enten var modstandsmand i anden verdenskrig eller smuglede jøder til Sverige. Man praler af deres medmenneskelighed og af, at de var modige, når andre ikke turde gøre noget. Vi praler af deres mangel på fesenhed. Det taler vi om i stuen, mens vi høvler småkager og ostebord ind. Endnu et paradoks er, at sidder vi her og hygger og fedter med alt det, vi er blevet givet, og nægter at dele med nogen. Midt i flygtningestrømmen blev der i oktober 2015 kørt en slags kampagne for, at vi skal få flere børn. Knald for Danmark hed kampagnen, for vi får åbenbart kun 1,7 børn, og vi skal altså have nogle flere. Mens vi skal knalde mere, få flere børn, og mens (så vidt jeg har forstået) næsten halvdelen af alle graviditeter kræver lægehjælp for at lykkes, står der uledsagede flygtningebørn alene på Hovedbanegården. De bor i asylcentre, er små, har brug for hjælp og en hånd. Men de tæller tilsyneladende ikke – hvorfor kan jeg ikke regne ud – og dem vil vi ikke så gerne have. I stedet skal vi, der har så svært ved det, skynde os at få nogle flere børn, støttet af en kampagne i plakatform og på TV, og vende blikket væk fra børnene på asylcentrene og på Hovedbanegården. Dét er et af de ondeste og mest fesne paradokser, jeg kan komme i tanker om. På den ene side roser vi fordums mod, på den anden mangler vi børn, og oven i alt det synes vi ikke rigtig, vi har ressourcer til at hjælpe her i vores lille lækre land. Og jeg bliver så flov. For hvad er det egentlig, man måles på: Hvor god man er til at få succes? Eller hvor barmhjertig man er, når andre har brug for én? Paradokset er, tror jeg, at vi har glemt, at mennesker er mennesker, og at børn er børn, uanset hvor langt de har gået på tom mave i vinternatten, og uanset hvad det koster at give dem muligheden for et værdigt liv. Fesenhed er på den anden side ikke at turde se hinanden i øjnene og spørge, om vi tror, vores børnebørn kommer til at prale af, hvordan vi tacklede denne situation. Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk Læs andres indlæg og få mere info på femina.dk/fraenlæser

Læs mere om:

Læs også