Selvudvikling

Julia Lahme: Hvad kan vi nå at lære?

af Julia Lahme 5. maj 2015
Hvornår begynder livserfaringen at påvirke personligheden? Hvornår LÆRER jeg virkelig noget? Hvornår bliver jeg bedre til at tackle, at verden ikke altid er, som jeg ønsker den?
Der er nogle ting, der er ved at gå op for mig omkring mig selv. Nogle ting, jeg nok burde have vidst eller indset for længe siden. Det begyndte, da jeg fik en indbydelse til et jubilæum. Mit eget jubilæum – et 20-års ét af slagsen. Jeg nåede ikke helt at læse det hele ordentligt, men i hvert fald sad jeg ved frokosten med mine kollegaer og fortalte om, hvor sindssygt det var, at det var 20 år siden, jeg var begyndt i gymnasiet – indtil én kollega afbrød mig og sagde, at man ikke behøvede at regne meget længe, før man kunne gennemskue, at jubilæet var 20-året for studenterhuen. 20 år! 20!   Chokket har ikke helt fortaget sig her nogle uger efter. Og mindst chokket over, at jeg nu selv er blevet en af dem, der har glemt, hvor gamle de er. Når jeg taler med kvinder i begyndelsen af 20’erne, så synes jeg da egentlig ikke, vi er så forskellige? Jeg kan da godt se, at jeg ganske ofte ved mere om pensionsopsparing (fordi jeg er tættere på), har bedre styr på aftensmaden (fordi ulvetimen går amok, hvis jeg ikke har) og har lært, hvorfor man ikke må glemme en rød sok i den hvide vask (af mere bitter erfaring, end den 20-årige kan nå at optjene). Men bortset fra det så slås jeg stadig med det samme temperament, som da jeg var 20, og jeg synes stadig, det er sindssygt svært at læse tal.   LÆS OGSÅ: Julia Lahme: Jeg har en blød mor-mave og nægter at gemme mig   Det, jeg kom til at undre mig over, da alt dette gik op for mig, er, hvornår livserfaringen begynder at påvirke personligheden, altså: Hvornår LÆRER jeg virkelig noget? Hvornår holder jeg op med at have grå dage eller endda blå? Og hvornår bliver jeg bedre til at tackle, at verden ikke altid er, som jeg ønsker den? Hvornår bliver min livserfaring til livsduelighed? Og er det mig selv, der står for det hele, eller sker der noget på et tidspunkt, hvor lyset bliver leveret til én på dørtrinnet, og 10-øren (en mønt fra meget gamle dage) falder? Det kommer efter alt at dømme aldrig nogensinde til at ske.   Jeg talte nemlig med en dame i 80’erne for nylig. Jeg var så heldig at være blevet inviteret til en prisuddeling i Paris, og i modsætning til i Danmark så stopper man ikke med at gå ud, fordi man fylder 60 og er dømt gammel, når man bor i Paris. Man hælder lidt flere perlekæder på og hopper i de høje hæle og går ud. Vi talte sammen i nogle minutter, og hun fortalte mig, at hun stadig glemmer, at hun ikke er 22. Hun glemmer det! Hun tænker stadig, at hun sagtens kan drikke et glas champagne mere og lægge an på en smuk, mørkhåret mand i 30’erne i baren, hun forklarede mig, at hun aldrig rigtig havde fanget det med, at den del af livet skulle være slut. Da jeg spurgte til, om hun er blevet bedre til at åbne rudekuverter i tide og til at gennemskue intriger, grinede hun, så tårerne trillede, og forklarede mig, at det, man ikke kan som 25-årig, kan man heller ikke som 84-årig.   Hvad kan vi så lære af det? Flere ting: For det første betyder alder ingenting. For det andet skal man sørge for at få købt sig nogle ægte perler i løbet af livet, og for det tredje er vi nødt til at indføre rummelighed, så vi kan rumme os selv. Vi er nødt til at dyrke selvaccepten og rummeligheden. Det bliver nemlig ikke bedre.   LÆS OGSÅ: Julia Lahme: Man kan ikke alt, og andre myter