Annonce
Selvudvikling

"Jeg vil ikke skjule min blindhed mere"

af Aller Creative Studio i samarbejde med Dansk Blindesamfund 26. november 2020
Henriette Christensen har været stærkt synshæmmet siden teenagealderen og klarede sig mange år uden en førerhund. Men så kom hendes chef med et forslag, der ændrede hendes liv på flere måder.

Det er en smuk brun labrador-tæve, Smilla, der byder først velkommen i døren i den store gamle villa i Veksø. Her bor Henriette Christensen med sin kone, Rikke, som hun har kendt i 20 år, og deres to døtre Alma på 9 og Gurli på 6.

Smilla opfører sig præcist som andre treårige familiehunde, logrende, kælen, legesyg - og lettere rundt på gulvet. Men hun har nogle evner, som de færreste andre firbenede har: Hun er førerhund for Henriette, og så snart hun får selen på, træder hun i vagtsom karakter som sin ejers forlængede syn. Henriette, 42, har øjensygdommen retinitis pigmentosa (RP). Akkurat som sin storesøster, der i dag har mistet synet helt. Henriette fik diagnosen, da hun var 15 år, og da hun blev 21, kom hun under blindegrænsen.

Ikke klodset - men blind

For at forstå hvor lidt Henriette kan se, har hendes ældste datter fundet på en kreativ løsning.

Da Alma for nylig havde en vis- og fortæl-time i skolen, handlede hendes indslag om hendes mor og Smilla. Derfor lavede hun en fin kikkert med to bittesmå huller, så alle kunne opleve, hvordan hendes mors syn var, nemlig med et stærkt indsnævret synsfelt. Hun kan kun se noget lige foran sig, men intet til siden, oppe eller nede. Desuden er hun komplet natteblind. Synshandicappet er ikke til at se på Henriette, og hun har også brugt mange år af sit liv på ikke at indvie sine omgivelser i det. Hverken i gymnasiet, på informationsteknologi-uddannelsen eller på de to første job kendte særlig mange til hendes udfordringer.

– Det er bare ikke noget, en teenager eller ung kvinde i 20’erne har lyst til at indvie andre i, hvis det kan undgås. Men jeg tror da, de har syntes, jeg var meget klodset, når jeg så ofte væltede kopper på bordet eller gik ind i ting. Derfor spurgte jeg også på mit forrige job om muligheden for at få en førerhund, der skulle med mig på arbejde. Men det var de ikke interesseret i, lyder det fra Henriette, der også er blevet foreslået en førerhund af sin kone mange gange. Men det var først, da hun startede i flexjob hos et firma, der producerer legepladser, at muligheden kom. 

Kærlighed ved første blik

”Skal du ikke have en førerhund? Så bygger vi bare et hundehus, du kan have stående her”. Sådan lød det fra Henriettes chef en dag for cirka to år siden, og glæden over, at der kom grønt lys fra arbejdspladsen til at have en hund med, fylder stadig i hende. Hun kontaktede sin blindekonsulent og den blindefaglige konsulent i Dansk Blindesamfund, kom på et kursus og blev godkendt.

Efter et par måneder - i december for snart to år siden - fik hun så den allerbedste julegave: Smilla, som hun straks klikkede med.

Dansk Blindesamfund

Når førerhunde som Smilla skal luftes eller løbe frit, har de ofte en klokke om halsen, så ejeren altid kan høre, hvor hunden er. 

– Det var så fantastisk at møde hende første gang. Hun kom herhjem lige før, hun var færdigtrænet, og jeg kunne mærke med det samme, at hun var rolig og sød. Og så var det jo også ret heldigt i forhold til, at jeg vist havde lovet Alma, at vi fik hund en dag - og nu blev det en både klog og sej hund, lyder det fra Henriette, mens hendes firbenede makker bliver kløet bag øret. Henriette er ikke i tvivl om, den betydning det har for hendes liv, at hun nu kan blive fulgt af Smilla. 

Smilla er tryghed

– Hun gør det 100 gange mindre problematisk for mig at færdes på gader og stræder. Jeg har ikke tal på de gange, jeg er mødt op på arbejde med skrammer på ben og arme, fordi jeg er ramlet ind i ting. Eller de jakker, der har fået revner, fordi jeg er stødt ind i hækkene på vejen. Nu bruger jeg langt mindre energi på turene, fortæller Henriette, der ikke er den eneste, der føler større tryghed med Smilla ved hendes side.

– Alma nåede at blive bekymret for mig, når hun var i skole, for hvem skulle så passe på mig? Sådan skal et 7-årigt barn jo ikke have det. Desuden er det bare enormt hyggeligt at have en glad og trofast følgesvend – selv i regnvejr. På mit arbejde ligger hun i det hundehus, de rent faktisk byggede til mig, og det fungerer så fint. Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg tudede af glæde, da fire mænd kom bugserende med det, siger Henriette, der også har taget et lille opgør med sig selv.

Det tager omkring 5 måneder at uddanne en førerhund som Smilla, og det kræver mange ressourcer. Læs mere om Dansk Blindesamfunds arbejde med førerhunde her.

– Jeg kan ikke skjule min blindhed mere, når jeg går med Smilla, men jeg har kun oplevet at folk er søde og hjælpsomme.

Når Smilla ikke har selen på, viser hun bare den glade, legesyge hund, hun er.

– Jamen, så er hun faktisk ret ligeglad med, om jeg vælter ind i hækken og føler åbenbart ikke det store ansvar for mig, griner Henriette.

Førtidspension, nej tak

Henriette har uddannet sig og arbejdet siden ungdommen skyldes hendes egen vilje og gåpåmod. 

– Under min uddannelse fik jeg tilbuddet om en førtidspension. Som 21-årig! Nej, tak, det ville da være så kedeligt, og selvom jeg selvfølgelig kan blive udmattet, når jeg har arbejdet, fordi det er ressourcekrævende for mig, så kunne jeg ikke have forestillet mig andet, lyder det fra hende.

Selvfølgelig er der også ting, hun erkender, er sværere for hende end for andre.

Det gør ikke noget, man er blind

– Jeg kan ikke cykle eller køre bil, børnene vinder altid i boldspil, og en tur til København i biffen med veninderne kan også trække tænder ud, fordi Smilla ikke kan komme med. Men jeg kan lide at rejse, jeg laver mad, prøver at lege med pigerne, og jeg kommer jo også omkring dagligt, lyder det fra Henriette.

Hun tøver og ser eftertænksom ud.

- Jeg er måske ikke så fysisk anlagt, men så kan jeg andre ting. Jeg har skrevet juleteaterstykker til Skovlunde Byteater de sidste fire år, og de har lige spurgt mig, om jeg vil levere et julestykke igen næste år. Det er en hyggelig proces, og faktisk er mine stykker også blevet udgivet på Teaterforlaget. Det gør da ikke noget, man er blind, når man bare kan noget andet. Jeg kan godt være stolt. 

Du kan gøre en forskel

Mange blinde savner friheden til at færdes, som de gjorde, før de mistede synet. Dansk Blindesamfund har uddannet førerhunde i over 70 år, og hvert år kommer 30 hunde til et nyt hjem, hvor de gør en stor forskel. Det kræver meget tid og mange ressourcer at uddanne en førerhund, men de betyder meget for livskvaliteten, for en førerhund giver frihed og et aktiv liv til et menneske med synshandicap. Det samme gør du, når du støtter Dansk Blindesamfund ved at sende en sms, hvor du skriver HVALPE til 1217, så støtter du med 150 kr. Se mere her.