"Jeg var teenager, før jeg opdagede, at min far havde løjet om min eksistens"

Man skal forestille sig et vaskeri med snurrende maskiner i Brøndby i begyndelsen af 1980'erne. Dér står danske Anne-Marie og skal vaske sit tøj.

Ind kommer en mand fra Mali og skal vaske sit. Bingo! I 1985 føder Anne-Marie en lille dreng, men hans far forsvinder hurtigt ud af billedet

Der er også noget med et lån, som Anne-Marie uforvarende kommer til at hænge på, og hun har ingen trang til at fortsætte forholdet.

Anne-Marie er, skal det senere vise dig, ikke den første danske kvinde, Christopher Læssøs far har fået børn med.

Det er en fem år gammel dreng et andet sted i Danmark.

En halvsøskende. Dem kommer der flere af.

- Jeg vil betegne min far som en afrikansk playboy. Han kom hertil i slutningen af 1960'erne. Min mor og far mødte hinanden, blev kæreste og fik mig, og så blev min far smidt ud af landet, han var kommet ind på falske papirer, siger 35-årige Christopher Læssø.

Han er far til Olivia på 10 år og sætter en ære i at tage ansvar. Fordi hans egen far ikke gjorde det.

Den positive racisme har defineret mig

På en kommode i Christophers lejlighed på Amager står et falmet billede af et dansk ægtepar, som de typisk så ud engang i 1950’erne: Nydelige, velfriserede, pæne uden at være prangende. Det er hans mormor og morfar fra Lolland.

Mali ligger i Vestafrika, sådan cirka 4.450 kilometer fra Danmark. Der voksede hans far op i en muslimsk familie med Christophers diamanthandlende farfar som overhoved. Christopher kalder sig selv ”et godt mix”.

Christopher Læssø

Opvokset i Tåstrup.

Uddannet skuespiller ved Den Danske Scenekunstskole.

Har blandt andet medvirket i filmene "The Square" og "Underverden og tv-serien "Broen".

Tv-vært for "Danmark har talent" og "Danmarks vildeste danser".

Har medvirket i "Vild med dans", hvor han fik en tredjeplads i 2019.

Der er humor og personlighed i lejligheden. Han har lige lavet en blomsterdekoration for første gang i sit liv: En kæmpestor, rund eksplosion af strå hængt op i karnappen. Og der er fiduskunst i guldrammer. Bøger om nazisme og anden verdenskrig. Et fedt plankebord, han selv har lavet. En langhåret kat. Og så de gulnede familiebilleder. Identitet.

Det er det, vi snakker om: At finde ud af, hvem man er, når man umiddelbart ikke ligner dem omkring en. Og så må vi jo også snakke om – racisme.

– Jeg er ikke en af dem, der har det sådan ”åh, man må ikke sige neger”, men det kommer sgu an på i hvilken sammenhæng. Hvis der er en ond ladning bag ordet, er det noget lort, men hvis man bare er en, der ikke kan finde ud af at beskrive et andet menneske, hvad fanden skal man så gøre? Hvis det bare er naivt? Hvis det handler om intelligens?

- Jeg er vist egentlig fuldstændig ligeglad. Jeg har også kaldt mig selv for perker i mange år. Jeg har prøvet at skabe et klima, hvor det skulle være moderne at være perker, hvor det var noget, man kunne vælge at være og ikke bare et stempel, fordi man har en anden oprindelse.

Det er efter ”Black Lives Matter” kørte på sit højeste i USA. Og Christopher siger:

– Racisme i Danmark foregår på et andet plan, det er faktisk sat mere i ”system”. Man er fri for hårdhændede politimænd. De eksisterer, men man er grundlæggende fri for dem. Vi har i højere grad organiseret os ud af det med byplanlægning og så videre – vi har siden 1980’erne fået placeret indvandrere og flygtninge på særlige steder. Hvad angår min racisme... Jeg har oplevet negativ racisme, ”sorte svin” og sådan noget, men egentlig ikke så meget. Det, der har defineret mig, og som jeg egentlig først nu tør adressere, er den positive racisme.

Positiv? Jeg fatter ikke en brik. Indtil han med en anden stemme end sin egen, nærmest Peter Frödins, siger:

– ”Ej, Se det der hår og de der brune øjne.”

Og:

– ”Med din hudfarve altså. I kan simpelt hen bære alt, violet eller lyseblåt eller lyserødt eller sort.”

LÆS OGSÅ: Gun-Britt: "Selvfølgelig kunne jeg ikke have et forhold til den mor, der slog mig hver dag"

Så lyder han som sig selv igen.

– Det, det gør ved et barn, er, at man på sin vis føler sig ekstremt unik, elsket. Men også anderledes i forhold til alle de andre børn, og at man er noget særligt. Så vokser man op og skal til at finde sin egen identitet, og du ved. Der kom jo et punkt, hvor jeg simpelt hen ikke kunne charme mig igennem hele livet længere. Hvor jeg var nødt til at tage tyrene ved hornene og sige: Hvad for et menneske vil du være?

Hvornår opdagede du det?

– Alt for sent, ha ha. Nej, det er kommet løbende, ikke? Hvis jeg skal være helt ærlig: Mine kompetencer som tv-vært, da jeg var nyuddannet fra teaterskolen, var jo ikke-eksisterende. Hvis jeg havde været en midaldrende, halvskaldet og lidt tung mand med Crocs og et landsted uden for Ringsted, var jeg aldrig blevet tv-vært. Det er den lidt hårde erkendelse, at det netop er min baggrund af både Lolland og Mali, som har skabt et udseende, der gør, at nogle chefer – kvindelige chefer, ha ha – på TV 2 eller på det produktionsselskab, hvor de nu engang er ansat … finder mig. Og så er er jeg også ung, og det er også noget med en facon og så videre.

Der er noget med dig og de kvinder?

– Lad os bare være ærlige … Altså når man er mørk, ikke, det er jo modsat det normative billede i Danmark. Så det giver noget. Også når man er glad. Jeg er jo glad, og jeg griner, og jeg har en forholdsvis høj indre puls, det gør også noget. Det er ikke en hat, jeg tager på, sådan er jeg bare. Det tror jeg, folk kan mærke. Der er noget på spil. Så er det klart, at både mænd og kvinder bliver tiltrukket af det. Og vice versa. Det bliver jeg også selv tiltrukket af. Folk, der ligesom er noget modsat af mig. Det er vel bare det, tror jeg.

Christopher er simpelt hen en glad mand. Men der var engang, hvor han var vred.

– Hiphopkulturen søgte jeg ekstremt meget. Det var ekstremt meget min identitet, der var lige pludselig nogle lp’er med nogle mørke amerikanere, der lød lidt vrede, og jeg havde også ekstremt meget vrede i mine teenageår. Jeg har altid været glad og smilende, men man skulle ikke skubbe for meget til det der andet i mig, for der var bare nogle ting, der ikke var faldet på plads. Det var bare pisseirriterende at være et forladt barn. Det var fucking irriterende. Den følelse, jeg havde i forhold til min far: Hvad bilder du dig ind?

Og så taler vi om fædre, der forlader deres børn uden at se sig tilbage. Det sætter spor.

– For mig har det betydet, at jeg altid har skullet vise, at jeg er god nok, selv om jeg har haft en mor, som virkelig har støttet mig og stadig støtter mig i alt, hvad jeg foretager mig – og også sætter mig på plads. Men der ligger noget i det med at vise, at man er god nok. At blive respekteret og anerkendt for det, man laver.

- Som skuespiller stiller man sig op på en scene for at folk skal klappe ad en. Anerkendelse, ikke? Det gør man i bund og grund, fordi man elsker, når folk gør det, og man føler, at man giver noget og får noget igen. Man kan mærke det, når det er derude blandt publikum. Det er den, der har ligget i min rygsæk hele vejen.

LÆS OGSÅ: Master Fatmans enke: "Da Morten døde, var det som at ankomme til Danmark igen for første gang"

Hvad ledte du efter? Dig selv?

– Da jeg var 15-16 år, lavede jeg en teenagefilm. I starten var det bare for at være cool, og jeg kunne mærke, der var noget status forbundet med det, men pludselig blev det også noget andet. Hvad fanden er det der anerkendelse for noget … Jeg tror, at kernen i det for mig er, at jeg sgu godt kan lide, når jeg får at vide, at jeg har gjort et godt stykke arbejde, det gør mig glad.

- Derudover er jeg altså også forælder, så jeg har også brug for at tjene nogle penge, for vi skal sgu også i Tivoli, og vi skal også holde sommerferie, og jeg skal være en skidegod far. Og for at min datter ikke får hele den der arv – behovet for anerkendelse – med sig, har jeg fundet ud af, at jeg også bare kan hvile i de små ting. Det behøver ikke være så stort som at lave en millionproduktion eller et stort fjernsynsprogram, det kan lige så vel være at lave en tørret blomsterbuket og få anerkendelsen fra mig selv, fordi jeg kigger op på den og tænker: Det er sgu egentlig meget godt lavet, du har aldrig prøvet det før. Altså … Glæden ved at skabe er også anerkendelse i sig selv.

Mødet med faren

Christopher mødte først sin far, da han var 16-17 år.

– Jeg tror, han fortryder, men han har aldrig nogen sinde været klar til helt at indrømme, at det med mig var en fejl. Jeg har en far, som er maniodepressiv, og han skriver til mig hver dag. Han vil mig gerne, men han vil mig ekstremt meget. Han vil også gerne familien, men ikke for meget. Jeg tror ikke, han kunne kapere det, hvis vi alle seks eller syv børn, eller hvor mange han nu har lavet, pludselig stod hjemme hos ham i Paris, hvor han nu bor. Han ville flygte endnu en gang.

Hvad er den store forskel på dit mandeliv og det, din far har levet?

– Ha ha, jeg tager ansvar for mit barn. Og for eventuelle fremtidige børn. Og jeg … flygter ikke. Jeg holder ham ikke op på det. Mere. Men det er vel forskellen på ham og mig.

Tilbage til Mali. Han var der første gang som stor teenager. Mens hans far boede der.

– Det var fedt og forfærdeligt på samme tid. Jeg lukkede i. Jeg var jo ikke i Mali som turist, jeg var der som borger, jeg skulle ikke betragte Mali udefra, jeg kom direkte ind i en familiestruktur. Min far tog imod min halvbror og mig i lufthavnen. Jeg havde mødt min halvbror et halvt års tid inden, og vi havde sådan nogenlunde fundet hinanden. Nu skulle vi til at finde min far og mine to småbrødre og min nyfødte lillesøster og betragte hele det der familiehalløj og min fars nye kone – mine to småbrødres mor var død, og han havde fundet en ny kone. Og hele, altså HELE, familien boede sammen. Ikke bare mine søskende, men også fætre og kusiner og min farmor og onkler og tanter, alt. Jeg fik et kulturchok. Og så blev jeg pisseked af det. Dengang havde jeg lange dreadlocks og hørte ekstremt meget hiphop og reggae og havde gang i min identitetssøgning. Min far havde løjet om min eksistens, hele familien troede, at han kun havde én søn i Danmark. Og på grund af mine dreadlocks – Mali er et muslimsk land, der er ikke særlig mange, der har langt hår – så troede de, at jeg var min fars nye kone.

Hvad troede de?

– At jeg var min fars nye kone! Altså jeg var teenager og havde ret feminine træk. Men med det faldt hele min lille forhåbning om at komme ned og blive anerkendt som min fars søn. Jeg skulle ligesom starte ikke bare fra nul, men fra fucking minus 10. Altså: ”Du har løjet om min eksistens, din kæmpe nar. Hvad fanden bilder du dig ind? Og alt det, min mor har været igennem, du har lavet en gæld i hendes navn, og så lyver du om mig. Du kan ikke engang finde ud af at tage ansvar. Din vatpik.

LÆS OGSÅ: Jim Lyngvild: Jeg følte mest af alt lettelse, da min far døde

– Men så er man der. Min bror og jeg skulle også finde hinanden i det der hurlumhej. Han har et andet forhold til vores far, for han nåede alligevel at bo sammen med ham i fem år, fordi hans mor var gift med ham, så han kunne huske noget. Jeg vidste ikke, hvem nogen var. Jeg vidste ikke noget. Og hvad er Afrika?

- Men så er man der pludselig: Det er hele mig. Det er, hvordan jeg ser ud. Det er den musik, jeg troede, jeg skulle høre. Alt muligt. Og så finder jeg ud af, at jeg er komplet dansk. Med alt hvad det indebærer.

Samtidig er der alligevel bare noget, han kalder genetik.

– Jeg er atletisk, jeg kan danse, jeg kan sågar synge nogenlunde. Alle de der fordomme, der kører – it’s true! Hvad kan jeg gøre? Det er bare at omfavne det. Så det er sådan en mærkelig pærevælling. Jeg tror, at nøglen til min identitet bare er at anerkende, at jeg sgu spænder lidt bredt. Det vil altid være en del af mig at være splittet, men den splittethed gør sjovt nok samtidig, at jeg føler mig ekstremt samlet.

Du holdt op med at problematisere?

– Ja. Jeg valgte at lade lommelygten lyse på alle de gode sider i stedet for de mørke. Det hjalp.

Du har aldrig gået til psykolog?

– Ikke endnu! Jeg har prøvet at klare det selv. Det betyder også, at jeg tror på, at man skal være modig, man skal turde grave ned i de ting, som ikke er så fede. Noget af det, der hjalp mig til at forstå min far og hans adfærd, var at kigge på hans forældre og hans rolle i familien. Min afrikanske muslimske familie er rimelig højt positioneret i samfundet, og min far er den førstefødte, så har man et ekstremt stort ansvar. Jeg tror, familien har tænkt, ”gudskelov, vores førstefødte er så intelligent”, for det er han.

- Han røg som ung til Paris for at læse jura, men jeg tror, presset var for stort for ham. Hans lillebror var havnet i Danmark, og min far ville besøge ham og valgte bare at blive. Han kunne ikke det der ansvar.

Det kunne Christophers mor til gengæld.

– Min mor er og har været superfed. Jeg fandt faktisk først ud af, at hun er et ret specielt menneske, da jeg selv fik et barn. Hun er meget direkte og enormt stædig. Hun lagde hele sit liv til side for mig, jeg er det eneste barn, hun har fået. Min far lavede en kæmpe gæld i min mors navn. Det gør man ikke mod sådan en som hende. Hun er ikke højtuddannet, hun blev sat i en lortesituation. Hun arbejdede i nogle og tredive år på Glostrup Hospital. Natarbejde! Jeg ville ikke have en barnepige, så da jeg var seks-syv år, sov jeg alene hjemme om natten. Men vi boede i rækkehus og havde gode naboer. Hun strukturerede det på den bedst tænkelige måde. Der skulle jo nogle penge i kassen, og hun havde ikke særlig mange. Men hun har givet mig alt, hvad hun kunne. Jeg var forkælet i hoved og røv. Og det er jeg stadig.

Har du været bange for at arve noget fra din far?

– Ja, psykisk sygdom. Og så det med ikke at kunne tage ansvar for sin familie.

Hvordan har du selv haft det med kvinder?

– Jeg elsker kvinder, men jeg ser dem ikke som nogen, der er skabt på Venus, og at jeg ikke forstår noget af det, der kommer ud af dem. Jeg forstår dem ret godt, bilder jeg mig selv ind, og jeg tror også, at jeg higer efter den kønslige udligning. Jeg prøver faktisk at begrænse mig selv mere og mere i den tankegang, at der er forskel på mænd og kvinder – bortset fra når det gælder kønsorganer. Der er selvfølgelig menstruationscyklus og nogle hormoner i forhold til graviditet, og dét har jeg oplevet på allernærmeste hold! Men ud over det er vi bare alle sammen mennesker, der mødes, og måske bliver vi forelskede, og måske gør vi ikke.

Men sådan har han ikke altid haft det med det modsatte køn.

LÆS OGSÅ: Tessa kæmper sig ud af fortiden: "Min mor kaldte mig for luder"

– Jeg er faktisk vokset op i et miljø, hvor kvinder var sexobjekter. Jeg havde ikke særlig mange tætte kvindelige venner. Kvinder var nogle lækre nogen, der skulle scores i det der Tåstrup-hiphopungdomsmiljø i 1990’erne. Man var sammen med piger og snavede til fester, og så blev det lidt sådan: Jo flere, jo bedre. Så det gjorde jeg også i flere år. Men jeg blev faktisk også en, der havde en kæreste i lang tid. Jeg kunne godt lide parforhold, fandt jeg ud af. Det var superhyggeligt. Og jeg har kastet mig ud i forhold de sidste år, er du sindssyg, mand. Sidste år afsluttede jeg et forhold på tre år. Før det var jeg sammen med en i fem år, så...

Nu har du brug for en pause?

– Eller også har jeg bare ikke kommunikeret ud, at jeg faktisk har en kæreste, ha ha. Jeg er ikke typen, der finder kærester i branchen, eller også skal de være kendte, for så kan vi være lidt kendte sammen. Jeg føler mig ofte ganske normal.

Christopher betegner sig selv som monogam. Men siger også, at han tidligere ”sgu også har lavet nogle dumme ting ved siden af”. Han har også prøvet det den anden vej. At en kæreste var ham utro.

– Og man bliver bare smadret indvendigt. Jeg hader jalousi, det er den værste følelse, den er så modbydelig, og den æder en op indefra. Jeg har prøvet at gøre mange ting i mit liv for at undgå det. Altså jeg har faktisk mødt og været høflig over for dem, som havde været sammen med en af mine ekskærester og har fået talt med dem om det.

Du er en rummelig mand.

– Jeg prøver! Jeg gør det for at komme jalousifølelsen i forkøbet. Fordi jalousi i bund og grund handler om, at der er nogen, der har noget information, som jeg ikke har. Der er nogen, der har et rum uden for det rum, som jeg føler, er mit tætteste, og som er mit rum. Men hvis jeg deler det med dem, og hvis de ved, at jeg godt ved det, så bliver det vores rum. På den måde kunne jeg ligesom håndtere det.

LÆS OGSÅ: Anne Linnets kone: "Havde Anne været en mand, var hun blevet kaldt for en gammel gris"

Hvad så, når du selv har været utro?

– Jamen så er jeg blevet knaldet på det og så… er jeg krøbet til korset og har sagt, at jeg fortryder, og så har jeg forklaret alt, hvad der er sket. Det værste er så, hvis man bliver anklaget for noget, som man faktisk ikke har gjort. Det har jeg sgu også prøvet.

Det bliver man vel, fordi man har gjort noget før?

– Ja, ikke? Ha ha ha. Sådan er det jo. Så må man holde fingrene fra kagedåsen. Men nu snakker vi om ting, der ligger mange år tilbage, det vil jeg gerne have, kommer med her. Altså min kæreste ved alt, men … Min seksuelle drift har været enorm. Og det er bare … på sin vis fedt, men også ekstremt ufedt. Fordi jeg pludselig bare var sådan en tunet maskine, der kunne mærke energier. Jeg ved ikke, om jeg bare er meget sensitiv, men hvis den er der, og man er tiltrukket, og alt er lidt galskab og åbent, så... Specielt under sådan en teateruddannelse: Skolen for moderne dans ligger 30 meter fra teaterskolen, det er ikke andet end skandinaviske kvinder, der danser helt vildt godt i meget lidt tøj, og vi er alle sammen meget åbne og sådan noget.

Man ser det for sig.

Christophers datter Olivia er 10 år. Lige om lidt bliver hun teenager, så begynder drengene at blive interessante og interesserede. Og så er man pludselig far på en helt ny måde. Man er ikke længere den eneste mand i sin datters liv.

De findes jo, de der mænd, der tænker i jagtgeværer, når døtrene bliver til kvinder?

– Ja ja, I said the same. Altså … som teenager har man jo selv været en lystig kamphund, ikke? Så når hun ligesom bliver ”sat ud”, tænker jeg, at det skal hun da ikke igennem. Men jeg er sgu også rimelig tryg ved, at hun træffer de valg, hun synes, hun skal træffe, og jeg støtter hende i alt, hvad hun vil. Min datter er den hellige gral for mig.