Selvudvikling

Jeg tror, jeg vil skilles

af Renée Toft Simonsen 25. maj 2011
En kvinde er i færd med at træffe en stor beslutning om at blive skilt fra hendes mand og faderen til hendes tre børn. Og det er faktisk også, hvad Renée vil råde hende til

Kære Renée.

Jeg bor sammen med min mand, som jeg snart har kendt i ni år. Vi har tre børn sammen. Jeg har været hjemmegående og været på forlænget orlov, siden vi fik vores første barn. Jeg været selvstændig erhvervsdrivende, men har ikke arbejdet fuldtids. Jeg har stået for alt derhjemme. Jeg føler, at tingene langsomt forfalder i hjemmet, og jeg kan ikke overskue at gøre det hele alene.

For en måned siden startede jeg op som selvstændig igen. Han syntes, det var en god idé. Problemet er, at jeg føler, vi er gledet fra hinanden og simpelt hen ikke kan finde ud af at kommunikere på et normalt plan. Jeg er dybt ulykkelig og slet ikke tilfreds med vores liv. Vi er begyndt at sove hver for sig. Vi har også økonomiske uenigheder og til tider problemer med at få det hele til at hænge sammen. Nu kan jeg se, at han igen har optaget lån pga. spillegæld flere steder på op mod 400.000. Jeg er rasende over det! Jeg har fuldstændig mistet lysten til sex med ham. Jeg har taget ham i at skrive sms'er med piger, jeg ikke kender, både søde og kærlige og saftige - nogle omkring sex og hotelophold m.m. - men han nægter det meste.

Jeg føler mig helt nedslidt og har svært ved at skimte lys forude. Jeg overvejer kraftigt at blive skilt, men puha ... det er en stor beslutning! Hjælp!

Mange hilsener

Den forvirrede

Kære forvirrede.

Der synes ikke at være meget tilbage at kæmpe for i dit ægteskab? Det virker, som om du har knoklet og knoklet og gjort, hvad du kunne, endda i mange år, og jeg kan ikke se, du har fået meget tilbage fra din mand ... i det hele taget fortæller du om en mand, som i mine øjne, for at være ærlig, virker noget usympatisk. Jeg tænker, du skal gøre noget ved din situation, for at fortsætte på samme måde som nu er spild af liv. Du trænger til at finde ro, blive glad, finde dig selv. Du virker til at være en stærk kvinde, det er dig, der har holdt sammen på det hele i snart 10 år, du har født tre børn, og du passer dem og tager dig af dem. Du er nu oven i købet i gang med at starte din egen forretning, jamen er der noget, du ikke kan? Det er virkelig flot, at du har så meget kraft og virkelyst, og det siger mig, at du kan meget mere, end du måske selv lige tror?

At gå fra manden og være med til at splitte en familie ad er en kæmpestor beslutning. Det vil altid få konsekvenser for børnene, men det vil det også, når mor er ulykkelig, og far og mor ikke engang sover sammen eller snakker sammen. Pest eller kolera? Jeg må indrømme, at jeg tænkte: Gå dog fra ham!, da jeg læste dit brev. Jeg tror sagtens, du kan klare dig selv, og økonomisk er det jo sådan, at du får børnepenge fra din mand (husk, at du kan få kommunen til at forvalte det, hvis han ikke betaler, når han skal), samtidig med at du får børnepenge fra staten, og som enlig mor kan du få hjælp økonomisk i form af tilskud til husleje og tilskud til institutioner.

Måske er det tid at lave en hvad-ville-jeg-i-grunden savne?-liste - det kan være, den kunne sætte det hele lidt i perspektiv? Hvis det var mig, der stod dér, hvor du står lige nu, ville jeg kalde på min mor, min søster og mine veninder, og så ville jeg gå i gang med at handle ...

Kærlig hilsen

Renée

Læs også:

Læs flere af Renées brevkasser her

Av, skilsmisse

Forkæl dig selv med en lækker creme. Køb i feminashoppen.dk