Selvudvikling
25. april 2025

Jeg stod der i forhallen med min kuffert og tænkte: ”Hvorfor i alverden gjorde du nu det?”

Højskoleopholdet er blevet en fast tradition for Margit, som ellers tvivlede på sin beslutning, da hun første gang trådte ind på Krogerup Højskole.
Af: Nina Azoulay
Margit på højskole

Foto: Andreas Bang Kirkegaard

Margit Tymm-Andersen havde mistet sin mand for nyligt, og som klinikassistent i den kommunale tandpleje havde hun lige så lang ferie som skolerne. Tanken om en lang sommer alene virkede uoverskuelig.

– Så jeg pakkede kufferten og tog på højskole. Det havde jeg aldrig prøvet før, fortæller Margit, der bor i Aabybro.

Kurset, hun havde meldt sig til, handlede om eksistens og foregik på Krogerup Højskole i Nordsjælland. Det er snart 20 år siden, men følelsen, da hun tog af sted helt alene på sin første højskoletur, kan hun stadig tydeligt huske.

– Jeg stod der i forhallen med min kuffert og tænkte: ”Hvorfor i alverden gjorde du nu det?” Jeg følte mig virkelig som Palle alene i verden. Men det ændrede sig hurtigt. Jeg mødte så mange søde folk og oplevede utroligt mange spændende foredrag. Det var en øjenåbner, og jeg tænkte, at det måtte jeg igen, fortæller Margit.

Så det gjorde hun. Et højskoleophold ”koster jo lidt penge”, som hun formulerer det, og det skulle også passe med arbejde og andre planer. Margits andet højskoleophold blev derfor hen over nytårsaften. Denne gang på Vrå Højskole og med besøg af forfattere som Knud Sørensen og Elsebeth Egholm og flere foredrag om litteratur.

– Det er litteraturen, der er min store interesse. Det har det altid været. Siden jeg gik i gymnasiet har jeg kunnet lide at læse og har fulgt med i, hvad der er kommet af ny litteratur. Så det har især været litteratur, men også eksistens og psykologi, som jeg er taget på højskole efter, forklarer hun.

Hun er netop hjemvendt fra sit sjette højskoleophold. Også denne gang var temaet litteratur, mens omgivelserne var Rude Strand Højskole. Margit var på venteliste til samme kursus sidste år, men fik ikke plads. I år lykkedes det.

– Vi var 70 deltagere, som altid hovedsageligt kvinder. Sådan har det været på de fleste af kurserne. Der er altid flest kvinder og kun meget få mænd, siger hun.

Hun har ikke tidligere oplevet, at de kurser, hun har efterspurgt, har været udsolgte eller haft venteliste, men på Rude Strand bemærkede hun, at flere kurser allerede var udsolgt for sommer og efterår.

https://imgix.femina.dk/2025-04-23/MargitHoejskole0555_FullSize.jpg

Foto: Andreas Bang Kirkegaard

Med i vinterens kursus var også en tur til Aarhus Teater for at se Christian Lollikes anmelderroste nyfortolkning af ”Jeppe på Bjerget”.

– Det var spændende og meget anderledes. Det er i det hele taget altid sjovt og spændende at komme ud og fordybe sig i det. Vi snakker om de bøger, vi har læst, men vi bliver også inspireret til at læse nyt, og så kommer der mange nye vinkler ind, og det er jo kun godt, for ellers kan vi gå rundt og tror, at vi ved alting, konstaterer Margit.

Hun er ikke i tvivl om, at hun skal af sted igen. I år havde hun også sin kæreste med, som aldrig før har været på højskole, og han er også klar på at tage af sted igen, fortæller hun.

– Folk kommer, fordi de gerne vil være sociale, og for at tage noget nyt ind og diskutere litteratur og de forfattere, der kommer. Det er ikke altid, vi mener det samme, og det er helt ok. Det giver noget at tænke over, også når jeg kommer hjem, men også en masse at fortælle om, og på den måde giver det mig en masse godt. Næste gang, jeg skal af sted, kunne jeg måske finde på at vælge noget med vandreture.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 14/2025, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Læs mere om:

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.