Jeg skammer mig frygteligt

Jeg sidder her og undres. Det handler om de irakiske flygtninge, dem, der har søgt tilflugt i Brorsons Kirke i København (jeg håber ved gud, de sidder der endnu, når denne klumme engang ryger i trykken. Og gør de ikke, kan jeg kun beklage det. Jeg er bare så ked af, at jeg ikke kunne hjælpe jer bedre, og jeg skammer mig frygteligt over det, der er blevet gjort imod jer, undskyld på mit lands vegne).

Nå, men det handler altså om dem, der skal smides hjem, dem, vi ikke kan lide, dem, vi ikke vil lege med, dem, der græder og sultestrejker for at genere os, dem, der er en torn i vores øje, dem, hvis land vi har bombet og gået i krig imod på et falsk grundlag. Og grunden til, at jeg blev så sørgelig, var den måde, vi skriver og taler om dem på. Den måde vi vælger at proppe dem ind i en kapitalistisk kontekst på og dermed omtaler dem som en EU-vare, vi ikke er tilfreds med. Return to sender, den er muggen, stod der på osten.

Den danske asylpolitik er både dyr og ineffektiv, stod der også som overskrift, med tal fra udlændingeservice til at bakke op længere nede i artiklen. Et ophold på et asylcenter koster ca. 250.000 kr. årligt per afviste asylansøger, og siden de ikke må arbejde, er der kun udgifter forbundet med dem … Pyha, det må gøre ondt at stå op til den slags ord om sig selv? Som bekendt er der rigtig mange politikere, der rigtig gerne vil af med udgiften, men ikke ved at give dem mulighed for at arbejde og blive en del af samfundet, men ved at sende dem hjem hurtigst muligt, og dette med henvisninger til, at vi ikke vil have den slags personer i det danske samfund - fordi vi nu engang har en regel, der siger, at vi ikke vil have den slags personer i det danske samfund. Det konstateres ydermere fra et regeringsparti, at deres arbejdsevne jo heller ikke nødvendigvis er i top. Jesus - vi tager den lige igen, prøv at forestille dig at blive omtalt på den måde, forsøg lige at forstå, hvad der får et menneske til at omtale et andet menneske så nedladende! Prøv lige at stå op søndag morgen, og læs en artikel om dig selv, hvor du beskrives som en udgift, et tal, et nul, et ingenting.

Heldigvis så jeg en anden artikel flere dage senere, hvor to biskopper fra henholdsvis Århus og Viborg også havde fået det rigtig skidt over den danske asylpolitik. Det var med glæde, jeg kunne konstatere, at der her var prominente mennesker, der satte noget personligt på spil, noget, der ikke havde at gøre med penge eller at komme i fjernsynet. Men derimod noget at gøre med næstekærlighed. De to biskopper henviste til deres teologiske læremester, den gode hr. Løgstrup, der engang sagde, at det værste, man kunne sige om et menneske, var, at det tog livs-håbet fra et barn - hvilket var nøjagtig, hvad der skete for alle de børn, der nu skal sendes hjem.

Jeg, der aldrig har været religiøs, ikke er døbt, ej heller er konfirmeret og aldrig nogensinde har bekendt mig til nogen som helst Gud eller alt det grimme, der gøres i hans navn kloden rundt - tja, det ender nok ikke med en Lilly, men derimod med den danske folkekirke, for det næstekærlige budskab, der ligger i kristendommen, kan og må aldrig ignoreres.
Kærlig hilsen
Renée