"Jeg havde lige landet mit første voksenjob, da en af mine kolleger indviede mig i en hemmelighed"

Jeg havde lige landet mit første voksenjob på et stort dagblad, da en af mine kolleger indviede mig en hemmelighed:

Hun var holdt med at gøre sit bedste. I hvert fald hele tiden og altid. Hun valgte sine kampe, og resten af tiden gav hun sig måske 50-60 procent.

“Husk,” sagde hun, “at selv om du elsker dit job, så elsker det dig ikke tilbage.”

Nu er den holdning alle vegne. Fra TikTok til think-pieces i New York Times.

“Quiet quitting” hedder en af tiden mest omtalte fænomener på det globale arbejdsmarked.

Men hvad handler den egentlig om, denne tendens, hvor man ikke siger rigtigt op, men bare semi-kvitter sit job mentalt?

Grundlæggende er det et opgør med en tempofyldt overperformance-kultur, der har hersket og gjort mange mennesker udbrændte, stressede og syge.

En idé om, at succes kræver, at man altid leverer max – og mere end det er menneskeligt bæredygtigt.

I den optik er det sundt, at vi nu ser nogle generationer, der siger, at nok er nok.

Men samtidig føles fænomenet “quiet quitting” på mange måder som den ultimative postmoderne falliterklæring.

En passiv-aggressiv protest mod en syg kultur er muligvis en start, men det er kun symptombehandling, ikke en kur.

Og hvis vi bare hylder selve det at sige fra, glemmer vi at spørge os selv, hvad vi ønsker os i stedet.

I en tid, hvor mange af os kan se frem til en sen pension, er vi nødt til at konfrontere problemerne og have en samtale om, hvordan vi bringer balancen og meningen tilbage i vores (arbejds)liv.

Skuespiller Lene Maria Christensen fortæller her, hvordan hun selv har været helt nede at vende med stress.

Derfor er et af de emner, hun særligt interesserer sig for lige nu, opgøret med den usunde arbejdskultur, der har gennemsyret samfundet.

For som hun siger: “Det er tankevækkende, at man ikke kan beskæftige sig med dét, man brænder for, og som måske gavner andre, uden at blive kørt helt i sænk.”

Samtidig opfordrer hun til, at vi gentænker begrebet succes. For hvad er bundlinje og KPI’er egentlig værd, hvis de gør det umuligt for os at fungere som mennesker?

Dermed peger hun også på lige præcis den værdi, som jeg synes er en af de vigtigste på en arbejdsplads – nemlig omsorg.

Og nej, det kan ikke opgøres i et excelark, og det kan ikke ordnes hurtigt. Men i en tid, hvor børn, voksne og planeten skriger efter mere tid og mindre forbrug, tror jeg på, at det er en nøgle til et mere meningsfyldt og bæredygtigt arbejdsliv.

For det er muligt, at vores job ikke elsker os – men vi kan på vores arbejde godt drage omsorg.

For hinanden og os selv.