Halima El Abassi
Social kontrol

"Jeg frygtede oprigtigt, at jeg ville blive det næste æresdrab i Danmark"

18. januar 2022
af Stinne Kaasgaard
Foto: Marie Hald
Halima El Abassi blev slået som barn, sendt på genopdragelserejse, blev gift som 15-årig mod sin vilje og har boet på 18 krisecentre, efter hun blev skilt i 2008. Da hun stod frem med sin historie, blev hun udråbt som heltinde og som kvinden, der brød med social kontrol. Men det var langtfra hele sandheden.

"Undskyld. Men jeg er ikke i stand til at være mor til jer."

Sådan måtte Halima El Abassi sige til sine døtre på 11 og 13 år kort tid efter, at hun var blevet skilt fra deres far i 2008.

I løbet af to år flyttede hun 18 gange, herunder med adresse på en række krisecentre.

Men undervejs gik det op for hende, at pigerne udgjorde en risiko for hendes liv, fordi nogle af hendes familiemedlemmer havde kontakt til dem. Og fordi denne del af familien ønskede hende død.

Halima El Abassis døtre er en af de vigtigste grunde til, at hun nu har udgivet bogen "Mit indre Atlas", hvor hun fortæller hele sin historie.

Faktisk kom en del af historien frem allerede i 2008.

Mange husker måske succeshistorien om den dansk-marokkanske kvinde, som brød med negativ social kontrol ved at blive skilt fra den mand, som hun ufrivilligt var blevet gift med i et arrangeret ægteskab, da hun var 15.

Og som oven i købet havde formået at tage en uddannelse og gøre sig økonomisk uafhængig i mellemtiden. Men det var kun den halve sandhed.

Halima El Abassi

43 år, socialrådgiver, forsker og debattør.

Har især arbejdet med æresrelaterede konflikter og social kontrol.

Var fra 2018 til januar 2022 forkvinde for Rådet for Etniske Minoriteter og rådgav i den forbindelse integrationsministeren om, hvordan man forhindrer negativ social kontrol.

Aktuel med bogen "Mit indre Atlas".

Stillede i november 2021 op til kommunalvalget for Socialdemokratiet i Gentofte Kommune, hvor hun blev valgt som 1. suppleant.

– Jeg trådte frem i 2008, fordi jeg syntes, det var uretfærdigt, at det var mig, der skulle gemme mig væk, når jeg ikke havde gjort noget andet end at blive skilt. Men efter kameraerne var slukkede, var virkeligheden en helt anden.

– Jeg endte med at komme helt derned, hvor man ikke kunne komme længere, siger Halima El Abassi, som bl.a. har været indlagt næsten et år på psykiatrisk afdeling efter sin skilsmisse.

Halima El Abassi har brug for at fortælle sin historie i sin helhed, fordi hun er overbevist om, at den kan gøre en forskel. Allerede da det kom ud, at bogen ville komme, fik hun beskeder fra kvinder, der endnu ikke havde læst den.

– De skrev, at det var så fedt, at jeg fortæller min historie. De sagde: “Du fortæller ikke alene din egen historie – du fortæller også vores”. Jeg ved, at rigtig mange kæmper derude og ofte står alene med de kampe.

– De ser noget håb eller lys i forhold til, at deres liv nogensinde skulle blive bedre. Jeg håber, at de vil tænke, at hvis jeg kunne komme ud på den anden side, kan de også, siger hun.

Halima El Abassi

Samtidig har hun haft behov for at forklare sine børn om det svigt, hun måtte påføre dem.

– Der var mange beslutninger, jeg var nødt til at træffe, som de ikke havde indblik eller indsigt i.

– Jeg tror ikke, at de vidste, hvor galt det stod til, da jeg var nødt til at sige til dem, at jeg ikke magtede at tage mig af dem, og at de måtte flytte tilbage til deres far.

For Halima El Abassi svigtede ikke sin døtre, fordi hun havde lyst til det, men fordi hun frygtede for sit liv.

– Men de følte jo et svigt, også fordi deres far ingen midler skyede i forhold til at fortælle dem, at jeg havde forladt dem, og at jeg bare gik rundt og hyggede mig med min kæreste, mens jeg lå og kæmpede for mit liv på den psykiatriske afdeling, siger hun og tilføjer, at det med kæresten som så meget andet var en løgn fra eksmandens side.

"Kvinde kend din krop" i tasken

Halima El Abassis livshistorie begynder i Hedehusene lidt uden for Roskilde, hvor hun voksede op i en stor søskendeflok i et barndomshjem stærkt præget af forældrenes marokkanske rødder.

Af alt, hvad Halima El Abassi har været igennem i sin opvækst, er der én følelse, der går igen.

– Ensomheden. Jeg ser sådan nogle billeder for mig, hvor jeg sidder i vindueskarmen og kigger ud på alle de andre børn, der leger, og jeg kan ikke få lov til at komme ud, fordi jeg skal blive hjemme og hjælpe min mor med vasketøj og rengøring, siger Halima El Abassi, der havde flere fraværsdage i skolen om ugen – i øvrigt uden, at nogen løftede et øjenbryn.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Skolen var et frirum, selv om hun ikke havde mange venner, for her kunne hun trods alt være sig selv og læse bøger på biblioteket, som hun elskede. Kærlighed husker hun som nærmest ikkeeksisterende i barndomshjemmet.

– Der var stor forskel på mig og mine brødre. Jeg ved ikke, om de mærkede kærlighed, men de fik stor anerkendelse og en helt anden omsorg, end jeg gjorde. Og så fik de frihed. De kørte rundt på deres bmx’ere sent om aftenen, skulle aldrig spørge om lov til at gå ud eller blive hjemme og hjælpe til, siger Halima El Abassi.

Men netop som hun troede, at hun ikke kunne blive mere isoleret, var uheldet ude. Hendes forældre fandt “Kvinde kend din krop”, som hun havde lånt på biblioteket, i hendes skoletaske.

– Krop og seksualitet var virkelig dragende for mig, fordi det var så forbudt derhjemme. Det var ikke noget, vi talte om. Men der skete rigtig meget med mig, da jeg var de der 12-13 år. Kroppen forandrede sig, jeg fik bryster, og det modsatte køn begyndte at blive interessant. Og så fordi det netop var forbudt, ville jeg gerne vide mere om det, siger Halima El Abassi.

Jeg var jo kun 12 år, men jeg kan huske, at jeg svor, at hvis jeg overlevede, hvad jeg stod i dengang, ville jeg ikke bare leve for at leve, så ville jeg leve for at gøre en forskel for andre piger som mig.

Hun blev slået, da bogen blev opdaget. Det var ikke første gang, for vold var en fast del af forældrenes opdragelse. Men denne gang føltes det særligt uretfærdigt.

– Jeg kan huske, at jeg følte mig meget krænket. Jeg tænkte, at det var virkelig uretfærdigt. Jeg var skuffet og vred og ked af det, for jeg syntes ikke, jeg havde gjort noget forkert, andet end at det var en overtrædelse af deres ære, siger hun.

Men den følelse, som hun mener, at hendes forældre hele hendes opvækst har forsøgt at frembringe, følte hun ikke. Skammen.

– Det er, som om min familie hele vejen igennem har forsøgt at få mig til at skamme mig, men jeg ville ikke. Jeg tænker nogle gange, at jeg ville ønske, at jeg bare var lige som mine andre søskende og ikke tog oprøret. Men jeg har altid nægtet at skamme mig.

Efter episoden med “Kvinde kend din krop”, blev Halima El Abassi tvunget til at gå i tørklæde og lange skørter i skole.

– Jeg havde så ondt i maven hver dag. Jeg skilte mig i forvejen ud og blev mobbet, men nu følte jeg mig endnu mere ensom.

Et helvede på jord

Da Halima El Abassi var 12 år, rejste hun til Marokko med sine forældre på det, hun troede var sommerferie. Da hendes forældre pakkede for at rejse hjem, pakkede de ikke hendes kuffert.

Halima El Abassi

– De var bange for, at jeg var ved at blive for dansk, så jeg tænker, at de ikke turde tage mig med tilbage.

Da bilen kørte af sted, løb hun efter den, indtil hun ikke kunne mere. Hendes forældre havde sagt farvel til alle andre end hende.

– Selv om mine forældre havde slået mig tidligere, og selv om de altid havde nedprioriteret mine behov og mine ønsker, så husker jeg det her som det ultimative svigt. Jeg var så bange for, hvordan jeg skulle klare mig, og hvem der skulle tage sig af mig, siger hun.

Det år, hun tilbragte i Marokko på den såkaldte "genopdragelsesrejse", satte i bogstavelig forstand sine spor.

Halima El Abassi blev slået hver dag med bambuskæppe og levede at brød og te. Med tiden nærmest uden mad, fordi hun flygtede op i Atlas-bjergene fra morgen til aften, vel vidende at slagene kom, når hun kom hjem.

– Det var et helvede på jord, og jeg var så bange. Men fordi jeg vidste, at jeg alligevel blev slået, så jeg kunne lige så godt frede mig selv så længe som muligt.

Til sidst kunne Halima El Abassi ikke mærke slagene længere. Hun tabte sig desuden voldsomt. Da hun tog af sted, var hun en spinkel pige, men da hun kom hjem, vejede hun blot 38 kilo.

Den sidste måned var hun så apatisk, at hun ikke kunne rejse sig fra madrassen på gulvet og næsten ikke kunne tale.

Hendes moster, som havde været på besøg hos farens familie, hvor Halima El Abassi fra tid til anden boede, skrev til sidst et brev til hendes forældre: "Enten kommer I og henter jeres datter nu, eller også kommer hun hjem i en kiste."

– Jeg var jo kun 12 år, men jeg kan huske, at jeg svor, at hvis jeg overlevede, hvad jeg stod i dengang, ville jeg ikke bare leve for at leve, så ville jeg leve for at gøre en forskel for andre piger som mig.

Genopdragelsen var ikke en succes, hvis man ser på målet med at forvandle Halima El Abassi til en "ordentlig muslimsk pige".

– De havde tværtimod fået en fighter. Jeg var endnu mere oprørsk, da jeg kom tilbage, siger hun og kalder projektet en falliterklæring.

– De formåede at ødelægge mig fuldstændig og fik mig til at miste tilliden til omverdenen og ikke mindst til, at voksne var nogle, der skulle passe på mig.

Til salg for 10.000 kroner

Allerede året efter hun var kommet hjem, tog familien igen til Marokko, hvor hendes far forsøgte at få hende bortgiftet med hendes fætter.

Det lykkedes dog ikke, men få år efter, da Halima El Abassi var 15 år, blev hun forlovet i Danmark med en marokkansk mand, som var næsten dobbelt så gammel som hende. Medgiften var godt 10.000 kroner.

– Jeg var åbenbart til salg for 10.000 kroner til en mand, jeg intet havde til fælles med og overhovedet ikke var tiltrukket af, siger hun.

Som 17-årig blev hun mor første gang og fik to år efter endnu en pige.

– Vi havde ikke noget forhold, udover at vi fik børn sammen. Jeg følte, at han var mere en form for far, end han var min mand eller kæreste, så jeg var mere ensom end nogensinde, siger Halima El Abassi, som ni år senere også fik sønnen Amin.

Et vigtigt vendepunkt var, da det gik op for hende, at hun kunne tage først en studentereksamen og siden en videregående uddannelse, uden at hendes mand blandede sig i det. Der blev hun stærkere.

Hun fandt nogle fællesskaber, som hendes mand ikke kendte til – bl.a. blev hun næstforkvinde i Foreningen for Etnisk Ligestilling.

– Der gik det op for mig, at det var det liv, jeg ville leve. Det var hyggeligt at gå derhjemme og passe børn, men det var ikke nok for mig, siger hun.

Halima El Abassi

Da hun havde færdiggjort sin uddannelse til socialrådgiver, havde hun opbygget modet til at gennemføre den skilsmisse, som havde været mange år undervejs.

På det tidspunkt havde de sammen en 7-Eleven-forretning, som egentlig skulle have været mandens projekt, men som hun endte med at tage hovedansvaret for. Ikke mindst et utal af nattevagter.

Det kulminerede i julen 2007, hvor Halima El Abassi stod på Ringsted Station med tre børn på vej til at holde jul med mandens familie. Her blev hun ringet op og fik at vide, at vikaren, der skulle tage nattevagten, var syg.

– Min mand var ikke med, for han ville aldrig nogen steder, heller ikke besøge sin egen familie. Så jeg ringede til ham og sagde, at han skulle tage den nattevagt, fordi jeg havde taget dem i en uge og havde glædet mig til at holde lidt fri med børnene, siger hun.

Hun var på det tidspunkt desuden i gang med sin kandidatuddannelse og arbejdede samtidig for Dansk Flygtningehjælp – foruden at være leder for 10 ansatte i 7-Eleven. Men hendes mand ville ikke tage nattevagten.

– Jeg stod alene med tre børn og havde ikke fået noget søvn i virkelig lang tid. Jeg tænkte, at enten kaster du dig selv ud foran det næste tog, eller også sætter du dig ind i det og tager hjem og bliver skilt, siger hun.

Flugt, frygt og brud

Halima El Abassi vidste godt, at en skilsmisse ville give noget larm i det miljø, hun kom fra. Men hun vidste ikke hvor meget.

– Min mand begyndte at sætte alle mulige rygter i gang om, at jeg var ham utro, og at jeg havde forladt ham, fordi jeg havde fundet en anden mand. Han følte sig virkelig forsmået, siger hun.

Og det fører os frem til dengang, Halima El Abassis historie første gang var i medierne. Om hvordan hun i de kommende år flyttede 18 gange, herunder med adskillige ophold på krisecentre.

Om hvordan hun blev truet på livet af sin egen bror, mens rygtesamfundet udskammede hende for at være blevet skilt.

Og om hvordan hendes mand blev gift allerede året efter, mens der gik 10 år, før hun fik sin islamiske skilsmisse.

Oplevelserne gik fra at få hældt kaffe ud over sig på gaden af to "rockerlignende" fyre til ud af vinduet fra sin lejlighed at se en masse biler, som ikke plejede at være i området, køre op og ned ad gaden.

– Jeg frygtede oprigtigt, at jeg ville blive det næste æresdrab i Danmark.

I det første års tid flyttede alle tre børn med hende til nye ukendte adresser, men på et tidspunkt fandt Halima El Abassi ud af, at hendes familie forsøgte at finde dem igennem hendes piger.

Det var her, det gik op for hende, at pigerne kunne udgøre en risiko for, at hun blev slået ihjel. Hun havde ikke sagt til dem, at hendes bror havde kaldt hende en “fucking luder”, og at hendes egen familie ønskede hende død.

I stedet sagde hun, at familien var sure på hende, og at pigerne måtte bo hos deres far.

– De var naturligvis meget vrede og skuffede og forstod ikke, hvordan jeg kunne sende dem tilbage fra noget, jeg havde forladt, og noget, jeg kæmpede imod. Det var et sindssygt stort dilemma og en af de sværeste beslutninger, jeg har skullet træffe som mor. Men jeg var nødt til det, siger hun.

Sønnen på to år flyttede med hende de næste par år, indtil hun ikke længere kunne klare det. Her stopper historien om den heltinde og succeshistorie, som hun i sin tid blev fremstillet som i medierne, da hun stod frem.

Der var ellers efterhånden faldet ro på familiens vrede, og hun havde formået at få etableret en form for deleordning med børnenes far, hvor hun ovenikøbet havde børnene boende fast i et års tid.

Hun fik et arbejde, og det så lysere ud. Men det varede det ikke længe.

– Jeg begyndte at få angst. Jeg var bange for at gå ud af døren. Nogle gange var jeg bange for bare at være alene i lejligheden. Jeg var bange for, når min telefon ringede, hvem der ville mig noget, siger hun.

Efterhånden kunne hun kun sove om dagen, så hun kunne slippe for at forholde sig til alle de forventninger, hun følte, andre havde til hende.

Pigerne flyttede hjem til deres far, men det gjorde ikke tilværelsen lettere for Halima El Abassi. Angsten fik derimod følgeskab af en depression og af PTSD.

– Til sidst var jeg ikke i stand til at tage et bad, smøre madpakker eller tage mig af Amin. Jeg kunne slet ikke fungere, og jeg kunne nærmest ikke komme ud af sengen, fortæller hun.

Indlagt på den lukkede

Dengang kendte Halima El Abassi intet til psykiatriske diagnoser. Det var først langt senere, at hun forstod, hvad det handlede om.

– Jeg følte mig som en fiasko og en dårlig mor, men jeg følte også, at jeg var ved at dø. Det var et stort kaos. Det var langt fra sådan, jeg havde drømt, at mit liv skulle være.

Nu var hun omsider kommet ud af et ægteskab, der gjorde hende ulykkelig, hun følte sig ikke længere truet på livet, og hun havde endda et job som socialrådgiver i udsigt. Men det hele faldt til jorden med et brag. Og det er måske det tætteste, hun nogensinde er kommet på at føle skam.

– Jeg skammede mig over, at jeg ikke var stærk nok til at være mor. At jeg ikke var i stand til at opretholde mit liv eller i stand til at vise dem, at de ikke havde fået mig ned med nakken. Men måske var det mere sorg og vrede og skuffelse over mig selv end skam.

Hun sygemeldte sig fra sit job og henvendte sig i 2011 til psykiatrien. På det tidspunkt havde hun ikke længere lyst til at leve og havde derfor erkendt, at hun ikke kunne tage sig af sin fireårige søn længere.

Jeg skammede mig over, at jeg ikke var stærk nok til at være mor.

Indtil nu har Halima El Abassi fortalt sin historie nøgternt og med en form for distance.

Hun virker nærmest som virkelighedens svar på June fra "The Handmaid’s Tale", hvor det er svært ikke at tænke, hvordan hun overhovedet kan stå på benene med den bagage. Men nu kan hun ikke holde tårerne tilbage.

De strømmer ned ad hendes kinder, mens hun fortæller, hvordan hun pakkede sin søns tøj og kørte ham i børnehave og sagde til ham: “Du skal bo hos din far nu.”

– Han kiggede på mig og sagde: “Jamen mor, du kommer tilbage, ikke?” Det lovede jeg. Og så kørte jeg fra ham.

Halima El Abassi blev indlagt på den lukkede psykiatriske afdeling og var indlagt det meste af 2011. Succeshistorien om kvinden, der brød ud af sit arrangerede ægteskab, føltes meget langt væk.

Mens hun var indlagt, måtte hun ikke være alene, ikke engang, når hun skulle på toilettet, fordi personalet var bange for, at hun ville tage livet af sig selv.

– Jeg følte, at jeg havde mistet alt, og jeg ikke havde noget at leve for længere. Jeg tænkte, at det nok ville have været nemmere, hvis jeg ikke var blevet skilt, men jeg ønskede ikke for mine børn, at de skulle leve et dobbeltliv, og at de selv skulle tage kampen op senere. Så jeg følte, at det var en nødvendig kamp.

Amin er blevet boende hos sin far, fordi Halima El Abassi ikke ville hive ham ud af den hverdag og de relationer, han havde fået, mens hun var indlagt.

Men hun beskriver deres relation som god og nær i dag. Det har været sværere med døtrene.

– De har været rigtig vrede og bitre på mig, men efter de er blevet ældre, har de fået en større forståelse for, hvad det var for en situation, jeg stod i, og hvilke beslutninger jeg har været nødt til at træffe. Men jeg kan jo ikke tage de følelser fra dem, for de har jo følt sig svigtet, og med god grund, fordi jeg var nødt til at forlade dem.

Drop berøringsangsten – vold er vold

I slutningen af 2011 kom Halima El Abassi i gruppeterapi og fik reguleret sine antidepressiver og angstdæmpende medicin i en grad, så hun ikke lå konstant i fosterstilling.

Og så læste hun, mens hun var indlagt, romanen "Vilde Svaner", som bl.a. beskriver tiden, hvor kvinder i Kina fik snøret deres fødder, så de blev bittesmå, som idealet foreskrev i starten af 1900-tallet.

– Jeg tænkte, at hvis kvinder, der brækker knoglerne, fordi det ikke er anerkendt at have store fødder i Kina, kan overleve, så kan jeg også overleve. Og så huskede jeg mit løfte til Amin. Jeg var kommet så langt, og jeg havde kæmpet for hver centimeter at mit liv, så jeg ville ikke lade dem vinde, siger hun.

Da hun blev udskrevet, smed hun symbolsk den jakke, hun havde haft med under sygdomsforløbet i en skraldespand og tænkte: "Jeg kommer aldrig tilbage hertil." Hun flyttede i en lejlighed i Emdrup, hvor kommunen havde læsset hendes ting af.

Og midt i udpakningen besluttede hun sig for at færdiggøre sin kandidatuddannelse.

I 2013 afleverede hun sit speciale om æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol med karakteren 10, hvilket var astronomisk for Halima El Abassi, fordi hun havde været så tæt på at opgive alting.

Siden har hun boet i Oslo i et par år, hvor hun arbejdede som socialrådgiver, fordi hun havde svært ved at få job herhjemme.

I dag arbejder hun bl.a. med at rådgive integrationsministeren og er desuden forkvinde for Rådet for Etniske Minoriteter.

Og så stillede hun i november for første gang op til kommunalvalget for Socialdemokratiet i Gentofte Kommune, hvor hun blev valgt som første suppleant.

For hun mener stadig, at der er meget, vi mangler at forstå, når det handler om social kontrol, æresrelaterede konflikter og æresdrab.

– Jeg tror, det er vigtigt at forstå, hvilke konsekvenser det har både for individet, men også for samfundet. Der er rigtig mange, som er meget chokerede over, at den slags foregår.

– Men vi er nødt til at smide berøringsangsten væk, som vi ofte har over for minoritetsfamilier, siger hun med henvisning til, at der f.eks. skal langt flere henvisninger til, før der gribes ind ved indberetninger om problemer blandt minoritetsbørn end etnisk danske børn.

– Vi er gode til at hjælpe unge, men vi skal gribe ind langt før. Mange er bange for at blive kaldt racister, men jeg tænker bare: Vold er vold, uanset om man hedder Halima eller Hanne.

En ting er, hvad vi kan gøre politisk, men noget andet er, hvad vi kan gøre som medmennesker. For civilsamfundet bør spille en langt større rolle, mener Halima El Abassi.

– Hvis du som forælder har lidt overskud, så tag Ami med hjem en gang om ugen for at lave lektier. Min forældre havde ingen at spejle sig i, men hvis de vidste, at min veninde Eas mor var lige så nervøs for at lade sin datter være ude om aftenen, havde det nok været lettere for dem.

Med udgivelsen af sin bog har Halima El Abassi igen været konfronteret med berøringsangsten. For eksempel har hun været bange for at blive skudt i skoene, at hun vil udstille muslimer i Danmark.

Det er også en af grundene til, at hun ikke har valgt fiktion eller autofiktion, men derimod non-fiktion, hvor sagsakter og anden dokumentation underbygger hendes historie i hver detalje.

Hun er i øvrigt heller ikke længere vred på sine forældre.

– De vidste jo ikke bedre. De var ikke ondskabsfulde, og de hadede mig ikke, men de havde bare ikke andre redskaber, siger hun

Og selv om formålet med hendes bog er at vise, at der er en bagside af medaljen, når man bliver udråbt som heltinde eller integrationssucces, har hun det godt i dag.

– De fysiske og psykiske mén har jeg lært at leve med. Jeg er heldigvis meget optimistisk af natur. Det er nok også en af grundene til, at jeg er gået ind i politik. Jeg tror på det gode i mennesker, og jeg tror på at jeg er sat i verden, fordi jeg har et formål, siger Halima El Abassi.