mislykket
Selvudvikling

Jeg føler mig mislykket

11. juni 2009
af Renée Toft Simonsen
Foto: Colourbox
Hvad gør man, hvis man ikke brænder for noget og er skuffet over sit eget liv, og føler sig mislykket? Renée prøver at hjælpe

Spørgsmål: Jeg føler mig mislykket. Hvad skal jeg gøre?

Kære Renée

Jeg, en 34-årig singlekvinde, går rundt og er rigtig træt af det hele og føler mig som et mislykket menneske. Jeg mangler i den grad gnist, gejst og passion i mit liv. Her tænker jeg ikke så meget i forhold til mænd, men mere i forhold til mit liv. Jeg føler mig helt slukket og er så ked af, at jeg ikke formår at være lige så fuld af liv som mine jævnaldrende. Jeg har netop færdiggjort uddannelse nummer to. En uddannelse, som jeg troede, jeg brændte for, men som så viste sig heller ikke at være det rigtige for mig. Det er, som om jeg godt kan finde gnisten og engagere mig i nogle ting, men når jeg så afprøver det, finder jeg ud af, at det alligevel ikke var mig, og så bliver jeg så skuffet over mig selv, for det kan da ikke være rigtigt, at jeg ikke brænder for noget som helst. Jeg ved godt, at det er totalt offeragtigt at sige sådan, men jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre. Når jeg ser tilbage på mit liv, havde jeg igennem mine teenageår en stor og langvarig interesse i håndbold, men i takt med at jeg blev ældre, forsvandt den interesse også og er aldrig vendt tilbage. Hvad er det, der er galt med mig?

Den triste

Kære triste

Jeg bliver nødt til at indlede med at sige, at det slet ikke er spor offeragtigt at være skuffet over sig selv, det synes jeg mere er at være hård ved sig selv, og det ser jeg slet ingen grund til, at du er. Man skal ikke være hård ved sig selv, det kommer der ikke noget godt ud af. Du er skuffet, det er en følelse, de fleste kender. Og når man er det over noget, man ikke synes, man selv formår, kan det være rigtig smertefuldt. Din skuffelse kunne sagtens handle om forventninger, de forventninger, du udtrykker, at du har til dig selv om at være fuld af liv og passion, en glad og lykkelig kvinde, der sætter pris på sit liv. Herre jemini, det er da heller ikke så lidt, du skal leve op til, hva'? Glad, lykkelig, fuld af liv og gnist og energi og passion. Du har endda lige færdiggjort din anden uddannelse, måske i jagten på lykken? Og der lå den så ikke. Nej, jeg tror næsten, du vil det for meget. Du vil være en succes, og en succes er lykkelig og passioneret og energisk, og det er du ikke, ergo er du et mislykket menneske. Mit råd til dig skal være, at du omgående stopper med at stille krav til dig selv om at være lykkelig og passioneret, og at du tillader dig selv at være sådan en, der ikke brænder for noget. Skuffelse er helt o.k., man må gerne være skuffet, og passion er ikke en menneskeret eller et krav for at have et godt liv, så mangel på passion, tja, det må også gerne findes, og det gør det så. Hvis du tillader dig selv at have det, som du har det, så tror jeg, du vil føle en stor lettelse, og måske vil der ske noget inden i dig, der gør en forandring, hvem ved?

Kærlig hilsen Renée

https://imgix.femina.dk/legacy/media/d3adbd661ac1426fb1b7a32c4e311e1f.jpg

Spørg Renée
Renée Toft Simonsen er Cand.psyk. Har du et spørgsmål til Renée, kan du skrive til hende på renee@femina.dk, så kommer dit brev måske i FEMINA og på femina.dk. Du er også velkommen til at skrive en kommentar i feltet herunder, dog besvares spørgsmål ikke her.

Læs også