deller
Selvudvikling

Jeg er flov over min datters deller

af Renée Toft Simonsen 24. december 2009
Foto: Colourbox
Den onde mor er flov og vred over datterens deller og mormorarme og har været ”over hende” – haft spidse kommentarer og bitre tårer

Spørgsmål: Jeg er flov over min datters deller - hvad gør jeg?

Kære Renée.

Jeg håber på mirakler, men tænker nok, at der skal holdningsændring til. Enten hos mig selv eller også hos min ældste datter, om hvem det hele handler. Dejlig, buttet, yndig baby, dernæst et glad, slankt og klogt barn, og så en hvalpet og dorsk teenager og nu - efter et ret sølle gymnasieforløb og et par sabbatår uden meget arbejde - er hun flyttet hjemmefra og er gået i gang med en uddannelse. Hun bliver tykkere og tykkere.

Da hun boede hjemme, gjorde vi forskellige tiltag. Hele familien fulgte de gængse kostråd, hun dyrkede sport, og vi tog også ekstra fat med deciderede slankekure i perioder. Hun gik på diætistklinik med indbygget fitness-mulighed - her tror jeg hun pjækkede lidt og også løj om nogle resultater. En anden gang blev hun lovet kørekort mod at tabe 15 kilo (lykkedes aldrig).

Hun har også fået medlemskaber til fitnesscentre, og det er løbet ud i sandet rimelig hurtigt. En enkelt gang lykkedes det hende at tabe sig med et hæderligt resultat, men fredagsbar og byture ødelagde det hurtigt igen. Alle hendes veninder er slanke og øøøndige. Hun har en sød og rar (og slank) kæreste, men han er også lidt doven og TV-kiggende, og deres livsstil virker generelt lidt trashy.

Jeg er splittet som mor; den gode og omsorgsfulde mor tænker: På fædrene side er der flere overvægtige kvinder, bl.a. to kvinder med hjerteproblemer, kræft og diabetes 2, kæreste-mangel og dermed også barnløshed til følge. På mødrene side er der en med diabetes 1. Det må da være dårligt for hendes helbred at veje 20 kilo for meget og ikke røre sig særlig meget.

Den onde mor er flov og vred over datterens deller og mormorarme og har været "over hende" - haft spidse kommentarer og bitre tårer, selvfølgelig har jeg også forsøgt mig pædagogisk og deltagende, men emnet bliver mere og mere betændt. Og hver gang vi er sammen, ser jeg kun hendes overvægt, og så bliver jeg simpelthen så ked af det. 

Min datter har et par gange sagt, at hun er glad, som hun er. Nu efter hun er flyttet hjemmefra, spørger jeg med jævne mellemrum, om hun vil med i svømmehal eller gå til fitness med mig etc. Hun væver og ender med at "være forhindret". Min ene kloge veninde siger, at hun beundrer folk, der slipper lidt af kontrollen og ikke ligger under for kravet om det perfekte - en anden siger, at hun tror, at min datter inderst inde vil være slank. En tredje siger, at vi skal elske vores børn for det, de er.

Det sidste giver mig så dårlig samvittighed over alle de gange, hvor jeg har været flov over hende. Så, Renée, kan du sige noget til mig om alt dette?

Krebsen

Læs også: Vil du af med din deller? Så frys fedtet

Kære Krebs.

Du kæmper en kamp for din datter, en kamp, hun ikke selv har lyst til at deltage i, og som hun samtidig ikke ser som nødvendig, og for at sige det ligeud så virker det nyttesløst på mig.

Jeg hører også en del kritik i din måde at forholde dig til din datter på; hun må ikke være, som hun er, og helt sikkert er det, at intet menneske udvikler sig og blomstrer under kritik.

På den baggrund stiller spørgsmålene sig i kø hos mig. Og det første, jeg tænkte på, var, hvad det er, der får dig til at synes, det er nødvendigt, hun taber sig, og hvorfor mon de 20 kg er så vigtige for dig, at de næsten synes at fylde hele jeres forhold? Det er et rigtig vigtigt spørgsmål, som du måske kunne bruge lidt tid på.

Samtidig kan jeg ikke lade være med at forestille mig, hvad det gør ved dig at have det sådan, som du har det med din datter?

Det må være sorgfuldt, idet hun nok er et af de mennesker i verden, du elsker allerhøjest, og som du allerhelst vil rumme uden forbehold. Derfor kunne det være rigtig godt for dig at stoppe alle formaninger og gode råd med det samme og forsøge dig udi livets allersværeste kunst, nemlig at acceptere, at der er noget, du ikke har indflydelse på.

Hun er, som hun er, hun er voksen nu, du har gjort det, du skal, og kan ikke gøre andet end at elske hende nøjagtig, som hun er.

Du svarer faktisk selv i dit brev - der skal en holdningsændring til enten hos dig eller din datter. Jeg vil mene, at du står dig bedst ved at arbejde med dig selv. Så kast dig ud i acceptens svære kunst.

Kærlig hilsenRenée

Spørg Renée Renée Toft Simonsen er Cand.psyk. Har du et spørgsmål til Renée, kan du skrive til hende på [email protected], så kommer dit brev måske i FEMINA og på femina.dk. Du er også velkommen til at skrive en kommentar i feltet herunder, dog besvares spørgsmål ikke her.