Jeg er faldet i "paradise"-gryden

Det er nu mærkeligt, hvad man som 44-årig kan finde på - nu er jeg f.eks. selv faldet i "Paradise"-gryden. Min undskyldning skal dog være, at en af mine ældste veninders datter er med, og det er hun stadig i skrivende stund - ellers ville jeg jo være nødt til at hoppe fra igen. Eller ..?

Ja, sådan har vi det med det program. Det er for de unge, og i grunden er det bare pinligt og ubegavet ... et teater-lærestykke udi, hvor nedrige vi mennesker kan være over for hinanden. Men jeg må indrømme, at det er mere end det. Det er ikke mindst et interessant sociologisk studie i, hvad der interesserer vores kære teenagere. Efter at jeg har fulgt med i over en måned, er det gået op for mig, at det også er mere end bare sprut og fester. Selv om man spekulerer en del over, hvad det nøjagtig er, der fanger os ved den slags reality-TV, og undersøgelser viser, at det i høj grad er vores følelse af at være klogere end dem på skærmen, tror jeg ikke, det er hele sandheden. For der er mange følelser på spil inde på det hotel, og er det ikke lige netop det, størstedelen af det unge publikum lader sig fange af? Fordi de kan spejle sig i de følelser og genkende sig selv?

Man kan også se, at der faktisk opstår gode og fine venskaber mellem deltagerne, og at de er oprigtig kede af det, når de må sende hinanden ud i kulden. Der er menneskelige dramaer på spil i en grad, der er til at tage og føle på, så jeg forstår virkelig godt fascinationen.

Læs også: "Sådan er piger" på www.psykologimagasinet.dk

Min største anke er, at der bag kulisserne render voksne mennesker rundt, som har helt andre forudsætninger for at spille "spillet" og derfor evner at skaffe sig et bedre overblik end de menneskelige brikker, de rykker rundt med inde på hotellet. Undertiden virker det, som om der er sparet på omtanken i forhold til, hvor høje omkostningerne kan blive, når man udlever sine følelser for åben skærm. For uanset hvordan man vender og drejer det, så er det meget ubehageligt at blive vejet og fundet for let, og hvad der efterfølgende kan komme i spil af voldsomme følelser, kan meget vel få et ungt menneske til at reagere på måder, som man måske ellers ikke ville reagere på. Og hvad er det dog for et stereotypt indtryk, de unge mennesker risikerer at efterlade af sig selv, og som måske vil hænge ved, når de engang ikke er på TV længere? Jeg er ikke sikker på, at den slags burde udstilles på den måde i det offentlige rum.Jeg kan ikke lade være med at reflektere over, om de virkelig kan overskue, hvad det er, de går ind til, når de siger ja til at deltage?
Kærlig hilsen
Renée