Ja, jeg er woke – jeg prøver i hvert fald at være det

Er du woke? Mange vil nok svare forskrækket “Nej da”, for det virker til, at det er mindst lige så slemt for mange at være woke som at være feminist.

Jeg er begge dele. Så er du advaret.

At være woke betyder ifølge Den Danske Ordbog at være “bevidst om og optaget af social uretfærdighed, racisme, manglede ligestilling el. lign.”

Så jeg vil påstå, at jeg altid har været woke.

Det kan selvfølgelig komme til udtryk på mange måder, og jeg er klar over, at det også er det, debatten handler om.

Men jeg undrer mig altså meget over, at nogle ligefrem ser det som en dårlige ting pr. definition at være optaget af uretfærdigheder og forskelsbehandlinger.

Men der ligger uden tvivl mange følelser også i denne debat.

For nylig sagde to kloge mennesker, jeg kender, at de altså bare ikke orkede at høre mere om LBGTQ+ rettigheder – “hvorfor skulle vi tale så meget om det?”

De mener begge, at der skal være fuld accept og rummelighed, men de gad altså “ikke høre med om andres sexliv – det er privat!”

Det er jeg sådan set enig i, altså at sex kan være privat for mange.

Men jeg er helt uenig i, at det er det, vi taler om. Når vi taler om seksualitet, så taler vi ikke nødvendigvis om sex.

Når vi taler om krænkelser og ligestilling, så taler vi slet ikke om sex, men om magt og misbrug.

Når vi taler om kønsidentiteter og/eller LGBTQ+, så taler vi i mine øjne grundlæggende om retten til at være den, man er.

Det handler ikke om, hvem der går i seng med hvem. Men faktisk undrer det mig, at det overhovedet er et argument.

For ingen forbyder jo mig at tale om min mand – og de fleste kan nok godt regne ud, hvordan vi har fået børn.

Og i INGEN verden er det at fortælle, at du er homoseksuel, transkønnet, nonbinær eller andet en beskrivelse af hvilken slags sex, du foretrækker og med hvem.

Dog har jeg ofte hørt, at heteroseksuelle er grænseoverskridende nysgerrige på, hvad der foregår i de intime rum mellem ikke-heteroseksuelle.

Mit indtryk er, at langt de fleste minoriteter faktisk meget gerne vil frabede sig nysgerrighed om, hvad de mon laver i soveværelset, når de nu måske ikke gør, som vi tror.

For mig er det en super vigtig pointe, at INGEN uanset køn og identitet kan frigøre sig ude i skyggen.

I hemmelighed. Uden for vores fælles samtale.

Det skal ud i lyset – og vi skal stå i lyset sammen. Det er vores fælles ansvar at give plads til, rumme og deltage i den samtale.

Jeg tror, det er vigtigt at huske, at den frihed og accept, som minoriteter kæmper for, stadig er ret ny.

Forleden hørte jeg DR’s podcast “Hvor regnbuen ender” om Bøssernes Befrielsesfront, der kæmpede for, at mænd måtte danse sammen offentligt – hvilket var forbudt – FORBUDT – indtil 1973.

Det er altså kun 50 år siden, at to mænd fik lov til at danse sammen – i min levetid har det været usædeligt for to mænd at danse uden en kvindelig deltager!

Og accept af LGBTQ+ personer er jo bare en del af alt det, som er oppe at vende lige nu, hvor vores kultur er til nødvendig debat og under nødvendig forandring.

Som jeg hørte Mary Consolata Namagambe sige til feministisk fredagsbar på Folkemødet i år: “Hvilken feminist er jeg, hvis jeg ikke har blik for andres kamp og ikke kun min egen?”

Så jeg vil fortsat gøre alt for at være woke og for at bidrage til, at ingen skal stå i skyggen alene.