I love Michael Douglas
Scenen er sat: Den amerikanske præsident Andrew Shepherd (spillet af en dræbende charmerende Michael Douglas) holder den afgørende tale til nationen. Poltik har netop kostet ham forholdet til kæresten Sidney Ellen Wade (spillet af fantastiske Annette Bening), hvorefter han i talen - foran det samlede amerikanske folk - udbryder:
"I've loved two women in my life. I lost one to cancer and the other 'cause I was so busy keeping my job I forgot to do my job. Well, that ends right now ..." Hu-u-u-u-ulk!!!!
Scenen er fra min yndlingsfilm: "Præsident på frierfødder". Jeg tror, jeg har set den mindst 20 gange - og hver gang får jeg både grinet, grædt og forelsket mig. Det er ren katarsis! Og ifølge ekspert Annette Wernblad er det da også netop derfor, vi kvinder har en tendens til at kunne se den samme film eller TV-serie igen og igen. Følelsen af at få udlevet noget hengemt og dermed opnå en form for "renselse". Eller omvendt: Blot at kunne flygte ind i en forudsigelig og tryg verden, hvor man med sikkerhed véd, at alt ender godt.
I denne uges tema kan du høre, hvilke film og TV-serier andre kvinder (og en enkelt mand) er helt syge med - og spekulere lidt over, hvorfor den serie, du hver uge sidder klistret til på skærmen, appellerer så stærkt til dig. Måske vi ligefrem kan lære noget om os selv af det? Ét er sikkert: Det er ikke sidst gang, Andrew Shepherd får lov til at indtage mit TV ...
Kærlig hilsen
Camilla Kjems