https://imgix.femina.dk/media/websites/femina-dot-dk/website/sex-og-psykologi/klummer/renee-toft-simonsen/renee-3-kopi-2_5.jpg
Selvudvikling

Hvordan kan du overleve verdens ende?

4. november 2009
af Renée Toft Simonsen
Jeg kan ikke lade være med at reflektere over, hvad det er for et liv, man vælger, hvis jordens undergang ligesom er hovedtemaet

Hver morgen trisser jeg ud i gangen for at hente avisen, men denne morgen ligger der noget mere. En lille seddel, en pamflet, en reklame måske? Den gør ikke meget væsen af sig - et stykke A5-papir, som mildt sagt ikke er tæt beskrevet. Dens budskaber er enkle. Helt enkle. Billedet på den lille lap er sådan lidt gammeldags i sin farvetone, lidt a la "Det lille hus på prærien".

Det forestiller en masse mennesker, en lang kø af mennesker, og der er ingen tvivl, at der er flere i rækken end dem, billedet viser. De er på vej op ad en bakke, kvindernes hår står bagud i blæsten, og bag dem hænger der sorte skyer, som lover lyn og torden. Men de er lykkelige og glade, de mennesker, for de er på vej til noget, som er bedre end det, de kommer fra. Det er nybyggerne fra Canada om igen - de har set, at lyset og håbet ligger derude et sted.

Overskriften på pamfletten lyder: "Hvordan kan du overleve verdens ende?" Herre jemini, det var alligevel noget, kom og få svaret, bliver der sagt - og så blev jeg for alvor interesseret. For det første anede jeg ikke, at verdens ende var lige om hjørnet. For det andet var det da helt vildt, at der så var nogen, der kunne svare på, hvordan man overlevede den. Vær vågen og på vagt, stod der. Ih du milde, tænkte jeg igen, jeg er jo vågen, det er morgen, tænkte jeg, før det gik op for mig, at afsenderen var Jehovas Vidner, og hovedbudskabet var, at man skulle være vågen og på vagt HELE DØGNET. Jeg blev helt træt. Hvem pokker gider det? Jeg kunne ikke lade være med at reflektere over, hvad det er for et liv, man vælger, hvis jordens undergang ligesom er hovedtemaet, og hvis hovedformålet med eksistensen er at være på vagt over for denne kommende katastrofe?

På mig virker det en kende negativt. Der stod ikke noget om mødet mellem mennesker, kaffe og øl var heller ikke nævnt, kage eller gode diskussioner eller andet hyggeligt heller ikke. Næ, der stod, at der altså var nogen, der havde nøglen til verdens ende, og at man skulle være på vagt. Tænk engang, hvor mange mennesker der har valgt dette årvågne liv, hvor det at være på vagt er nøgleordet - simpelthen fordi, at hvis man er med i den klub, vil man overleve verdens ende. Men som professor Stjernefelt har udtalt for nylig: Når religion leverer et samlet svar i klumper, behøver man jo ikke tænke så meget. Skulle det nu være attraktivt?
Kærlig hilsen

Læs også