Hvordan er det vi behandler uledsagede børn?

Undertiden synes jeg virkelig, det kan være svært at hitte rede i redeligheden. Man læser noget, og uvilkårligt er det, som om kroppen véd, det bare er helt forkert, selv om argumenterne er fornuftige og rationelle og sikkert økonomisk rentable.

Tag nu f.eks. den nylige beslutning om, at uledsagede asylbørn skal sendes tilbage til hjemlandet. Beslutningen er taget trods advarsler fra organisationen Red Barnet, som mener, det er uforsvarligt. Og da der i lovforslaget ikke lægges op til, at hvert enkelt barn skal undersøges individuelt, har vi som land faktisk ikke mulighed for at vide, nøjagtig hvad det er vi sender de her børn hjem til ... hele konceptet er jo lige til at få ondt i maven af! Jeg mener - træk et kort øjeblik vejret ned i maven - det er altså børn, vi snakker om ... uledsagede børn! Uledsaget betyder, at man er alene, der er altså ingen forældre med til at passe på dem.

Jamen, hvordan pokker har et barn båret sig ad med at rejse hele vejen fra f.eks. Afghanistan til Danmark - ALENE? Mine unger kan ikke engang tage til Brabrand om aftenen uden at skulle give besked pr. sms, når de er sikkert i havn! Tænk lige over det i bare to sekunder. Der må altså være en rigtig god grund til, at et barn pludselig befinder sig i Danmark helt alene. Og selvfølgelig er der det. Afghanistan er i krig, det ved vi. Vi sender soldater til Afghanistan hele tiden, jeg så den danske film "Armadillo" forleden. Nogle af dem kommer tilbage uden arme og ben og med varige psykiske mén, fordi de har set og oplevet noget, der er så frygteligt, at det ikke tåler at blive oplevet. Og det er altså de forhold, vi vil sende børn tilbage til, samtidig med at vi faktisk ikke kan garantere for deres sikkerhed, når de først er tilbage i landet!

Tja, jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige ... måske er det her, vi igen skal trække vejret helt ned i maven, lukke øjnene og bare et kort sekund forestille os, at Danmark var i krig ... forestille os, at det var vores børn, der var sluppet væk fra krigen ... forestille os, at det var sådan, vores børn blev mødt dér, hvor de kom hen! Af voksne mennesker, der skulle skynde sig hjem til flæskestegen og den brune sovs, og som hverken ville forstyrres eller dele.

Skulle det utænkelige nogensinde ske, at mine unger engang befandt sig i et fremmed land - uledsagede - ja, så håber jeg bare, de måtte møde en anden type voksne end dem, som har været med til at stemme ja til et forslag om at sende uledsagede flygtningebørn tilbage til et land i krig!
Kærlig hilsen
Renée

LÆS OGSÅ:

Camillas hjørne:
Kvinde er kvinde bedst

FEMINA, økologi og 5 kilometers livsglæde