Hvor meget skal man lide for skønheden?

Skønhedsidealer har vi kvinder (og mænd) alle dage haft, til alle tider og i de fleste kulturer, og de er virkelig meget forskellige fra land til land. Sidst jeg var i Thailand, lagde jeg mærke til, at rigtig mange af kvinderne og pigebørnene havde smurt noget hvidt stads i hovedet. Helt ned til thaipiger i spædbarnsalderen får de nogle steder smurt noget hvidt stads i ansigtet, hvilket får dem til at ligne små spøgelsesunger, der titter frem fra mors favn. Da jeg spurgte ind til det hvide look, fik jeg at vide, at for thailandske kvinder er hvid hud det allerfineste, der findes. Det fik mig til at tænke på skønhedsidealer, og hvor forskellige de er rundtomkring i verden.

Hvem kan for eksempel ikke huske beretningerne fra historietimerne om de kinesiske kvinder, der bandt deres pigebørns fødder så meget op, at nogle af dem aldrig rigtig kom til at gå ordentligt, og de måtte leve med ulidelige smerter hele livet. Eller billeder af tallerkennegre med læberne spændt ud omkring et 30 centimeter stort lerfad ... det kan ikke have været behageligt eller praktisk at slæbe rundt på sådan et fad midt i ansigtet ..? Eller hvad med stammen i Afrika, hvis kvinder fik ringe om halsen, flere og flere, som årene gik, så de til sidst risikerede at dø, hvis de tog ringene af? Eller det nyere, vestlige ideal, som med forskruet fokus på Pamela Andersons bryststørrelse i grelle tilfælde synes at have tvunget piger helt ned i teenagealderen til at lade sig brystoperere. Og selv om det er meget forskellige skønhedsidealer, synes der alligevel at være et fællestræk blandt verdens kvinder: Hvad vi ikke har fra naturens hånd, VIL vi ganske enkelt have!

For eksempel ligger vi hvide kvinder på stranden i timevis. Vi brænder, skolder og lider i varmen, indtil vi har fået gyldenbrun eller mørkebrun farve. Og alt imens vi gør, hvad vi kan for at ændre på det faktum, at vi er hvide i huden, gør de thailandske kvinder det samme, bare med modsat fortegn. De vil overhovedet ikke have den brune hud, de har fået i vuggegave ... den er frygtelig grim svarer de, når man spørger. Det er fint at være hvid i huden, så de beskytter sig med alskens mærkelige hatte og tørklæder, går sågar med paraply i solskinsvejr. Uanset hvad de gør, gør de det, for at deres smukke chokoladebrune hud ikke skal blive bare en tone mørkere - går så langt som til at smøre sig selv og deres døtre fuldstændig ind i hvidt, cremet stads, for at beskytte og for at lysne på den hudfarve, de har. At de undervejs ser meget mærkelige ud, er der ingen, som synes at tage notits af, og at et barn mere end én gang har skreget sig selv i stykker, fordi det ikke ville smøres ind i den hvide creme, er der heller ingen, der tager så tungt.
At vi må lide for skønheden, er så sandt, som det er sagt - og det gør vi så. Nøjagtig hvor meget vi behøver at lide, kan vi måske godt tænke lidt mere over?
Kærlig hilsen
Renée