Hvad kan man udrette, hvis man har alt?

Jeg læste for nylig en artikel om generation Y. Den var skrevet af 16-årige Asta, så tankerne og ordene var altså generationens egne. Det er altid interessant at høre ordene direkte fra kilden, og så har jeg, som de fleste ved, en del af de dér generation Y'er under mit tag. Jeg synes jo, de er fantastiske, uanset hvilken genration de tilhører. Vi er jo alle børn af den tid, vi vokser op i - hvordan kan vi blive andet? Det, vi som unge præsenteres for, må jo være det, vi afspejler.

I artiklen beskriver Asta sin egen generation som værende selvpromoverende, selviscenesættende, egoistisk, rastløs, ukritisk, ambitiøs og bekræftelsessøgende. Hun skriver, at det er en generation, som er vokset op med stor tryghed, og som har været overbeskyttet. De er blevet fortalt, at de kan alt, at de er specielle og enestående, og at alle muligheder ligger foran dem - det er kun et spørgsmål om at gribe dem. De er vokset op med nettet, så de kan hurtigt blive hørt, hvis de vil. De kan promovere sig selv, og de slås for at komme frem og blive lagt mærke til. De er flasket op med, at alle kan blive superstjerner via TV-programmer som "X Factor", og at man kan blive verdensberømt i Danmark uden at kunne noget særligt - f.eks. gennem programmet Paradise Hotel.

Asta stiller et par ret fine spørgsmål i forhold til alt det: Hvad sker der inden i et ungt menneske, når man pludselig opdager, at man ikke er så pokkers speciel, som mor og far har gået og sagt? Hvad sker der, når man pludselig ikke har kræfter til at komme igennem den lange uddannelse, man SKAL have for at være en succes?
Asta kigger rundt på sine jævnaldrende og ser dem ligge og stene til reality-programmer eller hænge fast i Facebook (det må der være mange andre, som også har set ...). Hun tænker, at de alle sammen keder sig ad helvede til, mens de går og venter på at komme til at udrette noget, venter på at være så specielle, som de hele tiden får at vide, de er. Og hun spørger: Hvad er der at udrette, hvis det er, som de voksne siger - at vi er nogle møgforkælede unge, som allerede har ALT? Det er faktisk et ret fint og relevant spørgsmål, synes jeg, og det, Asta efterlyser, nemlig et fælles projekt, fortaber sig i tågerne for hende, hvilket umiddelbart virker meget forståeligt på mig.

Måske vi voksne burde begynde at være mere voksne og ansvarlige og sørge for at tydeliggøre fællesprojektet for vores unge lidt bedre?
Kærlig hilsen
Renée

LÆS OGSÅ:

Camillas hjørne:
Hvem vil være millionær?

Forårskåd i klædeskabet