Hvad er en god mand?

Jeg læste for nylig om et bogprojekt, der hedder "The Good Man Project". Projektet går ud på at finde frem til, hvad en god mand er - altså en form for redefinering af den moderne mand. Bogen er skrevet som en antologi, og 30 meget forskellige mænd fortæller om, hvad det indebærer for dem at være en god mand. Der er alle slags mænd med i antologien - rig, fattig, hvid, sort, heteroseksuel, homoseksuel, berømt, almindelig osv. Projektet er også blevet til dokumentarfilm og til en serie live-events over hele Amerika, og hensigten er at få taget hul på at diskutere, hvad det vil sige at være mand i Amerika i dag. Og det var i den grad interessant at læse de uddrag, der var i avisen. Mændende fortæller om alt, fra at være søn, husbond og far, til, hvad det indebærer af tanker og forestillinger hos den enkelte.

Én fortæller om en oplevelse, han havde med sin søn, en dag han gav ham et kram - hvordan han blev fyldt og ramt uforklarligt, og om, hvordan meningen med det hele pludselig gik op for ham. En anden fortæller, hvordan det er gået op for ham, at alle mænds selvbillede i større eller mindre omfang er afhængig af, hvordan kvinder ser dem. En tredje fortæller om, hvordan det var at miste sin far, og hvilken betydning det har fået for ham, mens en fjerde fortæller om, hvordan det var at være med i en krig. Særligt var der ét indlæg, som fangede min opmærksomhed, fordi det på en måde sagde en del om en af de fordomme, vi kvinder går rundt og har om mænd: At de ikke er gode til at sige deres følelser højt. "As he walks away I think it is now or never. I shout after him. It's louder than I planned, more awkward than I hoped. "Dad". I shout. "Dad, I love you". He turns only half around, and then he stumbles a little bit. For just part of a second, for just long enough for me to register the image, Skeff looks like an old man. But then he dosen't anymore, and he smiles, and he is still smiling and already turning away when he replies: "Thanks."

Den historie fik mig til at tænke på et interview, jeg engang læste. En fyr fortalte, at han havde ringet hjem til sin far i Nordjylland, fordi han ville fortælle ham, at han elskede ham. Han får sin far i røret og siger: "Far, jeg elsker dig", hvorefter hans far svarer: "Du får lige mor ..."
Men det er alligevel ikke hele historien. James Houghton, projektets bagmand, fortæller, han fik ideen, fordi han var blevet opmærksom på, at mændene i hans generation brugte meget tid på ikke alene at finde ud af, hvordan de skulle få succes på deres arbejde, men også hvordan de skulle være en god partner og en god far. Og det fundament, de hvilede på, var jo ud over en faderfigur også en mor, som havde forsøgt at lære dem at være mere omsorgsfulde og følelsesmæssigt åbne. Han fortæller, hvordan han føler, hans generation voksede op med følelsen af at skulle kunne det hele. Og lige dér kom jeg til at tænke på, at hvis det er sådan, de har det, mændene, så er vi ikke så forskellige alligevel ... jeg oplever nemlig, at rigtig mange kvinder har det på nøjagtig samme måde. Enormt pressede og frustrerede i forhold til følelsen af at skulle og kunne det hele.
Kærlig hilsen
Renée