Hun var rædselsslagen, sidst hun gjorde det - hver eneste dag. Nu gør hun det igen

Hun spillede Ariel i “Den lille havfrue” i Operaen, datteren Sofie i den første danske opsætning af “Mamma Mia”-musicalen, gik på scenen som Baby, da “Dirty Dancing” turnerede, og er den danske stemme bag Anna i Disney-hittet “Frost”.

Og nu kan du opleve hende i “Kinky Boots” på Det Ny Teater. Kristine Yde Eriksen har fuld fart på. Faktisk har der været så meget drøn på karrieren, at de seneste 12-15 år smelter fuldstændig sammen for hende, og intet af det føles som særligt længe siden.

– Jeg har været heldig at være i arbejde konstant og har haft to til tre store forestillinger om året i 15 år. Det er jo virkelig, virkelig privilegeret, synes jeg, og det er jeg meget glad for. Det sidste, jeg lavede herinde, var “Singin’ in the Rain” i 2012. Det er jo ikke lang tid i forhold til dem, der har en lang karriere bag sig, men for mig er det, siger hun og slår diskret med hovedet i retning mod den historiske teatersal skråt over os.

Denne råkolde vintermorgen, hvor København ligger indhyllet i sne, er vi mødtes på Det Ny Teater, hvor hun for 12 år siden sang og dansede som den kvindelige hovedrolle Kathy Selden i teaterversionen af den populære Hollywood-musical.

Vi sidder i den lille biblioteksstue under teatret og varmer os med henholdsvis en kop te og en kop kaffe. De næste måneder er det igen hendes faste arbejdsplads, denne gang i rollen som Lauren i “Kinky Boots”.

Det var store musicals og musikforestillinger som denne, hendes karriere startede med.

I dag er der længere og længere imellem danse- og syngerollerne, selv om hun næsten altid slår til, når muligheden byder sig. Men de seneste år er dramatik og senest også revy begyndt at optage mere plads i kalenderen.

– Jeg har altid syntes, at dem, der har lavet revy, var de modigste mennesker i hele verden. Det er en sindssyg genre. Man kaster alt, man har, i ringen, og så er der bare kontant afregning, siger Kristine Yde Eriksen.

Til sommer er hun for anden gang en del af holdet på Nykøbing Falster Revyen, og hun glæder sig.

– Jeg var rædselsslagen hver eneste dag, sidst jeg gjorde det. Men på den gode måde. Der var ikke en eneste forestilling, hvor jeg ikke følte, jeg lærte noget. Det var nervepirrende, men det var jo også skidesjovt.

– Det er en stor misforståelse, at det at være sjov bare er at gå ind med hat og tænder og “fjolle den af”. Komik kræver en enorm musikalitet og præcision. Det er et håndværk i sig selv, og jeg vil sige ja til hver en tid bare for at blive bedre til det håndværk, forklarer hun.

Det første år med revy lærte hende meget – bl.a. at håndtere, når publikum ikke grinede med, som det var tiltænkt. Skal der så handles hurtigt og ændres i en timing eller en tekst, eller skal man stole på sig selv og prøve det samme igen i morgen? Det findes der ikke ét svar på, og det har revyen lært hende at være i.

Ro i kaos

Den følelse af at slippe kontrollen er også en øvelse, hun de seneste år har trænet på hjemmefronten.

– Nu har jeg fået nogle børn, så det der med at have fuld kontrol, det har jeg ligesom lært, at det kan jeg ikke, siger hun og slår en stor og hjertelig latter op.

– Nogle gange kan det føles, som om det er hviletid, når man er på arbejde. Det skal ikke misforstås, men folk, der har små børn, ved godt, hvad jeg mener.

– Helle er jo derhjemme med dem, det er det allerstørste, og på magisk vis er det jo midt i børnekaos, at jeg finder den største ro. Men mit arbejde er også min hobby og på en måde “mig-tid”.

– Mange af mine kollegaer er mine nærmeste venner. Det vokseninput uden bleskift og bekymring over, om pletterne på tøjet nu er leverpostej, opkast eller begge dele – det kan jeg være til stede i og nørde 100 procent på arbejdet, som jeg elsker, siger hun og tilføjer, at hun altid har været “meget pligtopfyldende og meget velforberedt”.

– Meget, altså virkelig meget, understreger hun og tilføjer:

– Jeg er rigtig god til at øve mig, hvis det er noget, jeg brænder for. For som udgangspunkt har jeg det sådan, at “det kan jeg ikke, men det kan jeg lære”. For mig giver forberedelsen et trygt fundament til så at slippe det hele, når jeg spiller, og stole på, at det, der sidder, det sidder, og op i røven med resten.

– Jeg er egentlig ikke så bange for ikke at være perfekt og er meget mere til processen end til resultatet. Men det skal jeg minde mig selv om, når frygten for, om det hele nu er godt nok, overmander mig, for den har bestemt også andel i min pligtopfyldenhed.

– Jeg øver mig i at favne den, frygten, for den nervøsitet og de usikkerheder, jeg bærer rundt på, er også mit afsæt til at løbe stærkere. Jeg bliver aldrig perfekt, men at blive bedre kan jeg altid bestræbe mig på.

Kristine Yde Eriksen har flere gange været understudy på store roller og har fra den ene dag til den anden måttet træde ind på scenen og overtage en bærende rolle. Det skete bl.a. med hovedrollen som Baby i “Dirty Dancing”.

– Jeg sagde ja, fordi jeg godt kan lide at lave forskellige ting, og for mig gør den ene opgave mig bedre til den næste. Det er en kæmpe rolle at gå ind og spille Baby uden rigtig at have prøvet det, hvilket er kriterierne for understudies.

– Dit hoved har en masse information, som ikke har sat sig i din krop. Der kan jeg ikke være navlepillende om min egen præstation. Eller tænke på, at jeg skal huske at ringe til min mor, så hun kan komme ind og se det, eller at jeg skal huske at lægge det på Instagram.

– Jeg bliver nødt til at koncentrere mig fuldstændig om bare at være til stede lige der, hvor det sker, og for at kunne være det, skal man smide al sin forfængelighed. Lige der handler det for mig om ikke at ødelægge noget for andre og ikke ødelægge forestillingen, det handler slet ikke om mig, forklarer Kristine Yde Eriksen og uddyber:

– Det er en enormt god øvelse. At integrere alt det tekniske i hovedet med 100 procent nærvær. Fingeren ud og så gå ind og tag den. Det har lært mig enormt meget.

Hun sidder et øjeblik tænksom med tekoppen foran sig. På en måde ligger det at kunne træde til som understudy med et øjebliks varsel godt til hende, konstaterer hun så og forklarer:

– Jeg tror godt, jeg kan lide hjernegymnastikken. Hvor du skal lære det, de andre laver, bare ved at kigge. Hvad kan min hjerne nå at fortælle min krop, at den skal gøre, i det øjeblik den skal gøre det? Det er superspændende.

40 år og nye roller

Som barn arbejdede Kristine Yde Eriksens forældre frivilligt på Vilhelmsborg Festspil. Et friluftspil, der frem til 2020 opførte musicals og operetter hver sommer i Vilhelmsborg Park syd for Aarhus.

Hendes mor syede kostumer, og hendes far byggede rekvisitter. Ingen i familien har arbejdet på scenen, hverken der eller andre steder, men fra hun var helt lille, var Kristine med forældrene af sted på friluftsspillet hver sommer.

– Jeg kunne alle koreografierne. Jeg må have haft noget kropshukommelse eller et eller andet, der fungerede godt dengang, og så blev det en måde at udtrykke sig på.

– Jeg er rigtig dårlig til konfrontationer og dårlig til at råbe op. Men når jeg er på arbejde, så kommer det ud. Jeg slipper nogle ting, både gennem dans og sang og ord. Jeg fandt et sted, hvor jeg kunne udtrykke mig.

– Når dansen, ord og musik komplementerer hinanden, er det, som om der skabes et ekstra luftlag, og så pipper det i hele min krop. Mulighederne for at udtrykke sig bliver på en måde uendelige, og hvert element taler til mine sanser på hver deres måde, fortæller hun.

Derfor var det helt naturligt for hende at søge den vej, da hun blev ældre. Hun uddannede sig først som danser og søgte derefter ind på Det Danske Musicalakademi.

– Men på et eller andet tidspunkt kan det jo også være, at jeg skal lave noget andet, siger hun så.

Hvorfor det?

– Altså, jeg er på ingen måde på jagt efter et nyt erhverv, men livet kan jo heldigvis godt fyldes af forskellige ting. Og jeg kan ikke forvente, at der bliver ved med at være arbejde, eller at jeg får mulighed for at arbejde lige så meget, som jeg altid har gjort. Jeg kan ikke forvente, at folk overhovedet har lyst til at arbejde med mig.

– Derudover er jeg lige blevet 40. Jeg bevæger mig væk fra ungpigerollerne og så småt ind i et “land”, der især for kvinder er meget mere sparsomt.

– Jeg kan ikke forvente, at det bliver ved, konstaterer Kristine Yde Eriksen og udbryder, mens hun foregiver at rive sig i håret i desperation, at hun ikke aner, hvad hun skulle lave, hvis hun ikke skal synge, danse og være skuespiller.

– Det er forfærdeligt, for jeg kan huske, da corona ramte, og man troede, at teatret var dødt, og at vi aldrig ville komme tilbage til sådan, som det var før, der var min mand virkelig god og sagde: “Så gør jeg det, og så gør jeg det, og så gør jeg det”. Jeg sad bare der og følte “F… I am trained for nothing”.

– Jeg gik i gymnasiet, arbejdede et år, gik på danseskole og på musicalakademiet. Og så har jeg ellers bare arbejdet. Det synes jeg på ingen måde er forkert, jeg har kun arbejdet i 15 år, jeg er på ingen måde færdig. Og jeg har et arbejde, der fodrer mig både mentalt, fysisk og socialt.

– Men jeg har aldrig tænkt over, hvad jeg ellers kunne lave. Hvad er der ellers derude? Hvad kunne jeg have lyst til? Kan jeg overhovedet noget andet? Jeg tror det er sundt at være nysgerrig på sig selv og sine kompetencer. Jeg beundrer folk, der spiller på alle deres facetter, der sætter sig selv i gang, og som ikke er bange for at skifte retning f.eks. i form af uddannelse og nye inputs. De begrænser ikke sig selv, siger hun.

Gammel eller interessant

Hun tror stadig på den læresætning, hun har brugt gennem meget af livet: Det kan jeg ikke, men det kan jeg lære. Spørgsmålet er så bare, hvad hun skulle lære i stedet for sang, dans og skuespil.

– Jeg ved det simpelthen ikke lige nu. Når jeg oplever teater, film, dans og alt det andet, eller når jeg ser mine kollegaer arbejde, og det er godt, så reagerer jeg virkelig fysisk i hele min krop. Der er ikke noget, der sætter gang i hele mit system på den måde, som mit arbejde gør, fortæller hun.

Men når du siger, at du lige er blevet 40 og ikke kan forvente det samme fremover – kan du mærke, at det er sværere at få roller, og at du får tilbudt færre roller, eller er det mere en følelse, du har?

– Helt grundlæggende, ja, der er færre roller. Det er der. Jeg så et vidunderligt interview med Sonja Oppenhagen i tv, hvor de snakker om det der med, at når kvinder bliver ældre, så bliver de gamle, og mænd bliver interessante. Og det er et faktum, at der er færre roller til kvinder. Ligesom det er et faktum, at vi tjener mindre.

– Dansk Skuespillerforbund har lige offentliggjort en undersøgelse, der viser, at kvinder i dansk showbusiness i gennemsnit tjener 28,5 procent mindre end deres mandlige kollegaer. Når det så er sagt, så kan der jo være et hav af grunde til, at jeg ikke bliver castet, ud over min alder.

– Nu har jeg jo heldigvis stadig noget i kalenderen, men jeg kan mærke, at jeg er på vej et sted hen, hvor jeg på en måde skal lære mig selv at kende igen i branchen, siger Kristine Yde Eriksen og kalder det nye sted for “et ukendt land mellem ung og gammel”.

– Nærmest fra jeg blev 40, begyndte jeg at blive kaldt ind på nye typer af roller, og meget forskellige roller. Det er mega-spændende, men jeg har lige nu en følelse af, at jeg skal lære, hvad jeg nu har at byde på. Hvad kan jeg passe ind i, hvad skal jeg gå efter, og hvad har jeg lyst til at gå efter?

– Jeg kan mærke, at jeg er et andet menneske, end da jeg startede, men jeg føler mig stadig som et ungt menneske. Og det skal ingen tage fra mig. Det er nok den der nysgerrighed, der må blive nøgleordet – nysgerrighed på den udvikling, vi jo gennemgår som mennesker, og favne den og så lade tanker være tanker.

Hun tilføjer, at mange elementer spiller ind, som hun ikke er herre over, og at det jo til hver en tid er det kreative hold på en forestilling, der styrer konstellationerne på en forestilling.

– Hvis man skal hyre et par, så studser vi ikke over, at manden er ældre end kvinden. Men hvis der pludselig bliver hyret en ung mand og en kvinde, der er ældre, så tager vi pludselig stilling til det og tænker: “Nå okay, hvad er forholdet i det?” og “har det noget med historien at gøre?” Det tænker vi jo ikke på samme måde, hvis en mand er lidt ældre end kvinden. Det sætter begrænsninger, konstaterer Kristine Yde Eriksen.

Hun har dog oplevet en ny måde at gribe spørgsmålet om køn og alder an på.

– Jeg medvirkede for et års tid siden i en opsætning af “Sommer i Tyrol” af skønne Rolf Heim. Her var den kvindelige hovedrolle 10 år ældre end sine mandlige medspiller. Det var måske i nogles øjne anticastet, men det var det jo ikke i forhold til den historie, vi ville fortælle, kun i forhold til det gængse publikums forventninger til, hvordan tingene skulle være.

– Og i det her tilfælde var der tilmed en film, der kunne diktere, hvordan den historie nu skulle fortælles. De forventninger skal vi skubbe til. Vi skal blive klogere på hinanden og på samfundet – og på os selv. Og det er ikke kun med alder men også, køn, hudfarve, energi osv.

– Vi lever heldigvis i en tid, hvor der er fokus på at belyse det, og adskillige af mine kollegaer og arbejdspladser er modige og tager chancer for at rykke grænserne. Og det er vidunderligt, for i de fleste tilfælde bliver vi enormt glade for at få noget, vi ikke vidste vi gerne ville have, siger hun.

Plads til børn og familieliv

Alderen og erfaringen mærker hun også på andre måder. Arbejdsforholdene skal være i orden, og hun sætter gerne spørgsmålstegn ved det, hvis de ikke er det.

For, som hun siger, med årene er det blevet klart, at man sagtens kan være menneskelig og ordentlig, selv om man har en deadline og har travlt. Det skal være rart at gå på arbejde, og man skal have sjovt, understreger hun.

– Der kredses altid omkring en stram og vigtig deadline i det her arbejde. Det er intenst. Det kræver kræfter og dedikation hver dag, og tidsmæssigt gør det, at der er mange andre ting, man må give afkald på.

– Der er ikke det familiearrangement, jeg ikke er gået glip af. “The show must go on”, og vi skal ikke gå på kompromis med vores arbejdsindsats, men det skal heller ikke være umenneskeligt. Nogle gange sker livet, og det er okay.

– Jeg har to børn, og det bliver der jo nødt til også at være plads til. Så hvis jeg rammer ind et sted nu, hvor tingene ikke kan kombineres, så er jeg helt sådan: “Hvorfor?” Det satte jeg bestemt ikke spørgsmålstegn ved før i tiden, fortæller Kristine Yde Eriksen.

Siden hun blev mor, har hun mødt fleksibilitet over for børnene og familielivet på de forestillinger, hun har været tilknyttet.

– Jeg startede på Folketeatret, da den yngste var tre måneder. Han har været med på arbejde, med på scenen og været i armene på kollegaer og familie ude bagved, i garderober eller på hotelværelser, mens jeg var inde og spille. Alle var bare helt fantastiske omkring det, sagde velkommen til det lille barn og accepterede det virkelig. Det var fuldstændig fantastisk, og det gav mig mulighed for at kombinere min rolle som nybagt mor med mit arbejde, forklarer hun.

Det overskud håber hun at blive ved med at møde derude.

– Vores ældste søn har infantil autisme. Vi har lige fået ham udredt, men han har, siden han var helt lille, givet udtryk for, at han skulle have ekstra hjælp i nogle situationer, så det var ingen overraskelse for os. Vi har altid taget udgangspunkt i hans behov, præcis ligesom alle andre forældre, fortæller Kristine Yde Eriksen.

– Han er præcis den samme fantastiske dreng, som før han blev udredt, så at vi nu har en diagnose betyder mest, at vi nu forhåbentlig kan få den specifikke hjælp, der skal til for at hjælpe ham bedst muligt. Så han kan føle sig tryg, og så han kan udvikle de enorme kompetencer, han har.

– Han har brug for faste rammer og rutiner, og det er en af vores fineste opgaver at få det til at passe ind i en hverdag, der skifter hele tiden, forklarer hun.

Derfor har det været vigtigt for både Kristine og hendes mand, som også er skuespiller, at få et overblik over, hvordan hele forløbet ser ud, når de har fået tilbudt en rolle, så de kan gå hjem og sammenligne kalendere og lægge en god plan for familien.

– Vi lægger en fast plan, og så lægger vi en plan B. Der er altid nogen, der bliver syge, griner hun.

– Og så gør vi meget ud af at snakke med ham og hans lillebror, så de hele tiden ved, hvad der skal ske. Hvis vi rykker rundt, så rykker vi rutinerne med, og fordi det altid har været sådan, så er han simpelthen så god til at omstille sig.

Fra venskab til ægteskab

At børnene er i centrum, gælder også det tilbagevendende puslespil med at få to travle kalendere til at gå op, konstaterer hun.

Og det er et puslespil at få kalenderne til at gå op, griner hun og forklarer, at det var svært nok, da hun bare var sig selv. Men efter hun blev kæreste og gift med en skuespiller, som har en lige så skør kalender, er det kun blevet sværere.

Det er tre og et halvt år siden, at hun og skuespillerkollegaen Max-Emil Nissen gav hinanden deres ja i Holmens Kirke. Gennem 10 år havde de været venner, og da de blev kærester, faldt alt i hak for Kristine Yde Eriksen.

– Jeg var bare møgforelsket. På den måde var det jo det letteste i hele verden at tage det skridt fra venner til kærester. For jeg følte, da vi blev kærester, at jeg fandt min plads i livet og landede lige præcis der, hvor jeg skulle lande. Det satte alt i perspektiv.

– Der er virkelig et før og et efter. Alt det før er “blurry” og sådan lidt … Det føles som et andet liv. Og så er det et efter, som er det, der gælder, siger hun.

Selv om det kan være vildt besværligt at få to arbejdsliv med skiftende arbejdstider og -steder til at gå op, er de gode til at støtte hinanden, fortæller hun.

– Det at have et menneske, som forstår mit fag, og som ud over at kende mig som menneske også kender mig ud og ind som arbejdsmenneske, gør, at vi kan sparre med hinanden på en helt særlig måde. Den anden ved lige præcis, hvad man gennemgår, og kan i pressede situationer ofte bedre se det hele udefra og guide ud fra det. Det er en kæmpe tryghed i vores forhold.

– Vi har kendt hinanden i 15 år, og selv om vi ikke har været kærester i dem alle, føler jeg, at han altid har været og er mit livsvidne. Det er jeg meget taknemmelig for.

Artiklen blev udgivet i femina uge 7, 2024. Dette er en redigeret version.