Hun mistede sin to-årige søn
10. maj 2012Den 13. januar 2010 stod 37 årige Pernille Schmidt op i lejligheden i Måløv som fraskilt mor til næsten toårige Tobias og tre et halvt-årige Mads. Da hun gik i seng samme aften, var hun i sin egen bevidsthed stadig mor til to, men kun Mads levede. Hendes yngste søn Tobias var blevet kvalt denne dag henne i sin vuggestue, fordi han havde fået et stykke gulerod galt i halsen.
Hvad husker du stærkest fra den dag, Tobias døde?
- Det tryk, jeg følte i brystet. Det var velsagtens chokket. Jeg kan stadig føle det tryk.
Ved frokosttid den 10. januar 2010 ringede Pernilles eksmand. Hun sad på sit kontor og hørte ham sige, at de havde ringet fra vuggestuen: Tobias havde fået noget mad galt i halsen, det var nok bedst, at hans forældre kom. De jokede lidt i telefonen: Når de nu dukkede op sammen, ville han sidde glad og tilfreds over at se dem begge to. Men da Pernille lagde på, blev hendes sindstilstand anderledes. Tung.
Vidste du uden at vide det allerede, hvad det betød?
- Helt sikkert. Jeg blev ligesom drevet frem. Og i samme sekund, jeg bakkede min bil ud, begyndte jeg at græde. Jeg vidste stensikkert inderst inde, at han var død. Alene ud fra min egen reaktion. Der er et ganske særligt bånd forældre og børn imellem. At begynde at græde på den måde er slet ikke mig. Og da slet ikke over noget, jeg troede var en bagatel. Forældre-børn-båndet er så stærkt, at man har forbindelse med sine børn uanset, hvor de befinder sig.
Forudanelsen holdt stik. Da hun nåede frem, holdt to store ambulancer og en mindre foran børnehuset Fregatten.
- Falck-folkene prøvede at genoplive ham. Han lå på en af stuerne, og de bad mig mindeligt om ikke at gå derind. Det skulle vistnok se ret brutalt og voldsomt ud. De var også bange for, at jeg ville forstyrre, og hvis jeg var kommet derind, skulle jeg nok også have været henne og holde min dreng i hånden. Jeg er faktisk taknemmelig for, at de bad mig lade være. Det syn af ens lille dreng er ikke rart at have som det sidste. I stedet så vi ham i hospitalssengen, da de slukkede maskinerne. Da var der ikke nogen, der gjorde noget ved ham. Der var han bare.
Livet er større end døden
- Måske er jeg naiv, men jeg tror ikke på, at det var meningen, at mit liv skulle ødelægges af hans død. Jeg tror fuldt og fast på, at meningen med Tobias' liv var at berige mit. Han døde, men hans liv har stadig beriget mit. Derfor er jeg optaget af at forsøge at vende min sorg til glæde over, at han har været her. Jeg ville få ham igen, selv om jeg vidste, at han skulle dø fra mig, fordi livet er så meget større end døden. Mit liv, min levende drengs liv, vores liv sammen - det er vigtigere end Tobias' død. Det lyder måske lidt hårdt, men det er det altså. Det er os, der lever. Det er Tobias, der er død. Jeg vil til enhver tid hylde hans liv, men vi er nødt til at finde en måde at bruge hans død på til noget, der bringer os videre.
Pernille har kun fået blanke øjne en enkelt gang under samtalen. Vi kan tale om intet mindre end alt, men gråd og følelsesudkrængning hører til i privatsfæren, når hun er helt alene. Det er en del af hendes overlevelsesstrategi.
Hvordan har du det nu?
- Rigtig godt. Nu er jeg dér, hvor jeg skal lære at have Tobias med hele tiden, samtidig med at han forsvinder mere og mere, eftersom der sker alt muligt nyt i mit liv. Men det kan samtidig være svært bare at GØRE nye ting, fordi jeg så føler, at jeg bevæger mig væk fra det liv, jeg havde sammen med ham. Men jeg er nødt til at være rationel. I virkeligheden prøver jeg at gøre min sorg over Tobias til grundlag for alting, for så er det, som om jeg kan bære at flytte mig, for så er han hele tiden med alligevel. Selv om jeg er mor til en død dreng, har jeg hele tiden følelsen: Er jeg tilstrækkelig som forælder.
Hvad er død i din bevidsthed?
- På gensyn. Helt sikkert. Det har jeg givet mig selv lov til at være fuldstændig skrigende naiv omkring. Ellers kunne jeg ikke holde det ud. Jeg kan simpelthen ikke bære, at død betyder, at han bare er væk. Jeg er brandnaiv på sådan noget med Gud, men jeg tror, jeg er heldig at have den naivitet. Da Tobias døde, var det fuldstændig fantastisk at have troen på, at "det er ude af mine hænder". Der er ting, vi ikke kan ændre på. Ting, vi ikke kan finde mening med. Jeg leder ikke efter meningen med, at Tobias er død, for den finder jeg ikke. Jeg må finde meningen i det faktum, at jeg stadig lever, efter at han er død.
Annika Von Holdt: Jeg flygtede ind i min fantasi
Tragedien på Utøya: En mors mareridt: 25 minutter i helvede
Annie Lenox: Jeg ville have et liv