Hun blev kritiseret for at være "patriarkatets pinup". Nu bliver hun kaldt et feministisk ikon

Da jeg var otte år gammel, købte min far noget så ekstravagant som en brugt BMW med en kassettebåndoptager.

Det var i 1979, og vi havde et enkelt kassettebånd med Shubidua.

Men så købte han noget, der var næsten ligeså ekstravagant som bilen.

Det var et bokssæt med seks kassettebånd, der lignede en læderindbundet bog med svungen guldskrift på coveret, og inde i den var en samling af de bedste countryhits, de amerikanske Sydstater kunne mønstre.

Den sommer forelskede jeg mig i Dolly Parton.

Jeg forstod ikke, hvor sublimt guitarriffet, der åbner Jolene, er komponeret, men på trods af min alder, ramte sangens bittersøde fortælling om at kæmpe ufortrødent for den, man elsker, mig lige i barnehjertet.

Der på vinylbagsædet skrålede mine veninder og jeg med på 9 to 5 hjemme på villavejen, og vi tog den energi med os videre i livet, hvor vi nok skulle blive til noget.

Højt hår og store øreringe kunne godt kombineres med talent og ambition.

Man kunne bare se på Dolly, det levende eksempel.

Senere skulle jeg lære, at det ikke var god smag at elske Dolly.

Hendes hår var for stort og for afbleget, hendes bryster for fremtrædende, hendes stemme for sydstatsvrængende, hendes musik for banal.

De sidste år har heldigvis gjort op med det reducerende blik på Dolly Parton, og hun bliver nu hyldet for både at være en stor kunstner i sin egen ret, feministisk ikon, aktivist og ikke mindst en personlighed, der formår at samle mennesker i en verden, der føles mere og mere splittet.

For udover at skabe eviggyldige ørehængere, klare sig på egne præmisser i en mandsdomineret musikverden og finansiere et projekt, der skal øge læseglæden og -evnerne hos amerikanske børn, The Imagination Library, og en covid-vaccine, så kan Dolly Parton favne.

Fra en otteårig pige på det solvarme vinylbagsæde på en stille villavej i Roskilde, over drags queens verden over, republikanske cowboys, venstreorienterede akademikere, livstrætte middelklassehusmødre, sorte, hvide, brune mennesker, 17-årige og 84-årige, rige og fattige og alle dem indimellem – få kunstnere kan bryste (no pun intended) sig af, at have så alsidig en fanskare.

Det er svært at sige, hvad der har helt præcist har skabt den nye Dolly-feber.

Om det er Dolly Partons kompromisløse kavalergang, der går lige ind hos Instagram- og Snapchat-generationen, hvor ingen går af vejen for glimmer og selviscenesættelse, eller det har været effekten af podcasten Dolly Parton’s America, der gik hen og blev et internationalt podcasthit under pandemien, eller det at Netflix lancerede en serie inspireret af hendes sangtekster i 2019.

Eller det mest oplagte: at vi alle har brug for noget at samles om.

Skal man kritisere 76-årige Dolly Parton for noget, så er det, at hun i en tid, der skriger på, at vores forbilleder tager stilling til alt fra klimakrisen over Metoo og til abortrettigheder, forholder sig ret så apolitisk til verden.

Samtidig er det hendes styrke. I Dolly Partons univers er der vitterligt plads til alle.

Alligevel er det en skam, at hun ikke går mere op i politik, for det ville klæde The Oval Office i Det Hvide Hus med lidt rhinsten og hårlak.

Og om nogen ville Dolly Parton kunne samle et splittet USA henover midten.

Sammenhold i fattigdommen

Langt oppe i The Smoky Mountains i det østlige Tennessee i de amerikanske sydstater ligger et lille uisoleret træhus.

Det har to rum og en veranda. Det er det hus, Dolly Parton blev født i i 1946 og senere voksede op i.

Hun var barn nummer fire ud af 12. Hendes far arbejdede i landbruget, og hendes mor passede børnene.

Det var åbenlyst ikke en barndom præget af rigdom.

Der var ikke engang altid mad nok på bordet til de 14 munde, der skulle mættes.

Hytten havde hverken elektricitet eller rindende vand.

Børnene fangede ildfluer i syltetøjsglas for at have lys om aftenen, og de gik i tøj syet af melsække.

Men Dolly Parton har aldrig beklaget sig over barndommens fattigdom.

Tværtimod har hun altid beskrevet det som et liv med tryghed, kærlighed, sammenhold og musik.

Hun lavede sine egne sange fra hun var seks år gammel og opførte dem for familien på verandaen, og hun akkompagnerede sig selv på en gammel banjo, hun havde fundet og sat to strenge på.

Hendes onkel, Bill Owens, forærede hende senere en ordentlig guitar, og allerede som 10-årig var hun med onklens hjælp med i et lokalt tv show.

Som 13-årig optrådte hun for første gang i Nashville, countrymusikkens hovedstad, og det var også der, hun flyttede til, så snart hun var færdig med high school i 1964.

Den første dag i Nashville mødte hun en høj, flot fyr på et møntvaskeri.

Carl Dean. Manden, Dolly Parton stadig er gift med.

Alt, der kom herefter, var resultatet af hårdt arbejde, målrettethed og talent.

Dolly Parton er en af branchens mest produktive sangskrivere, hun er aldrig faldet i stjernelivets fælde med alkohol, stoffer eller udenomsægteskabelige eskapader, og hun er kendt for at behandle alle, hun kommer i nærheden af helt utroligt pænt og generøst.

Mange mennesker, der er kommet fra stor fattigdom, men har haft muligheden for at komme videre, har vendt deres baggrund ryggen og er løbet væk så hurtigt, de kunne.

Dolly Parton har altid stået ved sine rødder.

Hendes musik udspringer af folkemusikken i The Appalachian Mountains, og hittet Coat of Many Colors, der handler om Dollys egen mors arbejde med at sy en frakke af tøjrester til sin datter, er ifølge Dolly Parton selv, en af de sange, der har betydet mest for hende selv ud af de små 3.000 sange, hun har skrevet i sin karriere.

Loyal overfor rødderne

Dolly Parton er for længst flyttet ud af træhytten i bjergene, men hun bor stadig i Tennessee.

På trods af de lave ejendomspriser i området (Tennessee er blevet attraktiv for mange yngre familier pga. kombinationen af lave huspriser og naturskønhed), bor hun langt mere beskedent, end man kunne forvente.

Jo, hendes hvide villa har både tennisbane og swimmingpool, men den er hverken gigantisk eller prangende udenpå eller indeni.

På trods af, at Dolly Parton har solgt mere end 100 millioner albums og er den kvindelige kunstner med flest nr. 1 hits på Billboards’ country hitliste (25), har hun aldrig fjernet sig langt fra den ydmyghed, hun kom fra.

Hun har vundet 11 Grammy Awards, adskillige Golden Globe-nomineringer for sine skuespilpræstationer i film som 9 to 5 (med Lily Tomlin og Jane Fonda), flere Oscar-nomineringer for sin filmmusik, tre American Music Awards, og hun har grundlagt forlystelsesparken Dollywood.

Men selv om, hun strøer rhinsten og pailletter udover alt, hun kommer i nærheden af, har det grundlag, hun trækker på i sin musikalske karriere, stadig rødder i den fattige sydstatsopvækst.

White trash kalder nogle det, hun kommer af. Selv har hun også talt om den stigmatisering, der hører til begrebet, men det er samtidig også der, hendes fandenivoldske stolthed kommer fra.

Hun er den, hun er – take it or leave it. Hun har en humor, der både er befriende vulgær – hun oppebærer helt sikkert selv rekorden i dårlige vitser om sine nok så berømte bryster – og udtryk for hendes opvækst i det fattigeste USA.

Hendes humor stammer i ligeså høj grad fra en socialklasse, hvor det var et spørgsmål om overlevelse at kunne grine ad tingenes tilstand.

Under glitteret og de sjove bemærkninger ligger der altid en længsel, en melankoli, en dyb, eksistentiel tristhed, og hvis man er et menneske, der har længtes og mistet, ønsket sig mere og fået mindre, føler man sig set.

Hvilket giver Dolly Parton et kernepublikum på omtrent seks milliarder mennesker.

Er Dolly Parton feminist?

Dengang på vinylbagsædet på villavejen, da jeg skrålede med Apple Jack og dagdrømte til Islands in the Stream, delte jeg klart mest min kærlighed til Dolly med min far.

Min akademikermor ville komme med stive bemærkninger om, at Dolly Parton vist ikke havde så meget mellem ørerne, at hendes hår umuligt kunne være ægte, eller at hun bare generelt var lidt for meget. For meget hvad?

For meget af det Dolly Parton altid har fået skudt i skoene, at hun havde for meget af: iscenesat kvindelighed.

Hvis man tog alt det, mænd traditionelt og helt stereotypt begærede hos kvinder, og gangede det med 100, ville man få: Dolly Parton.

Hun leflede for det mandlige blik. Hun var patriarkatets pinup.

Men i 1980 skete der noget, der fik selv min mor til at ændre mening.

Legenden siger, at Dolly Parton skabte åbningen til hittet og titelmelodien 9 to 5 ved at sidde og hakke rastløst i bordpladen med sine kunstige negle.

Og der var noget ved den rastløse energi, der talte lige ind i en kvindebevægelse, der havde været i gang siden ’60-erne og som gerne snart ville se nogle (flere) resultater.

Prøv at sætte den på til din næste fest og se, hvor mange kvinder, der strømmer ud på dansegulvet.

Hun spillede selv med i filmen, en komedie, hvor hun sammen med Jane Fonda og Lily Tomlin kidnappede chefen for deres fælles arbejdsplads og i hans fravær omdannede kontoret til en feministisk utopi.

Nogle af filmens pointer, som f.eks. gratis børnepasning og reel ligeløn var så forud for deres tid, at de stadig er noget amerikanske kvinder kun kan drømme om i dag.

Pointen var klar for de fleste: Dolly Parton var stadig Dolly Parton, men hun var også en kvinde, der havde klaret sig mod alle odds i en mandsdomineret musikverden og banet vejen for, at andre kvindelige artister kunne følge i hendes spor.

Hun havde hjertet på rette sted, når det gjaldt kvinders ret til et liv på lige fod med mænd.

Men spørgsmålet er: gjorde det Dolly Parton til feminist?

Dolitics – den bløde mellemvare

Dolly Partons eget svar er nej.

Eller det vil sige, hun taler som regel udenom, uden helt at tage hverken den ene eller anden position på sig.

Da hun i 2017 gik på scenen til Emmy Award-showet sammen med sine tidligere med-stjerner, Lily Tomlin og Jane Fonda, greb de to Grace og Frankie-stjerner muligheden for at fyre en politisk svada af til fordel for Metoo og mod daværende præsident Donald Trump. Dolly Parton derimod kom med en joke om sine bryster.

Dolly Parton træder varsomt, når snakken bliver politisk.

Det er muligt, at hun er blevet et ikon for LGBTQ-bevægelsen, og at hun prædiker en særlig form for frihed-til-at-være-den-du-er-filosofi fra scenen, mens hun favner alle uanset race, politisk ståsted eller religion, men hendes bagland er Trump-land.

Hun har betalende fans, der mener, at klimakrisen er opfundet, at feminister er overforkælede mandehadere, og at jorden er flad, indtil det modsatte sådan for alvor er bevist.

Dolly Partons evne til at liste rundt om de mere markante politiske emner, har sågar fået sit eget navn: Dolitics.

Og det dolitically correct svar til spørgsmålet om feminisme er: “Det må jeg vel være, hvis det at være feminist betyder, at jeg er for kvinder.

Jeg føler bare ikke et behov for at gå ud og demonstrere, holde et skilt op eller sætte en mærkat på mig selv.

Men jeg vil mene, at den måde, jeg har levet mit liv og forvaltet mit arbejde og mig selv på, taler for sig selv” (The Guardian, 2019).

Den måde Dolly Parton har forvaltet sit liv på har været med ambitioner, hårdt arbejde, kunstnerisk kompromisløshed, medmenneskelig tolerance udover det sædvanlige, musikalsk talent, humor, uanede mængder af glimmer, generøsitet og kærlighed.

Måske har hun ret: det er et forbillede, der ikke behøver en mærkat.