https://imgix.femina.dk/media/billeder/2014/marts/vaccinationprim.jpg
Selvudvikling

HPV-vaccine – også for drenge?

13. marts 2014
af Redaktionen
Foto: All Over
Piger, der er født mellem 1993-1997, tilbydes nu også en gratis HPV-vaccine. Det betyder, at alle danske piger født siden 1985 har fået tilbudt vaccinen. Men hvad med drengene? Læs, hvad I selv har svaret i undersøgelsen her på sitet.

Der er bred enighed om, at det er en god ide at forebygge HPV. Det er nemlig ikke kun HPV man vaccinerer imod, men også følgevirkninger som celleforandringer og livmoderhalskræft. Tal tyder da også på, at mange piger tager imod tilbuddet. Men hvad med drengene? Bør de også tilbydes vaccinen på lige fod med pigerne? Og hvad ved vi egentlig om HPV hos drenge?

Fakta om HPV

• HPV, eller Humant Papillomavirus, er en infektion der bl.a. smitter ved samleje

• Infektionen kan forårsages af over 100 forskellige HPV-undertyper

• HPV kan være symptomløs

• Størstedelen af seksuelt aktive kvinder og mænd får på et tidspunkt en HPV-infektion

• Omkring 30% af danskerne under 30 år er lige nu inficeret med HPV

• Der findes ingen behandling for selve infektionen

Danskere er positivt stemt
For at finde ud af det har vi lagt et spørgeskema op her på Oestrogen.dk. I 14 dage har I læsere kunne besvare spørgeskemaet, og resultaterne er interessant læsning.

Det viser sig nemlig, at hovedparten af læserne på Oestrogen.dk er positivt stemt overfor at vaccinere drenge mod HPV. Hele 66% procent af jer overvejer at vaccinere jeres sønner, har besluttet sig for at gøre det eller har allerede gjort det.

HPV - hvem har indflydelse på beslutningen?
Det kommer nok ikke som en stor overraskelse, at jeres læger og partnere har indflydelse på beslutninger vedrørende vaccination. Ca. 74% af jer mener, at lægens vurdering har stor eller meget stor indflydelse på jeres beslutning. Det samme gælder for jeres partner. Når det gælder vaccination, er konsensus med barnets far lige så vigtigt som lægens ord.

Mere overraskende er meningen om jeres sønners indflydelse. Kun 15% mener, at sønnen har meget stor indflydelse på beslutningen om at blive vaccineret. Til sammenligning mener 26% at sønnen har meget lidt indflydelse.

Internettet og læger er informationskilder
Især to steder søger folk information om sundhed og vaccination. 71% søger information hos egen læge, mens hele 68% svarer, at de også søger information på internettet. Informationssøgning på internettet bliver mere og mere udbredt, og der er altså mange, der også bruger nettet til at søge information om sundhed og vaccination. Det er interessant, og det er formegentlig en tendens, der vil fortsætte.

Manglende information, stigende interesse
De sidste mange år har diskussionen omkring HPV-vaccination omhandlet piger. Det kan man også se i svarene fra spørgeskemaet, hvor hele 76% svarer, at de mangler information om forebyggelse af HPV hos drenge. Konklusionen på spørgeskemaet er i tråd med lignende undersøgelser omkring HPV: Danskerne mangler information om området, og der er en stigende interesse for at fokusere på forebyggelse også for drengene.

Faktisk konkluderer en undersøgelse publiceret i Danish Medical Bulletin i december 2010, at interessen for vaccination mod HPV til drenge er lige så stor som den var, lige før de første piger fik tilbuddet.

Artiklen er baseret på besvarelser fra 39 respondenter. Spørgeskemaet vil være tilgængeligt lidt endnu, så det er ikke for sent at være med. Besvar skemaet her

Læs også