Højt begavede børn bekymrer sig om andre
Foto: All Over Press
Jo klogere, man er - desto mere bekymrer man sig om andre mennesker.
Det er konklusionen i en belgisk undersøgelse, hvor mennesker med høj IQ blev bedt om at fordele pengebeløb mellem sig selv og andre. Her viste det sig hurtigt, at de forsøgspersoner, der havde en høj IQ, var villige til at tilgodese andre og ikke udelukkende tænkte på sig selv.
Undersøgelsen blev udført af psykologerne Kobe Millet og Siegfried Dewitte fra Leuven Universitet i Belgien.
Psykolog Ole Kyed, der er forfatter til flere bøger om højt begavede børn, er ikke overrasket over resultatet af den belgiske undersøgelse. Han mener den er dækkende for højt begavede børn, som typisk også er gode til at tænke på andre og knap så meget på sig selv.
- De har mere overskud og de har mere at give senere i livet. Som børn er de informationssøgende og nysgerrige og ofte kan bekymring være en følgesvend. Når de bliver ældre, har de mere overskud til at engagere sig i deres nærmeste. Det er ikke kun deres eget behov, de tænker på. De kan tænke bredere og mere reflekteret.
Begrænsede sociale evner
Ifølge Ole Kyed ser man ofte en højt udviklet retfærdighedssans hos de højt begavede børn og det kan have en konsekvens i form af begrænsede sociale evner:
- Der er noget personlighedsmæssigt i det. Der er nogle højt begavede børn, der er mere sandhedssøgende end andre. Især børn, der kan have relationelle problemer, går meget op i hvad der er rigtigt og forkert. De kan have brug for kontrol og regler. Andre børn er fuldkommen ligeglade - de kan sagtens lave om på reglerne, siger han til oestrogen.dk, og uddyber
Prisen kan være høj
Ole Kyed peger på at er der en tendens blandt højt begavede til at være mere reflekterende og til at kunne se sammenhænge. Til gengæld kan nogle have svært ved at perspektivere. De kan for eksempel stille spørgsmålstegn ved, hvorfor de voksne har lov til at gøre noget, som de ikke selv må. De kan ikke forstå, at det er fordi mennesker er forskellige, og der gælder forskellige regler, siger han.
Og prisen kan blive stor, hvis ikke børnene får den rigtige hjælp:
- De er sværere at leve sammen med, fordi de er kritiske. De stiller store krav til sig selv og andre. De er irettesættende overfor sig selv og over for andre, fordi de kan drives af perfektionistisme, siger Ole Kyed, der forklarer, jo højere intelligens du har, desto større sandsynlighed er der for at din adfærd er marginal.
Er dit barn højt begavet? Tag testen her.