
Hjælp – jeg er for tynd!

Foto: Colourbox
Jeg har et problem, som INGEN kan forstå: Jeg er for tynd! Når jeg klager min nød, siger mine veninder, at jeg da er heldig og bare kan mæske mig i flødeskumskager. Men så nemt er det ikke. Jeg har enormt svært ved at tage på - og så har jeg faktisk slet ikke lyst til at skulle leve usundt for at få lidt sul på kroppen! Har du et par gode, sunde tips til, hvordan jeg kan tage på? Jeg er 33 år.
Rikke
Allerførst skal du have ros for din indstilling. Du har fuldstændig ret i, at det er meget uhensigtsmæssigt og usundt at tage på af den forkerte mad. Her i vores samfund er der rigtig mange, der tænker, at bare man er tynd, er man også sund, eftersom man uvilkårligt forbinder overvægt med usund kost, selv om det faktisk ikke altid er tilfældet. Så det er rigtig godt, du er opmærksom på, at du gerne vil tage på - men på den sunde måde, så det ikke går ud over dit helbred.
Det, det handler om, er, hvor mange kalorier du indtager. Du skal finde frem til en kost, som gør det muligt for dig via sunde kalorier at indtage lidt flere kalorier, end du forbrænder, så du lige så stille kan øge vægten og efterhånden komme til at føle dig bedre tilpas med din krop. Det er vigtigt, du vælger fødevarer, du godt kan lide, så det bliver realistisk og naturligt for dig at spise lidt flere kalorier.
Den gyldne regel er, at du helst skal spise ca. hver tredje time og dermed kommer til at spise seks måltider. Paradoksalt nok er det også det råd, overvægtige skal følge. De skal gøre det for at stabilisere blodsukkeret, så sult og lækkersult minimeres, hvorimod du skal gøre det for at udnytte de vågne timer i døgnet til at få god ernæring. Nøglen til, hvordan du skal få øget din vægt, ligger altså i flere måltider - gerne med mere indhold af det sunde fedt og andre kalorierige, men fornuftige fødevarer. Se følgende forslag.
Nødder i alle afskygninger (valnødder, hasselnødder, mandler, pinjekerner osv.). De er rige på de sunde fedtstoffer og dermed meget kalorietætte.
Fede fisk som sild, laks, makrel, ørred, ål m.m. De er utrolig gavnlige for dit hjerte-karsystem. Begræns dig endelig ikke.
Planteolier. Brug gerne forskellige planteolier i din madlavning og f.eks. i din dressing til salaten, over de ovnbagte grøntsager osv.
Frugt - gerne som presset saft. Drikkevarer mætter ikke særlig godt, så du kan med fordel presse en masse frugt og drikke det i løbet af dagen. Det er rene vitaminbomber og giver dig også et pænt kalorietilskud grundet frugtsukkeret, da der skal mange stykker frugt til at få saft nok til et stort glas.
Du kan også lave milkshakes med yoghurt og forskellige bær og frugter. Brug det f.eks. til dine mellemmåltider.
Tørret frugt som rosiner, abrikoser, dadler, figner, tranebær, svesker osv. er eksempler på sundt "slik". Frugten er tørret, dvs. vandindholdet er reduceret betragteligt, hvorfor de tørrede frugter også er meget energitætte - der er ca. fire gange så mange kalorier i den tørrede frugt, som der er i den friske frugt.
Lone

Spørg om kost
Lone Severinsen er diætist og ekspert på sundhedscoach.femina.dk. Har du et spørgsmål til Lone, kan du skrive til hende på lones@femina.dk, så kommer dit brev måske i FEMINA og på femina.dk. Du er også velkommen til at skrive en kommentar i feltet herunder, dog besvares spørgsmål ikke her.
Læs også:
Hvad er tallerkenmodellen?
Få styr på sukkerindtaget
Kan man spise hedestigninger væk?
Læs mere om: