Helene mistede to børn: Jeg vil altid være mor til fem

Hvordan håndterer man at miste et barn? Hvordan håndterer man at miste to? Som forældre har Helene Heldager og hendes mand oplevet en sorg større, end mange kan forestille sig.

Det begyndte ellers fantastisk, da Helene mødte Peter og blev hovedkulds forelsket tilbage i slut 90’erne. Få måneder senere blev hun gravid – med trillinger – og i 1997 blev parret forældre til Andreas, Pelle Emil og Magnus. De blev født to måneder for tidligt, men var sunde og raske og kom hurtigt op i vægt.

Fra lykke til tragedie

I den første tid var alt fryd og gammen i den nye børnefamilie. Men en dag fik Andreas meget høj feber.

- Vagtlægen mente ikke, at der var nogen grund til at give Andreas penicillin, så han smed bare et par Panodil på bordet og sagde, vi kunne ringe til vores egen læge dagen efter.

Samme nat døde Andreas. Ni måneder gammel.

– Da Peter kiggede til Andreas klokken fire om morgenen og råbte, at han ikke trak vejret, gik jeg fuldkommen i chok. Jeg løb ud på badeværelset og begyndte at børste tænder. I stedet for at ringe 112 ringede jeg 118. Jeg kunne slet ikke tænke, og imens de to andre drenge stod og skreg i deres senge, lå Peter på gulvet og prøvede at genoplive Andreas.

Obduktionen viste efterfølgende, at Andreas havde fået blodforgiftning forårsaget af en aggressiv streptokokinfektion. Havde han fået pencillin om aftenen, ville han sandsynligvis have overlevet.

Uvirkeligt

I tiden efter skulle parret både håndtere sorgen over Andreas og planlægge hans begravelse. Selv om overskuddet var småt, var de ikke i tvivl om, at de selv ville stå for bisættelsen. Peter lavede gravstenen, de købte en lille kiste, og de hentede selv Andreas på Panum Instituttet, hvor han var blevet obduceret.

– Det var meget mere brutalt, end jeg havde kunnet forestille mig. At se éns lille barn, der havde fået skåret hjerneskallen op og var blevet syet sammen som en anden Frankenstein, mens hele brystkassen var syet sammen med sort tråd. Jeg kan huske, der sad noget kød på hans øjenlåg, fordi han ikke var blevet gjort ordentligt ren. Og så at skulle give ham tøj på for sidste gang. Det var skrækkeligt.

Til begravelsen var der stuvende fuldt med mennesker, men Helene havde svært ved at forstå, at det var hendes barn, der blev sagt farvel til.

– Alt var uvirkeligt. Fuldkommen uvirkeligt. Men vi kunne jo ikke bare drukne os i vores egne følelser, for vi skulle også være der for de andre børn og håndtere deres sorg. Selv om de var så små, var det tydeligt, at de reagerede på, at deres bror var væk, fortæller Helene og trækker vejret dybt: – Og syv måneder senere skete det hele saftsuseme igen. Det var som at spole filmen tilbage, og så startede mareridtet forfra ...

En ny sten, en ny begravelse

Efter langsomt at have fået greb om hverdagen igen efter Andreas’ død havde Helene fået job som vikar på en folkeskole, men en dag afbrød skoleinspektøren hendes undervisning uden varsel. På det tidspunkt var Magnus og Pelle Emil 16 måneder gamle.

– Jeg fik at vide, at der var sket noget med Pelle Emil hos dagplejemoren. Det viste sig, at han havde fået et stykke rugbrød galt i halsen, og det havde trykket på en nerve, der styrer hjertefrekvensen, og derfor havde han fået hjertestop. Jeg forstod det slet ikke. Det var igen den dér form for uvirkelighed. Det kunne simpelthen ikke være sandt.

På hospitalet bad Helene og Peter til sidst lægerne om at stoppe med at prøve at genoplive Pelle Emil.

– De forsøgte at genoplive ham i en time. De pumpede så meget løs, at hans ribben brækkede. Det var for voldsomt. Vi kunne jo se i hans øjne, at han var væk. Og så startede filmen for alvor forfra. En ny kiste, en ny begravelse. Det hele var et uendeligt mareridt, der aldrig stoppede, og jeg anede ikke, hvordan vi skulle klare det. Alt kørte på autopilot og var ren overlevelse.

Overlevelsesmekanismer

Når Helene ser tilbage, er hun ikke i tvivl om, hvad der med tiden har været med til at få hende igennem sorgen i så høj grad, at hun kan tale åbent om at have mistet sine to drenge.

– Peter er enormt god til at snakke, og det er helt sikkert en af de ting, der har reddet os. Vi blev begge to tilbudt krisehjælp flere gange, men det kunne vi ærlig talt ikke bruge til en skid. Jeg følte, at det var en farce at komme ind til en pakke Kleenex og bare skulle lukke op for posen over for en psykolog, der sad og nikkede. Så kunne vi lige så godt bruge hinanden, og det har vi været rigtig gode til.

For Helene og Peter har det også været afgørende, at de hele tiden havde andre børn, de skulle tage sig af.

- Selv om vi var i dyb krise, så var der bleer, der skulle skiftes, og mad, der skulle laves. Det lyder mærkeligt, men hverdagen kører jo videre, selv om man får de her kæmpe slag i ansigtet. Det er nok lidt, ligesom når folk har oplevet tortur og krig. Der er nogle overlevelsesmekanismer, der slår til. Vi havde måske ikke klaret det, hvis vi kun havde haft ét barn og vores egen sorg at forholde os til. Så er det slet ikke sikkert, vi havde været gift i dag, siger hun og tilføjer med et lille grin i stemmen:

– Skilsmisseprocenten for folk, der får trillinger, er over 50, og mister man et barn, kan du lægge 50 procent oveni. Vi har mistet to børn, så vi burde slet ikke være gift i dag!

Ikke bitter

Seks måneder efter Pelle Emils død, blev Helene gravid igen, og i år 2000 blev Eigil født. Siden kom lillebror Asger også til. I dag er han otte år og også fuldt ud bevidst om de manglende brødre.

– Det er ikke noget, vi taler om hver dag eller på nogen måde dyrker, men det er en naturlig del for alle tre børn, at de har nogle brødre, der ikke er her mere. Nogle gange cykler vi op forbi kirkegården og nyder udsigten eller plukker nogle af de krydderurter, vi har plantet på gravstedet. For os er det en fin måde at mindes Andreas og Pelle Emil på.

Og trods de svære tab er hverken vrede eller bitterhed noget, der har fyldt meget i Helenes følelsesregister.

– Andreas og Pelle Emil er en del af mit liv, og jeg plejer faktisk kun at tænke på positive ting, når jeg tænker på dem. Hvor heldig jeg har været, at jeg har haft dem, og hvor godt et liv de havde. For det havde de. De havde nogle forældre og nogle søskende, der elskede dem.

– Jeg har mere været ked af, at jeg har fået tre fantastiske trillinger, som folk ikke har oplevet, ligesom jeg er ærgerlig over, at mange ikke ved, Magnus er trilling. Dengang Andreas døde, lovede jeg mig selv, at hvis nogen sagde: ”Sikke nogle søde tvillinger”, ville jeg altid sige: ”Nej, de er trillinger”. For Andreas skulle ikke glemmes. Jeg svor også, at hvis folk spurgte mig, hvor mange børn jeg havde, ville jeg aldrig udelukke Andreas og Pelle Emil, og som regel siger jeg det også, som det er – at jeg har fået fem børn. Men det kan blive lidt besværligt at forklare, at jeg kun har tre tilbage, og det kan også blive lidt akavet eller gøre folk utilpas, så ja, nogle gange er det altså nemmere bare at sige tre. Men jeg vil altid være mor til fem, og de vil altid være hos mig alle fem.

HVEM?

Helene Heldager, 47 år, selvstændig oversætter og tekstforfatter samt model for Ole Henriksen. Gift med Peter Heldager, sammen har de børnene Magnus, 19, Eigil, 16, og Asger, otte – og selvfølgelig Andreas og Pelle Emil, der var trillinger med Magnus. Bor i Nordsjælland.