Heidi hjælper fattige familier i julen: Jeg har bare trang til at gøre noget

2. december 2016
af Charlotte Holst
foto: Camilla Stephan
Hun har fuldtidsjob og er skilsmissemor til en pige på fire år. Alligevel bruger hun store mængder tid på at hjælpe fattige danskere, der ikke kan give deres børn gaver og andesteg juleaften.

Da Heidi K. Hecht for fire år siden blev mor til Mika, gik det op for hende, hvor kontrastfyldt julen også kan være. Nogle får det, de peger på. Andre får ingenting. På det tidspunkt var Heidi så småt begyndt som frivillig i organisationen Julehjælpen, hvis hjælpearbejde hun havde fulgt og var blevet interesseret i via Facebook.

– Da jeg fik min datter, og jeg for alvor så forskellen på hendes jul og de her familiers, gav det mig et ekstra drive. Jeg elsker selv julen og har mange skønne minder. Men her var mennesker med børn, der ikke engang havde råd til at købe en julemiddag, siger Heidi.

LÆS OGSÅ: ”Jeg har råd til andesteg og julegaver, så synes jeg også, jeg har råd til at hjælpe andre”, siger skuespilleren Lærke Winther.

I løbet af de seneste år har hun øget mængden af frivilligt julearbejde og har end ikke overblik over, hvor meget tid hun bruger. Men det er timer hver weekend på lageret i Glostrup, hvor hun holder styr på erhvervsdonationerne. Hun arrangerer juletræsfester rundtom i landet og er i år tovholder på festen i Maribo – lidt tilfældigt, fordi en kammerat, der også er frivillig, har en far, der bor i byen.

– Jeg kender faktisk INGEN i Maribo, jeg er fra Ikast. Men det skete ligesom bare, og sidste år havde vi en super fest i Maribo, hvor der var stor opbakning, fortæller Heidi.

Hvor finder jeg containere med mad?

I dag kan hun ikke forestille sig at være foruden det frivillige arbejde. Måske fordi virkeligheden har foldet sig ud foran hende i al sin barskhed og gjort det tydeligt, at der er brug for sådan nogle som hende.

– Det er jo virkelig hårdt. Der er så mange triste og også voldsomme historier. Om vold og mødre, der må gå under jorden med deres børn. Når man har hørt den slags, får man behov for at gå ind og kramme sit eget barn. Nogle gange må man lukke helt af og gå ud og trække vejret lidt, for der er så mange, man gerne vil gøre noget for, siger Heidi.

Hun fortæller om en af de første gange, hun blev konfronteret med, hvor stort behovet for hjælp kan være.

– Lige da jeg var startet, spurgte en mor til to mindre børn mig, om jeg kendte nogle steder, hvor man kan samle mad fra containere? Jeg var slet ikke klar til sådan et spørgsmål og blev ret chokeret. Jeg sagde, jeg ikke vidste det, men ville hjælpe med at prøve at finde ud af det. Det er jo ikke et svar, der er særlig sjovt. Men det er det svar, du kan give, siger Heidi.

I Ikast ville de ikke hjælpes

Julehjælpen er en organisation baseret på frivillige kræfter og donationer – fra helt store virksomheder som Lego til den lille Heidi købmand i den mindste by. Trængte danskere kan søge om hjælp via et ansøgningsskema og blive matchet med donationer, hvis de opfylder kravene. Organisationen er vokset markant de seneste år, fortæller Heidi.

– I 2014 hjalp vi 3.000 børn, og sidste år var det vokset til 12.000. Vi vil gerne endnu mere ud i yderområderne i Danmark, for behovet er stort, siger hun.

Det er dog ikke alle, der vil hjælpes. Eller de har i hvert fald ikke lyst til, at deres behov er synligt.

– Jo længere vestpå i Danmark du kommer, jo sværere er det. Her vil man ikke tage imod hjælp og ønsker heller ikke, at andre ved, man ikke har det nemt. Vi havde eksempelvis ret svært ved at stable en juletræsfest på benene i Ikast, hvor jeg kommer fra. Men det lykkedes, og du skulle se, hvor glade folk var bagefter. Det ramte mig rigtig meget, fortæller Heidi.

Delte Nutella og kuglepenne ud

Glæden og fællesskabet blandt de frivillige motiverer og giver energi til at fortsætte, siger Heidi. – Det er så entusiastiske mennesker, og den positive stemning, der er i gruppen, giver et ekstra drive, siger hun og fortæller, at det er en blandet skare af primært kvinder, der hjælper. De fleste er mellem 29 og 40 år. Heidi selv er 33 og kommer fra en familie, hvor det var naturligt at hjælpe. Hendes mor er fra Sri Lanka.

– Hver gang vi var der, havde min mor fyldt kufferten med kuglepenne og andet skolegrej til børnene, for de havde ingenting. Så tog vi rundt til munkeskoler og delte ud. Vi havde også toast og Nutella med, for man kunne ikke få Nutella på Sri Lanka. Der var faktisk ikke rigtig plads til vores egne ting i kufferten, griner Heidi.

For hende er det at se andre mennesker blive glade en stor tilfredsstillelse, og dem, hun hjælper, kan man ikke bare trække på skuldrene ad.

– Julen er jo en vildt dyr tid. Forældrene kan slet ikke overskue det. Når det bliver oktober, får de en knude i maven. Mange af dem har også laster. De ryger eller drikker måske, og den onde spiral bliver værre ved højtider. Så hvis man kan aflaste dér, er det en stor hjælp, siger Heidi, der for nylig afleverede noget af sin datters legetøj til en kvinde, hvis ældste børn ikke havde fået julegaver de seneste to år.

Julemiddag med de hjemløse

Men selv om historierne er hjerteskærende og behovet tydeligt, kan det måske stadig være svært for mange at forstå, hvordan man finder overskud til at øse så meget tid ud på frivilligt arbejde.

– Jeg har bare en trang til at gøre noget. Mange taler om, at nu skal vi også hjælpe, men ikke mange griber bolden, og jeg kan da godt forstå, det kan være trættende at høre om. Men selv om man er udkørt nogle gange, er man nødt til at gribe den bold. Det giver jo energi at se, hvordan det glæder, siger Heidi.

I år er det hendes eksmand, der skal holde jul med datteren, så hun fejrer højtiden med sin kæreste og hans børn. Og så skal der da også være plads til en lille flok hjemløse.

– Der er også mange voksne, der har det hårdt, og den her kolde tid er slem. Jeg vil gerne se glade mennesker omkring mig juleaften.

Skal de så også have julegaver?

– Ja for pokker! Ikke noget fancy, men noget praktisk, måske varme sokker, griner Heidi.