Selvudvikling

Har du lyst til at hævne dig?

af Lene Rode 3. april 2013
Illustration: Jacobina/Bob Noon
De fleste kender trangen til at hævne os. På den utro kæreste. Den irriterende bilist/cyklist. Voldsmanden. Eller måske allermest, hvis nogen gør vores børn ondt. Men hvorfor har vi trang til hævn, når de færreste af os i virkeligheden ønsker død og ulykke over andre? Og er hævnen virkelig sød?

Det gør ondt på mig, derfor skal det også gøre ondt på dig. Det er ifølge psykolog Tobias Dehli Bodelsen den tanke og den trang, der oftest ligger til grund for vores hævnlyst.

- Hævn er ikke en følelse. Hævn er en handling, som typisk er motiveret af en følelse af afmagt. Og det gælder sådan set både for den forsmåede ex-kæreste og offeret for en forbrydelse, forklarer Tobias Dehli Bodelsen.

Følelsen af afmagt over at være blevet uretfærdigt behandlet kender alle. Det interessante er, hvad vi gør med den.

- Vi kan vælge at handle på den følelse - eller ikke at handle. Men det ikke at handle, kan også være en slags hævn. F.eks. hvis vi undgår sex eller bare er tavse, siger Tobias Dehli Bodelsen.Læs også: Vi fryder os over andres hævnDe fleste sager om hævn har privat karakter og handler om sårede følelser. Om hævn over en utro partner, en kollega, der løb med den forfremmelse man selv havde håbet på eller hende, der engang mobbede en. Og i bund og grund er det sager, som har såret os på selvværdet. Fået os til at føle os forkerte eller ikke gode nok. Og så er det, at vi kan få lyst til at hævne os i håb om at få den følelse til at gå væk - og få den, der sårede os til at føle det samme, som de fik os til at føle.

Hævnens sødme er surMen i praksis får vi det faktisk skidt af at tage hævn - i hvert fald på længere sigt. Det viser psykologen Daniel Gilberts forsøg fra Harvard University i USA.

For at give nogle forsøgspersoner en chance for at gribe til en hævngerrig adfærd tilrettelagde forskerne en noget kunstig undersøgelse, hvor nogle forsøgspersoner først blev gjort rigtig vrede på en bestemt person. Derefter fik halvdelen af forsøgspersonerne mulighed for at hævne sig, mens den anden halvdel ikke gjorde.

10 minutter efter forsøget udfyldte alle deltagerne et spørgeskema om deres følelsesmæssige tilstand for at se, om de, der havde taget hævn, havde det bedre. Det viste sig udpræget ikke at være tilfældet. Faktisk var gruppen, der havde fået hævn, i dårligere humør end den anden gruppe.Læs også: 8 grunde til, du elsker at hade din partnerGruppen, som ikke havde fået hævn, blev bedt om at gætte, hvordan hævnerne havde det efter forsøget. Og de var ikke i tvivl: De følte sig gennemgående sikre på, at de andre ville nyde hævnens sødme - et gæt, der altså var helt forkert.

Det viste sig også, at den gruppe, der ikke havde taget hævn, havde slået spillet nogenlunde ud af hovedet og fået deres normale humør igen. Gruppen, der havde fået hævn, gjorde sig derimod adskillige ubehagelige tanker om spillet og deres egen hævn.

Og det passer meget godt med Tobias Dehli Bodelsens erfaringer:- At hævne sig er lidt som at tisse i bukserne for at få varmen. Det giver måske en kortvarig tilfredsstillelse, men på længere sigt har det den modsatte effekt. Så får man det faktisk værre med sig selv og rigtig mange fortryder. Selv hvis det drejer sig om alvorlige forbrydelser, hvor ens barn er blevet myrdet, og alle faktisk godt forstår, at man hævner sig. Så kan en hævn (fx at man skyder morderen) måske fungere som en form for afløb for den vrede, man føler. Men det får ikke sorgen til at gå væk, og det bringer ikke det døde barn tilbage, forklarer Tobias Dehli Bodelsen.