Hanne Reintoft stopper i SØNDAG: En levende legende takker af
foto Camilla Hey/Heyfaces, video Britta Bjerre
Danmarks kendteste og vist også flittigste socialrådgiver, Hanne Reintoft, sætter punktum for sin tid i SØNDAG. Hun har besvaret sit sidste brev og stopper som brevkasseredaktør i SØNDAG efter 25 år.
Det er ikke første gang Hanne Reintoft siger stop.
Det er ti år siden, Hanne Reintoft sagde farvel til sin legendariske brevkasse i Danmarks Radio "Hvad er min ret, og hvad er min pligt" efter 28 år. Og nu er tiden altså inde til helt at trække sig tilbage, har hun besluttet.
I videoen her kan du opleve Hanne Reintoft fortælle om sin tid på SØNDAG - artiklen fortsætter under videoen
Kan ikke mere
Der er flere grunde til at Hanne Reintoft vælger at trække sig lige netop nu. En af årsagerne kan man finde i den udvikling hele hendes område har været igennem og fortsat oplever.
- Igennem alle de år, jeg har været socialrådgiver, har jeg altid følt, at jeg har kunnet stille noget op. Det gør jeg ikke længere. Jeg føler mig magtesløs. Som tiderne er, kan jeg ikke være en kreativ socialrådgiver mere, forklarer hun.
Nærvær og kærlighed
Hanne Reintoft lægger ikke skjul på, at sorg og sygdom i familien også har spillet en rolle for hendes beslutning. Det har fået hende til at indse, siger hun, at:
- Der også skal være tid til nærvær og kærlighed!