Gid jeg var skilt! Eller...

Forleden stod jeg og talte med en god veninde. Veninden er for et års tid siden blevet skilt. Hun har fået slikket sine sår, er kommet i gang med at date og udbrød: "Jeg kan være helt flov over at sige det, men jeg nyder faktisk friheden. Selvfølelig savner jeg mine børn, den uge, de er hos faderen, men hold op, hvor er det også bare fedt igen at kunne føle sig fri, ung og uforpligtet!" Jeg må indrømme, at jeg i det øjeblik mærkede et stik af misundelse ... en i retroperspektiv fuldstændig tåbelig overvejelse omkring, om livet mon ikke også ville være lidt nemmere, hvis jeg blev skilt? Hvis jeg hver anden uge havde al den tid tid i verden, jeg ønskede: Til at arbejde igennem, leve det vilde byliv og, og, og ... ja, og hvad?

Da jeg i sin tid var ung og single, HAVDE jeg jo alt det - og følte mig hverken lykkeligere eller mere fri af den grund!? Den menneskelige natur i nøddeskal: Når vi har friheden, søger vi forpligtelsen og trygheden, og når vi så har fået det, længes vi tilbage til tilværelsens (og egoismens) ulidelige lethed. Og sådan lægger vi hver især arm med livet og lykken - nogle som selvvagte singler, andre som singler af nød og endnu andre som del af et på mange måder krævende parforhold.

Min personlige øjenåbner i dette nummer af FEMINA fandt jeg i interviewet med skønne Dejan Cucik i form af denne kloge kommentar: "Det er langt ude, at mange tror, at de kun kan finde frihed, hvis de er alene, og derfor opgiver kærligheden!" Kloge ord - og det fra en mand, der har været sammen med sin kvinde i hele 28 år!
Kh Camilla Kjems