https://imgix.femina.dk/media/drengprim.jpg
Selvudvikling

”Gi’ drengene HPV-vaccinen!”

10. april 2013
af Lonnie Kjer
foto: All OVer
Så klart lyder budskabet fra Sex & Samfund, der mener, at danske drenge diskrimineres, når de ikke får tilbudt den gratis vaccine. Er du enig? Så deltag i underskriftindsamlingen og bak op om den gratis vaccine. Også til drengene.

Der er kø i venteværelserne og rift om HPV-vaccinen hos lægerne i øjeblikket. De danske - og unge - piger siger ja tak til vaccinen, der i sidste ende kan redde dit liv - og som lige nu er gratis, hvis du altså ikke er fyldt 27 og er pige. Og selv om lande som Australien, Canada og USA for længst har vist vejen og også tilbyder vaccinen til drengene, er der intet, der tyder på, at Danmark følger trop. Det er forkert, mener Sex & Samfund.

Vaccinen for begge køn!
Gynækolog Christine Felding kunne ikke være mere enig, og selvom hun gerne sender os alle sammen afsted for at få vaccinen, uanset alder, slår hun det største slag for de danske drenge.
"Det er helt galt, at vi ikke vaccinerer drengene, og jeg overser aldrig en mulighed for at nævne for mine klienter, at deres drenge naturligvis også skal vaccineres," lyder det fra Felding.

Skriv under - og hjælp drengene!
Derfor var hun også hurtig til at sætte sin underskrift hos Sex & Samfund, der håber at kunne overbevise sundhedsminister Astrid Krag om vigtigheden af at tilbyde drengene samme muligheder som pigerne. Hvorfor?
"Ja, fordi drengene smitter pigerne, der smitter drengene, der igen smitter, og sådan kan vi jo blive ved. Og når undersøgelser fra andre lande allerede viser gode resultater, giver det ingen mening, at Danmark halter bagefter," mener Christine Felding.

Lang vej til målet
Spørgsmålet er så, om indsamlingen af underskrifter batter noget. Lige nu er målet om de mange navne på listen slt for langt væk, og Felding retter nu opmærksomheden mod indsamlingen i håb om, at de forhåbentlig mange underskrifter kan gøre en forskel.
"Ministeren er hverken til at hugge eller stikke i, men hvis vi ikke forsøger, sker der i hvert fald ingenting, og man har da lov at håbe på lidt lydhørhed."

Penge, penge, penge …
Og som så meget andet handler det om penge. For vaccinen koster, men det gør det også at behandle mod de kønssygdomme, vaccinen ellers beskytter mod, lyder meldingen fra Felding.
"Kondylomer skal f.eks. behandles, fryses, skæres osv., og spørgsmålet er, om vi har råd til at lade være med at vaccinere drengene. Lige nu stiger tilfældene af kræft i mund og hals i styrtende højt tempo, og det er vel at mærke en sygdom, du ikke kan operere væk, men som skal stråles," forklarer Christine Felding.

Drengene får også kræft!
For drengene er selvfølgelig lige så udsatte for at blive smittet med HPV som pigerne. Og den smitte kan også føre til kræft i endetarmen og - i sjældne tilfælde - i penis.
"Vi skal ikke vente på ulykkerne. Vi skal handle nu og her og tilbyde drengene de samme muligheder, som vores piger får," siger Felding, der tidligere har kontaktet sundhedsministeren i dén anledning, men altså endnu ikke har mødt forståelse. Så indtil videre er den gratis vaccine kun til piger født mellem 1985-92.

Læs også