https://imgix.femina.dk/media/article/1430-klumme-dorthe-kandi.jpg
Selvudvikling

For gammel til TV

26. april 2012
af Dorthe Kandi
Det er gået op for mig, at jeg må vinke farvel til den mindste lille tilbageblivende mulighed for at blive TV-nyhedsvært – jeg har simpelt hen overskredet sidste salgsdato – jeg er nemlig 43 år

For 30 år siden, da jeg var teenager og drømte om at blive journalist, var mit store forbillede Mette Fugl - hende ville jeg gerne være, når jeg blev stor. Sådan er det ikke helt gået - jeg blev journalist. Men Mette Fugl er stadig et ikon, som jeg ikke længere drømmer om at nå på højde med - jeg trøster mig med, at jeg har andre kvaliteter ...

Men nu er det gået op for mig, at jeg også må vinke farvel til den mindste lille tilbageblivende mulighed for at blive TV-nyhedsvært - jeg har simpelt hen overskredet sidste salgsdato - jeg er nemlig 43 år, og det er i den absolut høje ende, hvad angår kvindelige værter i nyhedsfladen.

I gennemsnit er de kvindelige nyhedsværter på DR 41 år - og det er endda groft sagt, kun fordi Tine Gøtzsche (min personlige favorit - og ikke på grund af hendes alder) trækker gennemsnittet op. Hun er født i 1967, mens de tre andre kvinder er født i 1973 og 1974. Til gengæld er de tre mandlige værter i gennemsnit 51 år gamle.
På TV2 er værterne med Y-kromosom i gennemsnit syv år ældre (46) end de kvindelige - her er den yngste vært dog en mand, mens Natasja Crone og Cecilie Beck begge er født i 1970 og dermed begge har rundet de 40 (+ Divya Das, der er fra 1978) ...

Men hele denne aldersfiksering dukkede op i forbindelse med kvindernes internationale kampdag, den 8. marts. "Vi er ved at få et mini-Italien, med gråsprængte mænd og unge blondiner," udtalte kønsforsker Anette Borchorst fra Aalborg Universitet til Kristeligt Dagblad, som også kunne fortælle, at Lektor Karen Sjørup fra Roskilde Universitet påpeger, at TV har gjort en del for at få nydanskere på skærmen, mens kvinder over 50 år næsten ikke bliver brugt.

Da min næste runde fødselsdag er 50, burde jeg jo føle mig forsmået og straks kræve en kvote på mindst 40 procent kvindelige TV-værter i alderen 40 år og op (og sende en ansøgning i samme åndedrag). Men nu er det statistiske grundlag jo lidt spinkelt med cirka syv værter på hver af de to kanaler. Selv om det da ligner en tanke, at mændene i gennemsnit er 7-10 år ældre end kvinderne, så er tre ud af syv kvinder over 40, og to af dem 39 - så det er trods alt ikke nybagte studiner med naturblondt hår, der hives ind fra gaden, men faktisk kompetente kvinder, der aften efter aften udfører deres job lige så godt som deres ældre mandlige kolleger. Og er det ikke lige så diskriminerende at antyde, at de kvindelige værter under 40 er ansat, fordi de er yngre og pænere end mændene?

Når det er sagt, så er det da tankevækkende, at vi ikke har en eneste kvindelig TV-vært over 50. Men når dét så er sagt, så er jeg hamrende træt af denne køns-diskussion - hvorfor kan vi ikke "bare" tale kompetencer. Vi vil have de dygtigste - og jo, vi vil også have både kvinder og mænd, fordi det giver godt samarbejde, forskellige ideer og livsanskuelser. Men det er altså éndimensionelt at vurdere TV-værter udelukkende på køn og alder. Hvad med, om de er by- eller landmennesker, har hund eller kat, børn eller ej? For mig er kodeordet forskellighed - der skal være noget forskelligt på redaktionerne - for det giver forskellige synsvinkler på nyhederne. Og det savner jeg faktisk i dag. Jeg elsker nyheder og ser gerne flere udseendelser hver dag, men mange af dem ligner hinanden alt for meget, synsvinklerne er de samme, og dér kunne jeg tænke mig mere nytænkning. Måske skulle de ansætte nogle flere kvinder over 50?

LÆS OGSÅ:
Julia Lahme: Sex er passé

Læs også