Flere diagnoser til vores børn

Jeg er det sidste års tid blevet opmærksom på, at der stilles flere og flere diagnoser på børn. F.eks. har jeg nu fundet ud af, at der er noget, der hedder APD (auditory processing disorder). Det viser sig nemlig, at nogle af de børn, der får diagnoserne ADD, ADHD etc., i virkeligheden i stedet har APD. APD er en hørefejl, som ikke nødvendigvis er ensbetydende med, at der er noget galt med barnets hørelse, men snarere den måde, barnets hjerne forarbejder lydinformationen på. Det kan f.eks. handle om, at barnet ikke opfanger bastoner tilstrækkelig godt, og det skal være bastonerne, der er bestemmende for, hvor vi retter opmærksomheden hen. Som jeg forstår det, handler APD også om at være følsom over for lyd og om at kunne skelne lyde fra hinanden. Tegn på APD kan være rastløshed, uro, manglende koncentration og opmærksomhed, dvs. nøjagtig de samme adfærdstræk som dem, man finder hos børn med de førnævnte diagnoser.
Det er i grunden ret vigtigt at være opmærksom på, især i disse år, hvor mange børn der får en ADHD-diagnose, og medicinforbruget til disse børn er stadig stigende. Jeg ved godt, vi på mange måder er på ny grund med alle disse børnediagnoser, og at folk gør deres bedste. Men vores trang til at putte i kasser kan altså have store konsekvenser.

Forleden fortalte en god veninde, som er skolelærer, om et barn i anden klasse, som alle havde rubriceret som skarnsknægt. Han var ude af stand til at sidde stille og fik masser af skældud. En dag han var hjemme hos hende sammen med tre andre børn, gik det op for hende dér i hendes stue, at han ikke kan retningsbestemme lyd. Virrer med hovedet, fordi han ikke kan høre, hvor stemmer kommer fra. Hun fik mistanke om, at drengen måske havde høreproblemer og slet ikke var den skarnsknægt (hvis de findes?), han gik for at være. Hun kontaktede straks klasselæreren, og hvem véd: Måske får han ikke så mange skældud i tredje klasse?

I et norsk blad, hvor Jesper Juul har en klumme, læste jeg, at der er endnu en diagnose på vej fra Amerika til de kære børn, nemlig PTSD (posttraumatisk stresssyndrom), som ikke så få skilsmissebørn åbenbart bliver ramt af (f.eks. når forældrene ikke kan finde ud af at samarbejde). Ja, der er nok af dem - både børn og diagnoser. Kan man omgås begge med rettidig omhu, er vi nået rigtig langt.
Kærlig hilsen
Renée

LÆS OGSÅ:

Modsætninger mødes - eller gør de?

Putter vi for mange børn i kasser?