Selvudvikling

Fisken på disken

af Tine Bendixen 10. maj 2012
Skal vi starte en bevægelse? Mere madkvalitet i hverdagen, tak. Ikke til ultra billige penge, bare til bedre priser end nu. Så min kollega slipper for at hamstre smør og kød med hjem fra sin stuga i Sverige, og jeg selv holder op med at slæbe ost, skinke og chokolade med fra forlængede weekender i Berlin

Hvad kan man få for 191 kroner? Før du besvimer af nysgerrighed, skal jeg nok afsløre det: en fisk. Situationen er, som følger: Ét styks bedre halvdel plus fælles datter køber ind til aftensmad. Der skal fisk på bordet. Resultat: En ret lille pighvar. Til 191 kr. Kiloprisen var 250 kr.! Så var den fisk fandenfløjtemig også betalt. Indtil flere gange. Da jeg havde dampet dyret, var der vel nogenlunde 100 gram fisk til hver, når man fraregner finner, hale, hoved, skind og ben.

Og ja, jeg ved godt, at pighvar hører til i luksusfiskeklassen, og nej, vi spiser ikke pighvar hver tirsdag alene af den grund. Men så tager vi lige et andet prisskræmme eksempel: torskerogn. Da jeg var barn, var torskerogn BILLIG mad. Noget, éns mor købte, når det var sidst på måneden. En tur på panden, remoulade, kogte kartofler. Himmelsk. (Og det på trods af, at min mor under ingen omstændigheder kan lave mad. Hun ved det godt selv, så det er okay at skrive det. Jeg kender ingen andre, der som hende serverer brun sovs til engelsk bøf og kan branke løg til briketter. Når nogen engang opfinder TV-konceptet "MonsterChef", vil hun absolut være en værdig deltager).

Tilbage til rognen: Sidst jeg var hos fiskehandleren, blev jeg irettesat, da jeg sagde, at jeg syntes, 150 kr. kiloet for torskerogn var lige i overkanten. Det var BILLIGT, sagde han. Er det ikke underligt? Vi er omgivet af hav, men fisk koster kassen. Undtaget selvfølgelig f.eks. torskerogn på dåse (hvorfor gør det rognen billigere at knalde den i en langtidsholdbar dåse?). Eller frosne pangasius-fileter - de er sejlet hertil i containere helt fra Vietnam og koster alligevel sært nok nærmest ingen penge.

Lonnie Kjer: Kvinder er halvdelen af verden

Før det hele går i fisk: brød. Efterhånden så dyrt, at det er blevet en luksus at fodre ænder. Bevæger man sig bare en anelse sydligere i Europa - Belgien f.eks. - så koster det daglige brød ikke mere, end dagligt brød bør, og det er tilmed bedre. En ordentlig baguette med krumme to die for for mindre end en tier. Og kød? En lækker landkylling hos en slagter midt i Bruxelles: En halvtredser. Hvad skal du slippe for en tilsvarende hos en slagter i Danmark? Maden er tilmed bare friskere syd for os. (Her kommer et fif, supermarkederne ikke fortæller dig om: I Danmark holdbarhedsmærker vi ikke længere grøntsager og frugt, men du kan altid tjekke lot-nummeret. Du står med to bakker champignoner. Der står f.eks. lot 112A på den ene og lot 113B på den anden. Vælg 113B. Jo højere tallet er, og jo nærmere Å bogstavet er, des friskere er varen. Ved årsskiftet starter man forfra).

Og så må jeg bare spørge: Hvorfor er kombinationen mad, kvalitet, friskhed og pris så hulens svær herhjemme? Når vi danskere indimellem formaster os til at beklage os, får vi den sædvanlige afklapsning: I vil ikke betale for kvalitet, og man får, hvad man betaler for, så gå hjem og skam jer. Men måske kunne en årsag til, at danskerne svælger i discount, være, at når vi endelig vælger kvalitet, så får vi ikke, hvad vi betaler for. Vi får sådan cirka halvdelen. For vi betaler nærmest dobbelt så meget for kvalitet som en forbruger i Belgien, Tyskland, Italien eller Frankrig. Og nej, den megahøje moms herhjemme kan ikke alene være synderen, selv om erhvervslivet plejer at elske den bekvemme undskyldning.

Dorthe Kandi: For gammel til TV

Mit seneste stjerneeksempel er kaffirlimeblade. De små grønne blade, man bruger i thai-køkkenet. Faldt over et glas i supermarkedet. Indhold: 10 gram. Kilopris? 2.295 kr. Overvejer stærkt at smugle 20 kilo med hjem, hvis det lykkes mig at komme til Thailand igen. Så er billetten også betalt. For hele familien.

Skal vi starte en bevægelse? Mere madkvalitet i hverdagen, tak. Ikke til ultra billige penge, bare til bedre priser end nu. Så min kollega slipper for at hamstre smør og kød med hjem fra sin stuga i Sverige, og jeg selv holder op med at slæbe ost, skinke og chokolade med fra forlængede weekender i Berlin - og måske spiser noget mere fisk i hverdagen. Men nok ikke pighvar om tirsdagen, før min bedre halvdel lærer at bruge den harpun, han har købt ... 191 kr.! Der er virkelig nogle, der er ude på det dybe.

 

  Journalist Tine Bendixen, 50 år.Dårligste vane: At glemme at skrive ting ind i kalenderen. Sådan får man TRE middagsaftaler samme aften …Største fejltagelse: At jeg ikke blev født for 100 år siden - ville gerne have kæmpet for kvinders valgret!Motto: "More is more." For lidt er simpelthen ikke nok! (Gælder både mad, vin, sko, kys og kærlighed!).