Et liv i kørestol fuldt af livskvalitet

Jeg sad for nylig til en hyggelig familiemiddag, og som altid blev mange emner vendt. Et af dem var, at naboen havde fået kræft med en diagnose, som efterlod en formodning om livets afslutning inden for overskuelig fremtid. Det førte til en samtale om livskvalitet og spørgsmål som, hvordan ville man selv leve? Hvad ville man gøre, hvis man fik seks måneder at leve i? Ville man fortsætte med at arbejde 60-70 timer om ugen? Eller ville man bruge den resterende tid på sin familie og urtehaven?
Sikkert spørgsmål, de fleste på et eller andet tidspunkt har leget med i deres liv. Og selvom det måske er hørt før, så er det ikke desto mindre altid umådelig interessant og et fingerpeg om en persons værdier.

I den forbindelse blev en undersøgelse nævnt, hvor man havde spurgt en del personer, der var blevet lamme fra halsen og ned, om deres oplevelse af livskvalitet to år efter deres ulykke. Og her kom aftenens overraskelse. Jeg ville nemlig til enhver tid tænke, at havde man været så uheldig at hoppe i vandet, hvor der kun var 60 cm vand, og havde brækket nakken for derefter at have udsigt til et liv i kørestol, ja, så ville der være en del opgivelse, måske bitterhed og vrede at spore i personen.

Men nej. Ud af de mennesker, der havde deltaget i undersøgelsen, havde en stor del af dem udtalt, at de faktisk havde en oplevelse af større og bedre livskvalitet efter deres ulykke. Historien meldte ikke noget om, hvorfor de udtalte sig sådan, eller hvad det var nøjagtig, der gjorde, at de nu havde en oplevelse af bedre livskvalitet, men jeg kunne ikke helt slippe de tanker, det satte i gang.

Således tænkte jeg på det, da jeg gik i seng, og som det første, da jeg vågnede her til morgen igen. For hvad kan dog få en person, der er blevet lam, til at have en opfattelse af større og bedre livskvalitet? Jeg ved jo ikke, om det er rigtigt, men den tanke, jeg fik, var, at det kunne handle om nærvær. Om lige NU. Om at være til stede lige nøjagtig dér, hvor du er. For hvis der er noget, man ikke kan, når man er lam, så er det jo at flytte sig hele tiden. Man er på en måde tvunget til at være i nuet på en helt anden facon end os andre, der suser rundt, zapper og flytter os fra et til noget andet, absolut konstant. Måske er det lige netop dét, der gør, at oplevelsen af livskvalitet højnes? Og måske kunne vi andre lære noget af det?

Kærlig hilsen
Renée

LÆS OGSÅ:

Camillas hjørne:
Tag din femininitet tilbage

Mit liv i bøger

Gode vaner kommer ikke af kampagner