Er kvinde virkelig kvinde værst?
Jeg har altid hadet udtrykket: "Kvinde er kvinde værst" ... måske mest fordi jeg hader stereotyper og fastlåste meninger, ikke mindst om noget så bredt som halvdelen af Jordens befolkning.
Der er ingen tvivl om, at NOGLE kvinder er usolidariske og bagtaler andre kvinder - men ikke lige ALLE kvinder, vel? Ligesom det ikke er alle mænd, der har hang til at knalde alt, hvad der går i skørter, og sidder i sofaen med fødderne på bordet, den ene hånd plantet i skridtet og den anden fastgroet til øldåsen, mens han bøvser og ser fodbold - NOGLE mænd måske, men ikke ALLE. Alligevel har vi mennesker åbenbart fået denne ubændige trang til at generalisere og putte i kasser.
Inden for de seneste uger har der for eksempel været en debat om spelt-mødre versus karriere-mødre. De første er mødre, som har valgt at gå hjemme. De andre er sådan nogle, som har fuldtidsjob - ikke nødvendigvis som minister eller topleder, men åbenbart alle, som går på arbejde 37 timer om ugen og derfor har børnene i institution.
Det hele udviklede sig hurtigt til en "kvinde er kvinde værst"-diskussion. Debatten kom nemlig til at handle om, at karriere-mødre ikke var ordentlige mødre, men tværtimod ALLE SAMMEN sådan nogle, som knap nok kunne lade være med at tjekke mails, mens de klappede en hvid hvedebolle sammen om noget uøkologisk pålæg og fodrede deres forsvarsløse børn med det. Mens en spelt-mor (bør udtales vrængende) er sådan en tilbage-til-kødgryderne- og usolidarisk type, der kaster al ligestilling over bord, går med sit barn i slynge, og ammer det, til det er otte. Er der nogle, der tænker skyttegrav, boksering og ufine tricks?
Må jeg bede om en timeout: Lad os alle, uanset om vi spiser spelt eller karrierefremmende stoffer, tænke over, om det virkelig er nødvendigt at konkurrere om, hvem der er den bedste mor. Kunne vi overveje, om ikke der findes flere måder at være god mor på? Kunne vi debattere moderrollen og familieskabet uden at ty til "jeg er rigtig, og du er forkert"-modellen? Det er, som om vi vil have, at der kun findes ét svar, og at det valg, vi selv har truffet, er det ENESTE rigtige. Det er efter min mening dér, vi kvinder kan være hinanden værst: Når vi lukker af for alle andre opfattelser end den, vi lige selv har. Men lad mig skynde mig at sige, at det ikke er ALLE kvinder, der gør det.
Personligt sætter jeg særdeles stor pris på, at vi i dag kan vælge, om vi vil gå hjemme eller arbejde, efter at vi har fået børn. Jeg valgte 12 måneders barsel med den første og ni med den næste. Ammede også, efter at jeg var begyndt på job, og selv om jeg tror på, at det var det bedste for mine børn - så er det nok ikke det eneste rigtige. Siden har jeg igen fået damp på karrieretoget - og elsker både jobbet og mine børn! Jeg er overbevist om, at der findes familier, hvor alle har det godt, selv om mor arbejder, og andre, hvor det er knap så godt, selv om mor går hjemme - men det er ikke det, der er pointen. Pointen er, at jeg ikke skal bestemme, hvad der er bedst for dig! Eller omvendt.
Selvfølgelig kan vi have en debat om, hvad der er bedst for børnene eller familielivet. Lad os i den forbindelse tage et sidespring: Selv om der var rigtig mange indlæg i debatten, så jeg kun ét eneste, der spurgte: "Hvor er fædrene?". Er det måske far, der henter børnene? Er det ham, der tager barsel og går hjemme? Jeg er klar over, at det sjældent sker, en mand går hjemme i et halvt, et helt eller sågar tre år, men kunne vi i det mindste ikke inddrage vores mænd i debatten om, hvordan vi får et godt familieliv? Så langt er ligestillingen da nået, er den ikke?
Så når kvinde er kvinde værst, er det efter min mening, når vi er fordomsfulde og går rundt og tror, vi véd, hvorfor andre vælger, som de gør, og underkender deres valg med vores bedrevidenhed. Så skulle vi ikke, næste gang vi debatterer, hvad der er bedst for vores børn og os selv, gøre det uden at kaste med hverken speltboller eller karrierestiger - hive diskussionen en tand op og acceptere, at vi ikke bliver uvenner af at være uenige!.
Læs også: Tine Bendixen: Alt er forbudt
Redaktionschef Dorthe Kandi, 43 år
Dårligste vane: At undskylde for meget.
Største fejltagelse: At sige nej til et job i Moskva (som ung pige i huset…).
Bedste beslutning: At flytte hele familien fra dejlige Aalborg til København.
Motto: Ikke alt, der kan tælles, tæller, og ikke alt, der tæller, kan tælles (Einstein).