Selvudvikling

Er kejsersnit ikke en "rigtig" fødsel?

af Renée Toft Simonsen 26. maj 2010
De sidste fem år har har der været en stigning på 50 procent hos kvinder, der vælger kejsersnit – for fem år siden var det kun 1.300 kvinder, der valgte at føde ved kejsersnit, mens tallet sidste år var oppe på 1.700 kvinder.

Læste for nylig en artikel om, at flere og flere kvinder vælger at føde ved kejsersnit, selvom de ikke som sådan har komplikationer, der skulle gøre sådan et indgreb nødvendigt. Der er helt klart en risiko for skader ved at føde vaginalt, som kan være alt fra kraftige smerter ved sex efter fødslen, svære problemer med at holde på luft og afføring og ufrivillig vandladning. Disse skader er følger efter svære bristninger i mellemkødet fra skeden til endetarmen og må selvfølgelig betragtes som noget meget alvorligt, idet den slags gener helt sikkert kan forringe éns livskvalitet betragteligt.Men ifølge statistikken sker det ikke for mere end cirka 2.000 kvinder om året og er derfor ikke en høj risiko ved fødsler, og hvad mere er, så er risikoen for barnet faktisk større, når barnet tages ved kejsersnit. For eksempel sendes et nyfødt barn videre til en afdeling for nyfødte i syv procent af tilfældene ved kejsersnit, mens det kun er cirka det halve af de børn, der er født vaginalt, der sendes til afdelingen for nyfødte med komplikationer. Alligevel fylder de dårlige historier åbenbart så meget i den moderne kvindes bevidsthed, idet angsten for komplikationer har medført, at man de sidste fem år har set en stigning på 50 procent hos kvinder, der vælger kejsersnit - for fem år siden var det kun 1.300 kvinder, der valgte at føde ved kejsersnit, mens tallet sidste år var oppe på 1.700 kvinder.Læs også: "Verdens bedste mor" med Pernille AalundAt både læger og jordemødre foretrækker, at kvinder føder vaginalt, lægger ingen skjul på, og grunden, at det er mere sikkert for barnet, er en virkelig god grund, men samtidig tænker jeg, at angst også er en rigtig god grund til at vælge noget andet end det, der umiddelbart synes mest rigtigt?I samme avis læste jeg om en kvinde, der havde valgt at føde begge sine børn ved kejsersnit, og hendes historie om, hvor svært det havde været for det første at få lov til det, men også at synes, det var o.k., berørte mig i grunden. Hun havde følt, at hun havde været udsat for en skræmmekampagne undervejs gennem systemet. Da hun første gang luftede tanken om kejsersnit, havde hendes læge sendt hende til psykolog, og hver gang hun var hos en jordemoder, måtte hun lytte til, hvor dårligt hendes valg var, og hvor meget bedre det ville være, hvis hun kunne tage sig sammen og føde vaginalt. Kvinden fortalte, hvor bange hun havde været for for eksempel ikke at kunne holde på sin afføring efter en fødsel, og hvor meget den angst havde fyldt for hende, og samtidig, hvor magtesløs hun havde følt sig, fordi hendes angst ikke var blevet taget alvorligt. For hende havde det intet at gøre med at kunne kontrollere eller planlægge, og selvom hun både gik til psykolog og til fødselsforberedelse, var der intet, der kunne overbevise hende om, at hun skulle droppe det ønskede kejsersnit. Men den følelse af at blive set ned på, åbenbart ikke kun af fagpersonale, men også af andre kvinder, fyldte faktisk så meget for kvinden i artiklen, at hun efter det første barn overvejede ikke at få flere børn - det synes jeg bare var virkelig synd.Kunne det ikke tænkes, at når vi nu har muligheden for at hjælpe gravide, der har stor angst for at føde, til at få en graviditet uden angst, at vi så bare skulle gøre det - uden at give dem dårlig samvittighed eller få dem til at føle sig mindre værd? Kærlig hilsenRenéeLÆS OGSÅ: