
Er et liv som selvstændig noget for dig?

Foto: Istock
Beslutningen om at blive selvstændig er en af de største og mest spændende beslutninger, du kan tage i livet. Men allerførst bør du overveje, om du overhovedet har psyke til at være selvstændig, og om den idé, du har, er én, folk er villige til at betale penge for, anbefaler vicedirektør Anders Hoffmann fra Erhvervs- og Byggestyrelsen.
Han anbefaler, at du, før du starter, kigger grundigt indad og gør dig klart, hvad der er dine stærke, og hvad der er dine svage sider i forretningsmæssig sammenhæng.
Har du iværksætter-psyke?
Der findes ikke nogen fast formel for, hvilke typer der er bedst egnede til livet som selvstændig. Men du skal være i stand til at håndtere et vist pres. Dels fordi arbejdsmængden kan svinge enormt, dels på grund af den indbyggede økonomiske usikkerhed, der er.
Det er en fordel, at du:
? Har en lav stress- og bekymringstærskel.
? Har is i maven i kritiske perioder.
? Er forholdsvis risikovillig.
? Kan overskue og analysere store mængder information og omsætte dem til konkret handling.
? Er god til at netværke.
? Kan lide at sælge.
Har du erfaring og viden om branchen?
For mange iværksættere er det nye arbejdsliv lig med "learning by doing", og du behøver slet ikke at vide alt om, hvordan man driver virksomhed på forhånd. Tørre tal viser dog, at de mest succesfulde virksomheder er dem, som er startet af folk, som har kendskab til og erfaring på området i forvejen.
Er der behov for dit produkt/dine ydelser?
Det er ærgerligt at bruge mange år og penge på at udvikle et produkt, som ingen gider købe. Få derfor altid nogle realistiske bud på din forretningsidé, før du går i gang. De fleste kommuner har en erhvervsservice, du kan få sparring hos.
Har du råd til at være selvstændig?
Måske kommer du fra et fast job og kan ikke regne med at tjene penge fra første dag i din nye virksomhed. Du må derfor afklare med dig selv og din eventuelle partner, om økonomien kan bære, at du i en periode tjener færre penge.
Har du opbakning fra familien og netværket?
Det tager tid at banke en forretning op, og selv om bagtanken måske var at få en øget fleksibilitet i dagligdagen, bliver du i perioder nødt til at arbejde meget. Du kan sammenligne det med at gøre karriere, og især hvis du har børn, er det nødvendigt, at hele familien bakker op om projektet.
Relaterede links:
TEST DIG SELV
På startvaekst.dk www.startvaekst.dk/ivaerksaettertesten kan du teste din iværksætterprofil og få en fornemmelse af, om du har psyke til at være selvstændig. Testene er lavet af dygtige erhvervspsykologer og giver dig et overblik over dine styrker og svagheder.
Læs mere om: