Selvudvikling
22. september 2009

Er anti-depressiv medicin det rigtige valg?

Medicin kan ikke nødvendigvis udelukkes, men terapien skal fremstå som det, der er den unges vigtigste værktøj
Af: af Søs Wollesen
https://imgix.femina.dk/media/2ddb5c187f474bcf81652d8a468414f8.jpg

Foto: Colourbox

Jeg har en datter på snart 18 år, som desværre er blevet ramt af en depression. Hendes læge har anbefalet hende antidepressiv medicin, men det er hun ikke meget for, da hun har læst om bivirkningerne. Hun går i 2.g og kæmper for at følge med på trods af depressionen. Er der andre muligheder, eller skal hun have antidepressiv medicin?
På forhånd tak!
Mia-Mette

Flot, at din datter holder ved skolen, og rigtig godt, at I sammen vil gøre noget ved det og ikke slår det hen med, at ungdomstiden er en svær periode.
Det er et rigtig godt spørgsmål, du kommer med - medicin eller/og terapi. Hvad er bedst? En undersøgelse foretaget af en gruppe australske forskere, der samarbejdede med tre psykiatriske centre, viste, at en gruppe unge mellem 14 og 17 år, der kun havde fået terapi (kognitiv adfærdsterapi), klarede sig væsentligt bedre (86 %) end to tilsvarende grupper, der enten havde fået en kombination af terapi og medicin (52 %) eller kun medicin (42 %).
De unges selvtillid og generelle selvopfattelse blev bedre, og de kunne se, at de selv kunne gøre noget.
Medicin kan ikke nødvendigvis udelukkes, men terapien skal fremstå som det, der er den unges vigtigste værktøj. Hav også fokus på søvn, motion, ernæringsrigtige måltider, omega-3 (4-6 gram dagligt) og vitamin- og mineraltilskud.
Der er også nogle andre behandlinger, der måske kan hjælpe hende. Men jeg vil anbefale én ting ad gangen.
Jeg håber, at hun snart får det bedre.
Søs

https://imgix.femina.dk/legacy/media/aa93dc5c998540d499589dcbc1e44c30.jpg

Spørg om krop
Søs Wollesen er læge, zoneterapeut og akupunktør. Har du et spørgsmål til Søs, kan du skrive til hende på sos@femina.dk, så kommer dit brev måske i FEMINA og på femina.dk. Du er også velkommen til at skrive en kommentar i feltet herunder, dog besvares spørgsmål ikke her.

Læs mere om:

Læs også