https://imgix.femina.dk/media/264dda6db6c245efbdb8bddb848f9f02.jpg
Selvudvikling

Er alle andre kvinder lystne?

11. januar 2010
af Renée Toft Simonsen
Jeg føler det som et overgreb, når jeg står der og uden varsel bliver gramset på

Hej Renée.
Jeg sidder her og får en klump i halsen og har følelsen af ikke at slå til for min mand. Hvis jeg f.eks. står og skræller kartofler, kan han finde på at komme hen og tage mig på brysterne eller lignende. Jeg hader det, og hver gang bliver jeg pissesur. Han kan ikke give mig et kram, uden at han lige skal komme til at røre ved dem. Hvis jeg så siger, at han skal nusse mig i nakken, for det kan jeg bedre lide, bliver det med tungen. Jeg fortæller ham gang på gang, at jeg ikke vil have det. Så kommer han med en smøre om, at alle andre kvinder ville elske at have en mand, som elskede dem og gad røre ved dem: "Og hvad vil jeg helst have ... en mand, som elsker mig, eller én, der ikke gider røre mig ..." Jeg føler det som et overgreb, når jeg står der og uden varsel bliver gramset på. Jeg har prøvet på at forklare ham, at jeg har alt muligt andet i hovedet ... madlavning, tøjvask, børn, økonomi osv. Så kan man ikke bare på et sekund omstille sig til sex. Han mener ikke, det er sex, men kærlighed. Kærlighed er for mig at respektere hinanden og give plads til hinanden.
Sig mig, er alle andre kvinder så skide lystne hele tiden? Det kan jeg ikke tro. Vi har fem en halv måned gamle tvillinger, en søn på tre et halvt år, og så har jeg en stor datter på 12. Så alle hiver i mig, og nogle gange bliver det bare for meget ... især når han får mig til at føle, at jeg ikke er god nok.
Mor til fire

Kære mor til fire.
Nej, jeg tror virkelig ikke, at alle andre kvinder, slet ikke mødre med fire små børn, er så skide lystne, som du udtrykker det. Du skriver, at I har tvillinger på fem en halv måned, og det for mig er i sig selv nok til, at selvfølgelig er sex bare ikke det første på programmet. Jeg kan udmærket huske, hvordan det var med bittesmå børn, og hvordan man konstant var dødtræt, intet mindre. Samtidig har du én på tre et halvt og én på 12, to med meget forskellige behov. Så det er bare helt naturligt, at du ikke lever og ånder for sex lige nu. I grunden synes jeg, det lyder, som om din mand har lidt svært ved at respektere grænser. Jeg synes ikke, han har ret til at kræve noget som helst, du ikke har lyst til at give ... det er jo ikke Afghanistan det her. Samtidig kan jeg høre, at han har behov for dig og et behov for sex, som er så svært at undertrykke, at han kommer til at gå over grænsen. Jeg véd, det kommer til at lyde enormt usexet, men var det ikke en idé, om I lavede nogle helt konkrete aftaler, omkring hvornår og hvor meget sex der skal være imellem jer, og de aftaler var ubrydelige? Det kunne give ham noget at se frem til, og måske give dig så meget ro, at du, når han tager om dig, ikke straks vil føle noget pres for, at I nu skal i seng sammen, men i stedet nyde, at han er der og elsker dig? I hvert fald er det meget vigtigt, du passer på dig selv og ikke bliver stresset og føler, du ikke kan leve op til ham, for din reaktion er helt normal. Kærlig hilsen
Renée

https://imgix.femina.dk/legacy/media/73919d9d909342949f80bc51c5d63f6b.jpg

Spørg Renée
Renée Toft Simonsen er Cand.psyk. Har du et spørgsmål til Renée, kan du skrive til hende på renee@femina.dk, så kommer dit brev måske i FEMINA og på femina.dk. Du er også velkommen til at skrive en kommentar i feltet herunder, dog besvares spørgsmål ikke her.

Læs også