Emilia van Hauen: Ren pigekærlighed

”Juuuustiiiiiiiiiiiin!!!”. Jeg var blevet advaret, og alligevel stod min søn og jeg med blafrende hår og vidtåbne øjne, da råbet ramte os på pladserne over havet af unge piger, som skreg på deres idol, da han langt om længe viste sig på scenen. Det var vildt, VILDT, VILDT og fuldstændig fantastisk og overvældende! Og det sjoveste var at mærke min søns reaktion, da det ramte ham første gang. Han røg en halv meter bagud og glippede med vantro i øjnene og et uudtalt: ”Hvad fanden var det, mor??!!!”. Jeg gav ham et ordentligt kram og stillede mig bag ham under resten af koncerten, så han havde noget at stå imod med, hver gang orkanen af pigestemmer ramte ham.

”Vær beredt på at møde betingelsesløs kærlighed! Du vil ikke forstå det, men bare prøv at flyde med :-)”, var et af de råd, jeg fik på Facebook af en mor, der havde prøvet det før. Men ved du hvad? Jeg forstod det faktisk godt. Kunne godt huske den dér absolutte kærlighed, jeg som lille pige selv følte til en stjerne. Elvis var (mærkeligt nok!) en af dem, om hvem jeg allerede som 12-årig tænkte, at hvis bare han gav mig lov til at elske ham, ville min kærlighed redde ham fra druk og stoffer. At han rent faktisk var død på det tidspunkt, var en detalje uden betydning!

Siden fulgte flere udgaver af stjernehankøn, som jeg kastede min 1-0-kærlighed på, og den var altid uden betingelser og båret af en ren samvittighed og ingen skjulte motiver eller krav. Andet end – naturligvis! – at de skulle give mig lov til at elske dem. Det skete dog aldrig, og med tiden opgav jeg mine ungpigeforelskelser i uopnåelige stjerner og kastede den i stedet på klasse- og studiekammerater, indtil den landede mere permanent hos ham, der blev min mand.

Denne ungpigebeundring var så gennemført, fordi den aldrig blev mudret til af stjernens garanteret dårlige vaner, manglende opmærksomhed eller kiksede udtalelser, men tværtimod udelukkende var båret af det perfekte image, jeg skabte af ham. Hvilket jeg gætter på er det samme, som gjorde sig gældende for alle de unge piger,
der skreg sig – og os andre – til en tinnitus den aften.

Læs også: Emilia van Hauen: Prinsessedrømme eller mareridt?

Dagen efter kunne man læse Ekstra Bladets anmeldelse af Thomas Treo: ”Bieberens sange er infantil samlebåndspop, når den slags er mest kynisk og uopfindsom, men selv om banaliteterne blev leveret charmeforladt og mekanisk, skreg tøserne naturligvis alligevel. Det havde de nok også gjort, hvis han havde sat sig midt på scenen og lagt et par syvkabaler, der ikke gik op.”

Hvad tænker du, når du læser det?
Jeg tænker, at små pigers kærlighed må have så lav status i anmelderens univers, at den kan gøres grin med offentligt. Og for nogle læseres vedkommende vil sådan en arrogant udtalelse ovenikøbet forlene håneren med en aura af rå rock’n’roll-livsled distance, der nok skal få et publikum til at nikke indforstået accepterende og beundrende. Mere generelt kan vi konstatere, at selvdestruktion – i alle mulige udgaver som narko, druk, masser af hor med tilfældige, stærk fart i hurtige biler eller på potente mc’er, slåskampe m.m. – har en højere status i vores samfund end ren og uskyldig kærlighed båret af en lille pige. Hvor det ligger mellem linjerne, at sidstnævnte er noget, enhver idiot kan opnå, hvis bare han synger og ser godt ud, så er man langt mere autentisk, hvis man indleder sin egen deroute og fortaber sig i menneskelige fiaskoer og ødelæggende misbrug, fordi man tør gå over grænsen for, hvad man kan klare.
Bullshit! Det er altså det argeste møg at diske op med!

Jeg synes nemlig, at Treo og hans meningsfæller på den mest pinagtige måde afslører sig selv. Ved at skabe så hånlig en distance til pigernes drømme og deres kvalitetssans viser de, at de ikke har fattet en pind. Og at de af samme årsag en dag kan vågne op fulde af vrede, sorg og uforståenhed, fordi deres partners aftryk på nabopuden ikke længere er der.

Hvad pokker var det, der fik hende til at gå?
Svaret er ret simpelt: ugengældt kærlighed. Eller mere præcist: manglende anerkendelse af hendes kærlighed. Statistikkerne viser, at det er kvinderne, som i tre ud af fire tilfælde tager initiativet til skilsmissen. Kvinder vil elske og elskes – og bliver de ikke det, går de. Alligevel tillader Treo sig at mene, at små piger kan spises af med en forfejlet syvkabale, fordi pigebørnene er så totalt og aldeles blinde, at de accepterer hvad som helst. Hvilket ikke kunne være mere forkert.

Små piger er nemlig ekstremt krævende! De ønsker sig noget, som voksne mænd har sværere ved at give dem end et teenageidol: Den uforfalskede kærlighed, der formidles uden filter og i et sprog uden undertekster – og dermed i respekt for begge parters ægte følelser. Og nej, det kandiderer ikke til fede anmeldelser af livstrætte (måske uelskede?) mænd i Ekstra Bladet, men det forløser en længsel efter at prøve kærlighedens kræfter af i de tidligere teenageår – og det er, synes jeg, langt mere værd. Gennem deres hæmningsløse beundring lærer de styrken af deres egne følelser at kende, og det får deres fremtidige kærester fordel af. Samt det samfund, der kommer til at leve af deres kreativitet og loyalitet over for deres kommende jobs. Og måske kunne vi voksne kvinder tillade os selv at genkalde os den slags kærlighed – og starte med
at give os selv den. Og derefter brede den ud til – well, lad os ikke være smålige – resten af verden!

Læs også: Emilia van Hauen: feminist og ... øh, maskulinist?