Selvudvikling

Emilia van Hauen: Hvad er din ROUTE 66?

af Emilia van Hauen 21. oktober 2014
Mens jeg så solen stige højere på himlen over et landskab, der var så smukt, forstod jeg endelig, at man nogle gange bare skal æde sin angst for det, man er mest bange for og inderligt hader
Hver gang jeg går ind eller ud af mit køkken, går jeg under min genopstandelse. Den svæver over mig i form af et hvidt emaljeskilt i en meget karakteristisk form og med en legendarisk tekst på: ”US ROUTE 66”. Jeg ved det. Det er totalt tacky. Et ægte turistkøb fundet på en tankstation i nærheden af den legendariske by Seligman, der fik verdensomspændende kultstatus med filmen ”Cars”. Men for mig er skiltet altså meget mere end populærkult. Det repræsenterer min seneste genfødsel, der kom som en tiltrængt forløsning efter nogle års indre rodebunke, kulminerende i seks måneder, hvor hver anden morgen var en sort sky af fremmed mismod og udmattelse, som klæbede til mig og gjorde mig grundtrist.   I et år havde vi gået rundt og set frem til denne ferie. Og jo længere tid min krise varede, jo mere fik den ikon-status af befrielse og belønning. I stedet sendte den mig en omvej forbi Helvede. Min eksmands første ekskone og jeg havde slået USA-drømmen og hendes tre og mine to børn sammen og samlet dem i en motorhome, som vi skulle svinge rundt på de store veje, mens vi besøgte San Fransisco, Yosemite, Las Vegas, Grand Canyon, Los Angeles, Santa Barbara og Highway One. Jojo, alting var planlagt. Alt var bestilt hjemmefra. Alt var toptjekket. Alt. Pånær os, selvfølgelig. Og livet. For pludselig i Las Vegas slog livet til i form af et telefonopkald, og min rejsemakker og hendes datter blev nødt til at tage hjem – og så stod jeg dér. Alene. Med ansvaret for fire drenge. Et hjem i form af en større lastvogn. Og en angst på størrelse med Californien.   LÆS OGSÅ: Tine Bendixen: Der er altid et eller andet man kan dø af   Jeg kunne være taget hjem. Selvfølgelig. Havde klart mest lyst til dét! – men havde jo ikke lyst til at afbryde børnenes ferie. Så det endte med at blive en af de beslutninger, der næsten tager sig selv, selv om jeg aldrig har følt mig så alene og bange før.   Den nye gruppes første stop var Grand Canyon. Hvilken vild kontrast det var at komme fra det sindssyge og fascinerende menneskeskabte lyshav til den røde bund af naturen, der strakte sig ud foran vores blik i en velgørende uendelighed af forrevne klippeformationer og tusindvis af års historie, der gjorde os behageligt tissemyresmå, så vi for et øjeblik kunne slippe den moderne verdens konstante krav om ”være på”-hed. Her var vi bare en slags levende sten, og det føltes godt. Især med min yngste søns varme kind mod min, mens vi nød synet af den sprække i verden, der tillod os at have sprækker i sindet.   Om aftenen samledes vi om et bål, og for en kort stund forsvandt frygten for alt det, der kunne gå galt, i en strøm af taknemmelighed over at være omgivet af så meget drenget energi, der tog ansvar for os alle, mens den ene sørgede for brænde, den anden pølser, den tredje stole og den fjerde hygge. Morgenen efter lod jeg dem sove, mens Trucker-Mom her bugtede vognen ad Highway 41 mod Los Angeles.   Altså lige indtil jeg kom til denne tankstation, der lå dér og var helt undseelig i det enorme amerikanske landskab. Den tynde dør knirkede, da jeg åbnede den og forsvandt ind i et lille mørkt lokale, der var tæppet til med skilte og dimser i alle afskygninger, og mens jeg betalte for gallons of benzin, drævede en læderhud med cowboyhat venligt: ”You gotta take the 66, Ma’m! It’s so scenic – and there’s no traffic!!”.   Og det var så det, jeg gjorde. Mens drengene fortsatte deres søvn, så jeg solen stige højere på himlen over et landskab, der var så smukt, at det løftede min sjæl og sang – vitterligt – for mig. Det var i de timer, jeg blev genfødt. Det var i de timer, jeg endelig forstod, at man nogle gange bare skal æde sin angst for det, man er mest bange for og inderligt hader, og så bare gøre det, der skal til! Det befriende var jo at kaste selvcentreringen og selvmedlidenheden fra mig og i stedet lade håbet og glæden indtage mit sind og hjerte igen. Og midt i alt det spirede pludselig en genert beundring for mig selv frem: Yeah – I did it, goddammit!!!.   Da jeg kom hjem, var min krise uigenkaldeligt forbi. Og næste gang jeg står i en ægte fuck-hvor-er-jeg-bange!-situation, vil jeg hente min Route 66 frem og minde mig om, at det, der ligner Helvede udenpå, kan være en maskeret velsignelse ... Hvad mon din Route 66 hedder?   LÆS OGSÅ: Dorthe Kandi: Er du styret af frygt eller kærlighed?