https://imgix.femina.dk/media/67028c5fe4494197a12e82e861177928.jpg
Selvudvikling

Du taler forskelligt til piger og drenge

21. maj 2011
af Ea Ørum
Foto: All Over Press
Når vi taler med piger, gør vi dem indadvendte. Mht. drenge, gør vi det modsatte

Forskning viser, at piger og drenge bliver understøttet i at fortælle om sig selv på forskellige måder, således at "hun bliver ked", og "han bliver vred". Det mener Marianne Horsdal, professor ved Syddansk Universitet i livsfortællinger, læring, og hjerneforskning. Hun har netop fremlagt sin disputats, der snart udkommer som bog under titlen, "Telling lives" på forlaget Routledge.

- Amerikansk forskning viser, at når vi taler med piger, spørger vi ofte "var du bange". Når vi taler med drenge, tager man udgangspunkt i "var du gal". Der er altså en afgørende forskel i måden hvorpå, man taler med piger og drenge. I det her eksempel understøtter forældre henholdsvis indadrettede og udadrettede følelser, og det er med til at præge børnenes identitet og selvopfattelse, siger Marianne Horsdal til alive.dk.

Vi kan altså påvirke et barns identitet, og uden vi tænker over det, lader vi os påvirke af barnets køn, når vi taler til et barn, og det har større konsekvenser, end vi lige aner, fordi fortællinger også former os mere generelt, forklarer forskeren.

Tale skaber selvforståelse
- Jeg mener, man bør skole pædagoger og lærere i at styrke børnenes livsfortællinger - det drejer sig nemlig også om læring. Evnen til at fortælle om sig selv og lytte til andres livsfortællinger gør nemlig en i stand til at udvikle sig og klare forandringer, og det styrker hukommelsen, som har mange former. Dårlige livsfortællere er heller ikke så gode til at placere sig selv i en kontekst, og så er man ikke nær så parat til at omstille sig, fordi man ikke forstå verden omkring sig, siger hun.

Forskningen viser, at uden livsfortællinger kan vi slet ikke forstå verden, og at de styrker vores hukommelse på et dagligdagsplan. Der findes derfor heller ikke en kultur, hvor mennesker ikke bruger livsfortællinger, selvom vi ikke tænker over i det daglige, at vi bruger dem.

Voksne kan og skal styre
Voksne mennesker omkring børn kan understøtte og udvikle pigers og drenges måder at skabe livsfortællinger på. En positiv måde at gøre det på er ved selv at fortælle og ikke udspørge barnet.

- Dårlige fortællere, husker også dårligt fra barndommen. De siger, "der skete ikke noget, vi så bare tv". Børn påvirkes af de fortællinger, der omgiver dem, for det er de påvirkninger, som understøtter dem. Sidder de og ser tv, bliver det de påvirkninger, der understøtter, og de kan f.eks. være meget aggressive. Det samme gælder faktisk også voksne, der også udvikler deres selvbiografiske fortællinger hele tiden via omgivelserne. Ellers kan vi ikke følge med i verdens forandringer, siger Marianne Horsdal.

Læs også