"Du kan komme til at ligne en Kardashian, men hvem er det, du gør det for?"

Det er 24 år siden, Bodil Jørgensen sidst arbejdede sammen med Lars von Trier. Dengang spillede hun Karen i hans dogmefilm “Idioterne”. Og det er faktisk selvsamme Karen, der dukker op i “Riget Exodus”.

– Det er måske tilfældigt, at Lars har kaldt mig det samme, jeg ved det ikke. Det var i hvert fald en tanke, vi fik. Jeg forestiller mig, at Karen er blevet gammel, og nu bor hun alene lidt uden for København, siger Bodil Jørgensen.

– Der findes jo mennesker, som på en måde er fortabte i det moderne liv, der går så hurtigt.

– Karen løser krydsogtværs, hun strikker lidt, og så sidder hun og ser gamle dvd’er. Og måske interesserer hun sig for hospitalsserier, for hun har jo mistet et barn til noget, ingen rigtigt forstod. Så Karen er lidt … hun er ikke klar til det dér moderne liv, fortæller skuespilleren, som med sin figur rammer direkte ned i den aktuelle diskussion om den digitale underklasse.

Dem, som hverken har udstyr, erfaring eller overskud til den digitale tidsalder, og som dermed kan miste både penge, rettigheder, værdighed og muligheder.

– Nu tvinger mit arbejde mig til at følge med, plus at jeg har en datter på 14, som gør, at jeg er nødt til at være bare en smule fiks på fingrene, men det er da lige før, at jeg selv hører til i den kategori. Bare generationen over mig har jo svært ved at følge med i det hele. For ikke ret længe siden levede vi et helt andet slags liv, end vi gør i dag, fordi vi har fået den teknologiske fremgang.

– Digitaliseringen. Jeg hader den! hvisker hun og læner sig hen over bordet mod mig, som om det var et sprængfarligt udsagn.

– Jeg vil sige, at jeg tænker med glæde på et liv uden det. Tænk, da man gik ned ad en markvej eller ind i en skov, og ingen kunne få fat i en. Man gik i sin egen vidunderlige uskyldige verden. Nu er du hele tiden i kontakt med nogen. Det er også dét, Lars vil fortælle: Hvad bliver der af det åndelige? Vi kontrollerer jo alt nu.

– Kunsten er heller ikke længere fri, for du må ikke sige noget om dét, du må ikke lave sjov med dét, for så krænker det nogen. Det bliver mere og mere stramt, selv om det hedder sig, at vi bliver mere og mere frie. Det passer ikke! Vi er ikke mere frie.

Hvor blev ånden af?

Den hellige digitalisering får da også en hård medfart i “Riget Exodus”. Som når Dr. Helmer desperat forsøger at få en parkeringsplads via en app, der sender ham i rundhyl som nummer 357.691 i køen, og robotarmen i kælderen, der smadrer alt porcelænet under opvasken.

– Selvfølgelig er vi overvældede af teknologiens kraft lige nu, så overvældede, at vi vil have det hele. ALLE apps, alting! Men man ville jo ønske, at vi kunne bruge digitaliseringen til dét, den er rigtigt dygtig til, for i virkeligheden kunne den være med til at redde kloden, hvis vi brugte den målrettet og rigtigt. Ligesom med Mobilepay, som jo er genialt.

– Brug den til dét, den kan bruges til, og lad være med at putte alt muligt andet ind i. Lad Gud om resten, lyder det fra Bodil Jørgensen.

Hun fortsætter:

– “Riget Exodus” er en spejling af vores samfund – det kunne være en hvilken som helst institution – og når Lars siger, at fugten er trængt ind i fundamentet, mener han, at vi bliver holdt fast af andres meninger. For nok kan f.eks. sociale medier virke forholdsvis overfladiske, men det går faktisk ret dybt, for det tager din tid.

– Og tid er det eneste, du har som menneske. Vi er her ikke så længe. Men digitaliseringen har overtaget det hele. Og vi har slet ikke noget begreb om endnu, hvad den gør ved os.

Hvad mener du med, at vi bliver holdt fast af andres meninger?

– Tag f.eks. Dansk Folkeparti. Et parti, der har været kæmpestort, og nu forsvinder for øjnene af os. Men alt dét, de mener og står for, er jo trængt ind i andre partier, ind i samfundet. Fugten er trængt ind i fundamentet, siger hun.

– Min far og mor var skolelærere, og de var enormt dygtige til at give et godt fundament videre til de unge mennesker. Det er rigtigt svært nu. Det er svært for dem at fokusere, fordi de hele tiden bliver forstyrret. De sociale medier bliver jo brugt til andet end at være sociale, og det er alt for hårdt for de unge mennesker at skulle spejle sig i alt det dér. Det er den farligste splint, vi nogensinde har fået i øjet, for det tager opmærksomheden fra det, vi virkelig skulle kigge på.

– Du skal hele tiden definere dig selv: Er du homo? Kan du lide at gå i dametøj? Er du blandet køn? Er du han eller hun eller hen, hvad er din identitet? Du kan ikke få lov til bare at være. Hvor fanden bliver så al ånden af?

Naturen er ikke forfængelig

Bodil Jørgensen mærker på sine egne børn, at de bliver opslugt af online-livet og glemmer virkelighedem lidt.

– Det er svært at være rigtigt social i dag. Når jeg spørger min søn, hvorfor de ikke samler sig og går en tur ud i skoven, siger han, at det er, fordi alle sidder på deres telefoner. De samler sig så i nogle Facebook-grupper og sådan noget, men den reelle gåtur, hvor man går sammen og har nogle rigtige samtaler, det er gået tabt.

Bodil Jørgensen har aldrig lagt skjul på, at hun er et troende menneske, og hendes tro er blevet stærkere med alderen.

– Den betyder mere og mere, for det er i troen, jeg får en forhåbning om, at vi mennesker kan blive klogere.

– Vi gentager jo os selv hele tiden, vi mennesker, fordi vi åbenbart ikke kan andet. Vi er jo så små, og det andet er så stort. Men så er der noget at kigge op efter. Noget at prøve at få øje på i livet. En ledetråd.

Da Bodil Jørgensen for otte år siden blev ramt af en løbsk traktor under optagelserne til en “Far til fire”-film, lå hun i koma i flere dage og kæmpede for sit liv.

Hendes lunger var punkteret, milt og lever revet over, kønsbenet og begge kraveben var knust og bækkenet brækket tre steder.

– Da jeg lå i den flagrende tilstand i en respirator, var det billede, jeg havde, en fantastisk frodig have. Siden har jeg læst, at der er mange, der får det billede, når de ligger på deres yderste. Jeg ved ikke, om det er fra Paradisets Have, at billedet opstår, men det er ofte noget, der gror. For mig var det nogle rododendronlignende blomster. Jeg så også dyr … orme og alt muligt forskelligt. Jeg var selvfølgelig påvirket af morfin, men den tilstand vil man jo gerne spejle ned i det her liv, fortæller hun.

– Dét at spejle sig i naturen er netop uforfængelighed. Naturen og dyrene er jo ikke forfængelige.

– En blomst, der er så smuk, så smuk, ved det jo ikke selv. Det er derfor, vi skal vende blikket væk fra os selv. Væk fra skærmen og kigge ud. På fuglene, på blomsterne. Hvis vi kunne det, hvis vi fik øjne, der kunne se det, ville vi redde planeten, det er jeg slet ikke i tvivl om. Men vi vender os hele tiden ind mod os selv: Hvordan har jeg det, hvordan ser jeg ud, hvad tænker andre …

Saligt at blive 50

Mens mange får en krise, når de runder 50 år, var det lige omvendt for Bodil Jørgensen. Da hun fyldte 50, følte hun endelig, at hun var det sted i livet, der passede til hendes indre alder.

– Der er noget befriende ved, at en dør lukker. Jeg fik jo min yngste, Rigmor, sent, da jeg var 47, og da jeg fyldte 50, havde jeg det sådan: Nu er jeg lige her, hvor jeg gerne vil være! Virkelig.

Ingen panikangst?

– Nej, det havde jeg som 30-årig. Og da jeg var yngre. Jeg syntes ikke, at det var sjovt at være ung.

– Ungdommen er så hypet og så idealiseret, men det er jo de færreste, der synes, at det er sjovt at være ung, så hvorfor vil alle ligne unge mennesker? Så du dokumentaren om Hugh Hefner? Jeg tænkte: “Jamen, I slap ud jo af det helvede, hvorfor ser I så så mærkelige ud?” Alle kvinderne var SÅ botoxede!

– I USA er folk enten 200 kilo for tykke, eller også ligner de noget, der er løgn. I det hele taget er det, som om at selv om vi ved, at det hele går ad helvede til, er vi så underligt ligeglade. Vi fokuserer kun på os selv.

Du sagde for nylig, at du ikke gider at dyrke sex længere. Jeg går ud fra, at du har fået nogle reaktioner på det?

– Ja! Det væltede ind! Folk synes, at det var så godt, at jeg sagde det. Jeg havde slet ikke tænkt over, at der er så mange medsøstre derude, der har det på samme måde.

– Og også mænd! Som skal tage Viagra, og hvad ved jeg. Hele den dér jagt på … Jamen, så vend dog blikket udad, hvorfor skal det hele tiden handle om dig? DIN sexlyst, DIT udseende, DIN trang til det ene og det andet. Det er så anstrengende og stressende og forfærdeligt. Du går jo bare hertil, siger Bodil Jørgensen og stryger en hånd ned foran kroppen.

– Når man er så selvoptaget, når kroppen bliver ens tempel, begynder man jo at dyrke guden derinde: Sig selv. Det dur simpelt hen ikke. Og sex er blevet en del af det.

– Det er så dobbeltmoralsk, for samtidig med #MeToo skal du have sådan nogle læber og sådan en røv og sådan nogle patter, og samtidig skal du kunne gå i fred. Jamen, hvad vil du så med det? Jeg forstår ikke, hvad fanden i helvede det skal til for så.

Det er farligt at sige, Bodil …

– Det ved jeg godt. Men det er dobbeltmoralen i det, jeg ikke kan have. Og for unge piger, som min egen datter, er det altså en farlig mixture at vokse op i. Du kan komme til at ligne en Kardashian – som i øvrigt ser SÅ mærkelige ud – men hvem er det, du gør det for? Er det dit eget spejlbillede? Er det, fordi når du kigger ind i spejlet, tænker du: “Iiih, det er lige mig!”

– Nej, jeg forstår det simpelthen ikke. Og det er pga. den troldsplint, vi har fået i øjet, at man begynder at se ting på en anden måde. De bliver forvrængede. Og det er alligevel så kortvarigt, for i morgen har du en ny rynke. Det er skruen uden ende.

Det svære liv

Når Bodil Jørgensen ikke arbejder på en ny film eller serie, er det andre mennesker, der optager hende. Og det gælder ikke kun hendes nærmeste.

– Jeg har mange, jeg besøger og holder af. F.eks. en ung mand fra Afghanistan, som kom hertil uledsaget, da han var 14 år. Vores familie prøver at hjælpe ham, så godt vi kan, og han er efterhånden blevet en del af vores liv, så det bruger jeg noget tid på. Det er også noget, jeg har lært af min far: At vi er forpligtede over for de mennesker, som har det sværere end os selv, siger hun.

– Så ud over mine egne børn og haven går jeg meget op i at tage mig af dem, som kommer hertil uden noget.

– Jeg meldte mig også til kommunen, da alle ukrainerne kom hertil. Bare fordi … når vi har midlerne, og vi har fem minutter, hvor vi ikke glor ned i den telefon, så kan vi lige så godt vende blikket udad og kigge os omkring. Det bruger jeg en del tid på. At prøve at få øje på andet end mig selv.

Hvordan får man folk til at gøre som dig, tror du? Hvad skal der til?

– Jeg ved det ikke. Nu er der jo en ny krise, lige efter vi er kommet igennem coronakrisen, men måske energikrisen kunne være en god ting – hvis vi bliver tvunget til at slukke for det hele.

– Jeg kan jo huske de bilfri søndage under oliekrisen i 1970’erne – hold kæft, hvor vi hyggede os! Vi lukkede to af vores tre stuer af og sad alle sammen i den samme stue, mens min far læste højt for os. Det kan man jo gøre igen.