Drømmen om det perfekte

Jeg har altid hadet glansbilleder. Billeder af det perfekte sat op på en piedestal med glimmerværk, sløjfe i håret og et tykt lag lykke! Perfekt til at indsætte i albummet, som tilskuerne så kan beundre og tilbede på afstand.

Nu er had et stærkt ord at bruge, og det er da også her, jeg så må krybe til korset og indrømme, at jeg selvfølgelig tager så stærkt et ord i brug - fordi jeg kender den side fra mig selv. Trangen til at kunne præstere det perfekte liv, det perfekte hjem, de perfekte børn og det perfekte look. Længslen efter at være "rigtig". Være den fuldendte kvinde … et glansbillede. Og efter alt at dømme er jeg langtfra den eneste, der lider under dette syndrom.

Magasiner, TV og musikbranchen har det seneste årti opdyrket en kultur af overfladiskhed og idolisering, der for længst har overskredet min kvalmegrænse. Et livssyn så blottet for værdier, og hvor en ung kvindes eneste mål er at blive den lykkelige ejer af den seneste designertaske, blive kendt og så ellers få Angelina Jolies look (okay, jeg er 35 år. Jeg HAR altså sluttet fred med det faktum, at jeg aldrig kommer til at ligne Angelina Jolie). Som min gamle mormor, der i øvrigt i en alder af 101 år stadig kan falde i svime over et flot stykke tøj, siger: "Alt med måde!" Det er helt fint at elske tøj og smukke ting - men bliver materialismen på bekostning af de indre værdier, bliver livet til et indholdsløst glansbillede.

Kærlig hilsen
Camilla Kjems